Få uger senere mødtes vi på Café Opera. Andreas sad bagerst i lokalet ved siden af sin rapsgule dynejakke, der slængede sig over sofaryggen. Da han fik øje på mig foldede hans ansigt sig ud i et strålende smil, der matchede de limegrønne similisten, som glimtede i hans øreflipper. Jeg kunne se, at han i en stund forinden havde siddet over en kop te og fordybet sig i en bog. Andreas lignede sig selv, nu med et andet udtryk, men hans tatoverede, farverige arm, som stak ud af T-shirten, forsikrede mig om, at det var ham fra CHAMPIONS.

EN OPSTANDELSE FRA STØVET

Andreas startede med at sætte mig ind i konteksten og fortalte, at CHAMPIONS opstod ud af afslutningen på et seks årigt performanceprojekt, nemlig The GENDERhouse Projects. I eftertidens stilhed begyndte følelsesmæssige aspekter at skælve og ryste Andreas i sådan en grad, at han blev nødt til at tage reaktionerne seriøst. Hvor han førhen havde beskæftiget sig med at skabe rum for sammenkomster i alle afskygninger og dertil drive oplevelser frem, blev han nu konfronteret med, at han havde overset sig selv. I en eskapisme havde han flygtet fra sin sårbarhed, men nu var tiden inde til at se denne i øjnene.

Med afsæt i dette begyndte en undersøgelse og indsamling af empiri i privatlivets sfærer; optagede terapisessioner, personlige interviews med Andreas’ forældre og sårbare vidnesbyrd voksede sig til timelange sekvenser. Det udviklede sig til en organisk proces, der fortsat forgrenede sig og spredte sig vidt og bredt. En pendulering mellem materiale og refleksion befrugtede processen yderligere. Materialemængden voksede sig undervejs så stor, at denne kunne give liv til fem selvstændige performances, fortalte Andreas. Men midt i dette kreative, vokseværk, havde han distraheret sig selv fra sit egentlige udgangspunkt.

Så han trådte ikke ét, men mange skridt tilbage, og tog igen hånd om sit udgangspunkt; nemlig konfrontationen med sårbarheden. De indsamlede idéer blev præsenteret for objektive øjne og relateret til konceptet bag CHAMPIONS. Soloforestillingen skulle være konsekvent og med sårbarheden som motor, skulle den insistere på at tage rum, tid og plads til de emner, der normalt fortrænges.

//Af Kio Jørgensen

I SELSKAB MED TILSTEDEVÆRELSEN

Efter forestillingen flakkede følelserne febrilsk indeni mig, men i kraft af tiden transformerede de sig til minder. Anderledes måtte det være for Andreas, der, modsat mig, havde præsteret og leveret et udtryk i kraft af sig selv. Modsat publikum bar han jo ikke kun rundt på en følelse, men også dén krop, der var blevet betragtet.

Jeg spurgte ind til eftertiden, og Andreas fortalte mig, at hvor han tidligere ville karakterisere eftertiden med en portion hård selvkritik, havde CHAMPIONS efterladt ham et helt andet sted. Et mere selvkærligt ét af slagsen, hvilket han mente var resultatet af forestillingens udgangspunkt; nemlig en insisteren på sårbarhedens tilstedeværelse.

CHAMPIONS / MASS-EFFECT nåede sin afslutning efter fire intense aftener i rampelyset. Scenografien skulle derefter forpuppes, inden den fremtidige tour ville flyve på tværs af landegrænser. Andreas fortalte mig, at det derfor ikke føltes som et endeligt farvel, men nærmere et på gensyn. Oplevelsen var ikke som revet ud af hænderne på ham, men den havde derimod bygget et rum for selvindsigt. Han havde erfaret, at det var OK at være alene; for ens egen tilstedeværelse var også en vigtig og udbytterig form for selskab.

FØDSLENS METAFORIK

Undervejs i vores samtale anvendte Andreas gentagende gange fødslen som metafor for den kunstneriske og skabende proces. Enhver performance udspringer fra en opbyggelighed, der konstant befrugtes af nye idéer, indspark og indfald. Herefter indtræder modningsfasen, hvor alt finder sin form, hvorefter premieren er den store fødsel. Efter mange anstrengelser stikker forestillingen endelig hovedet frem, navlestrengen klippes, og performancen får ben at gå på. Den vandrer ud af åsynet, men huserer i minderne og omtales af efterfølgende vidnesbyrd.

At spørge ind til den ultimative bearbejdelsesproces efter et forestillingsforløb bliver nemt til en snak om drømme. Økonomi og omstændighederne omkring det kreative erhverv kan nemlig sætte sine begrænsninger for den ønskede praksis. Andreas iscenesatte dog alligevel det ideelle scenarie, som ville være at skabe mulighed for, at en given forestilling kunne spille så mange gange, at den nåede sin fuldbyrdelse. For alt har en naturlig cyklus, og at stagnere denne tidligt forhindrer cyklussen i at opnå sit fulde potentiale.

Hvad angår CHAMPIONS / MASS-EFFECT forholder det sig dog anderledes, da forestillingerne skal på tourné. Denne midlertidige venteposition er hverken inspirerende eller spændende, men Andreas fortalte mig, at han var nysgerrig på, hvad genfødslen på sigt vil have af betydning for den samlede oplevelse af forestillingernes virke og liv.

I sidste del af artikelserien CHAMPIONS – AT MESTRE SIN SÅRBARHED bliver vi klogere på bearbejdelsen af blues. Læs med d. 2/4, eller genlæs første del her.

//Coverbillede af Christoffer Brenke

//Foto af Kio Jørgensen