CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED #1

CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED #1

Første gang jeg mødte Andreas Constantinou, sad han nøgen i en stor lænestol med fødderne solidt plantet på et gulvtæppe, der indkredsede et centrum i en simpelt indrettet dagligstue. Dér sad han, passivt men tilstedeværende, og tog så dybe vejrtrækninger, at brystkassen løftede sig med en smittende ro. Andreas skuede ud med en attitude, der var både stærk og udsat på samme tid – hagen let hævet og imødekommende øjne. Opsætningen var en form for invitation til et fortroligt møde, hvor jeg, som gæst, fik lov til at vidne en hudløs ærlig beretning.

Dette indrammede en aften på Bora Bora, hvor det Aarhusbaserede kompagni Himherandit productions’ CHAMPIONS / MASS EFFECT indtog scenen. Aftenen var bestemt af et dobbeltprogram, som viste sig at rive publikum rundt i et spektrum af raseri, rastløshed og forskellige former for fællesskabsfølelse. CHAMPIONS og MASS EFFECT indkredsede, på hver sin vis, en tematik om udholdenhed. Hvor MASS EFFECT var eksplicit, udadreagerende og energisk, var CHAMPIONS langt mere afventende og tilbagelænet, men ikke uden grund.

EN BRYDEKAMP AF BRISTEDE FORVENTNINGER

CHAMPIONS scenografiske objekter; en lænestol, et tv, en grammofon og en radio, stod skarpt frem og i kontrast til rummets gråhvide vægge. Scenens minimalistiske udtryk var grænsende til ubehageligt, men det viste sig, at de nøgne vægge, såvel som objekterne, faciliterede et afsæt for en eksplosion af sanselige indtryk. På væggene projiceredes knivskarpe videomontager af brydende mænd. I stramme dragter bugserede de sig rundt i slowmotion, og sveden begyndte langsomt at slikke huden glinsende. Undervejs skiftede montagen til seancer udendørs, hvor mændene boltrede sig på en rapsmark, så blomsternes pollen blandede sig med hudens sved til fedtede, gule plamager. De kæmpede også i et ørkenlignende paradis, hvor sandet satte sig i alle revner. Ligesom sandkornene, krøb videoerne ind under huden, men en dagdrømmende nydelse var ikke mulig. Så snart æstetikken begyndte at vugge mig hen i en form for beundring, blev jeg som slået i ansigtet af abrupte skift i billed- og lydsiden.

Hvor billedsiden bestod af æstetiske brydningsseancer, udfoldede lydsiden et personligt narrativ. En mor, en far og optagelser fra terapi-sessioner, havde hver især materialiseret deres stemme i henholdsvis grammofonen, tv’et og radioen. Skiftevis, og som i en dialog, udtalte, forklarede og forholdt objekterne sig til hovedpersonens seksualitet og væren i verden. Den mest provokerende karakter var faderen og hans skuffelse. Hans stemme udgik fra tv’et, og blev på skærmen transskriberet i hvide versaler: ’’I tried to change your sexuality’,’ konstaterede han ærligt og upåvirket, og hvert et ord smed sig på skærmen som en syngende lussing.

Udtalelsernes dynamik tegnede et portræt af komplicerede familierelationer, bristede forventninger og brud, som hovedpersonen i lænestolen var genstand for. Imens ærligheden bølgede ud i rummet, sad han blottet og reagerede stik modsat forventningerne; han trak vejret dybt, som om han mediterede på de sårende ord.

// af Kio Jørgensen

EN UNDREN OVER EFTERSPILLET

Jeg efterlod Bora Bora med følelser, jeg ikke kunne forholde mig til. Alverdens sindsstemninger rasede rundt, og jeg cyklede derfor ud på Aarhus Ø for at få centrum på afstand og blive blæst igennem af aftenbølgernes udåndinger.

Efterfølgende føltes det som en lille ildkugle af intensitet, der slog gnister, når jeg så forestillingens plakat i gadebilledet. Jeg kom derfor til at tænke på, hvordan det mon føles at være performer og være i tiden efter et forestillingsforløb. Jeg tænkte på postperformancerummet, altså tiden, hvor publikumssæderne står gabende tomme, og hvor de levende scenografier pakkes praktisk ned. Tidspunktet, hvor Blackboxen – altså det tomme scenerum – står tilbage, mørk og hul, og runger efter nyt indhold.

I anden del af artikelserien CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED mødes jeg CHAMPIONS’ hovedperson, Andreas Constantinou, i håbet om at blive klogere på efteroplevelsen. Læs med d. 26/03.

//Coverbillede Christoffer Brenke

//Foto af Kio Jørgensen

Skriv en kommentar