CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED#3

CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED#3

Vi kender det alle sammen: tiden og tomheden efter en stor begivenhed. Det er denne fornemmelse af blues, der strømmer igennem os, og vi salver os ind i nostalgi. Med et bedrøvet humør prøver vi at genfinde i glæden i de små ting, men det synes håbløst udmattende.

UDENFOR BLACKBOXEN ER HIMLEN BLUE

Da jeg spørger ind til de blå fornemmelser i relation til postperformance-oplevelsen, nikker Andreas istemmende. Først og fremmest fortæller han, at det er vigtigt at holde fast i de fælles erfaringer og dertil holde minderne i live. Fællesskaberne omkring de kreative processer og oplevelser er nemlig af en særlig karakter. Medarbejdere er ikke bare samarbejdspartnere, der bindes og tvinges sammen af kontrakter, men derimod personer, der tager del i en familieformation. Andreas beskrev derfor værdien af de efterfølgende møder med produktionen bag forestillingen. Under uhøjtidelige sammenhænge samledes de for at dele de tanker og refleksioner, som performancen sidenhen havde affødt.

I sammenhæng med dette er Aarhus en darling. For grundet sit overskuelige areal kan byen generere en psykisk såvel som fysisk nærhed. Alle bor i nærheden, eller også er de max en letbanestrækning væk. Men samtidig er Aarhus også en lille og velkendt størrelse – en by, man efterhånden lærer at kende som sin egen bukselomme. Efter et projekt kan Aarhus’ omgivelser derfor nemt opleves som værende uinspirerende og kedsommelige, fortalte Andreas. Byens hjemlige og trygge karakter er en total modsætning til det kreative kalejdoskopi, man tidligere har taget del i. I denne postperformance-tilstand opleves Aarhus altså ikke som en udfordrende størrelse, der åbner og belyser omverden på ny. Hverdagen skaber derimod et savn efter processens dynamik eller en længsel efter en større storby med tusindvis af muligheder. Men måske er dette blot en forestilling, for som bekendt har Aarhus også meget at byde på. Det handler bare om at lede.

//Billede af Kio Jørgensen

AT GÅ PÅ [GEN]OPDAGELSE I SMILETS BY

Hvordan genfindes begejstringen, hvis de efterfølgende arbejdsopgaver skal udføres i lyset af computerskærmens uinspirerende skær? Andreas mente, at det krævede et aktivt valg om at genopdage byen. Det krævede handling: en form for kunstigt åndedræt eller et stød med en elektrisk hjertestarter, før Aarhus igen kan ånde og give medvind rundt i bybilledet. En medvind, der giver kærlige skub i retning mod ukendte caféer eller får én til at snuble ind i hengemte blindgyder. En medvind, der motiverer én hele vejen op ad Randersvej for at se, hvad der gemmer sig på toppen, eller modsat endelig puster til modet for et dyp i bølgerne. Ligesom tømmermænd, så kræver det et koldt bad og en række aktive valg. Det drejer sig om at tage sig tid til de aktiviteter, der førhen har været henlagt til det umulige, fortalte Andreas, og kastede et blik mod sin skønlitterære bog, der kiggede afventende frem fra tasken.

Jeg var sikker på, at Andreas ville åbne sin bog så snart, at vores samtale blev lukket ned. For som det lød til, var han nu et sted i sit liv med tid til netop de aktiviteter, som tidligere var lagt på hylden til fordel for processen.

AFSLUTNINGENS NYE BEGYNDELSE

Om end at det er en kliché, så når alting en afslutning. Denne kan gøre ondt, men omvendt giver afslutningen også plads til en begyndelse. En ny start med mulighed for at udvikle sig selv og takke ja til egne udfordringer. Andreas besluttede sig for ikke at vige bort fra sine sårbarheder. I stedet indgik han i en dyb øjenkontakt med dem – og derudfra opstod en selvindsigt, et smukt stykke scenekunst og en sejr på mange områder.

Selvom at afslutningens ekko kan føles rastløst og rungende, trods at kedsomheden kan komme snigende og male alting i gråtoner, så vil der stadig være en mening at finde indeni eller udenfor en selv. Vend byen på hovedet eller ankom til den fra siden; find vintergækkerne i vejkanten, smutvejene gennem byen eller nyd følelsen af skøn litteratur mellem fingrene. Selvom det føles som sådan, så har man endnu ikke set det hele.

Det vigtigste er at huske at give rum til refleksionen, tid til opstarten og derefter genfinde kadencen i rette tempo. Og lige gyldigt hvad vil hverdagen aldrig blive den helt samme igen, nogensinde. For performer eller ej vil man altid være oplevelserne, erfaringerne og minderne rigere end sit udgangspunkt.

Dette var sidste del af artikelserien CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED. En serie, hvor jeg mødes med CHAMPIONS’ hovedperson, Andreas Constantinou i håbet om at blive klogere på før, under og efter oplevelsen af en kreativ proces. Læs eller genlæs første del her eller anden del her.

//Alle billeder af Kio Jørgensen

Skriv en kommentar