WEEKENDGUIDEN – UGE 32

WEEKENDGUIDEN – UGE 32

Solen skinner forhåbentlig, når du læser denne weekendguide, og det er længe ventet. Så brug din weekend ude i byen, mens du går en tur og lytter. Drik naturvin eller chai-te på Sydhavnen eller spiser frokost, som var du på festival. Disse anbefalinger og flere til kan du finde i denne weekendguide. God weekend og må solen skinne på dig og hele Aarhus!

Torsdag

Foto // Coverbillede fra Kvindemussets Facebook-side

Sommerrabat på Kvindemuseet

Sted: Kvindemuseet Kl.: 10.00-17.00 Mønt: 75 kr. for to voksne.

På Kvindemuseet holder de sommerudsalg, og det betyder, at der er halv pris på både entreen og kaffe og the i cafeen! Derudover sælger de billigt ud af deres plakater, bøger og andet merchandise. Gå en tur på museet, oplev de fine udstillinger, og gør et kup med en ny plakat til væggen eller noget lækkert læsestof, du kan tage med ud og nyde i solen, nu hvor vi endelig får lidt sommervejr til Danmark.

Smagen af festival hos Spiselauget

Sted: Spiselauget Godsbanen Kl.: 11.00-15.00 Mønt: 85 kr.

Hvis du ligesom så mange andre føler, at sommeren ikke er helt fuldendt grundet de manglende festivaller, så er der hjælp at hente. Spiselauget sørger nemlig for, at vi stadigvæk kan spise, som var vi på festival. For kun 85 kroner kan du vælge mellem diverse burgere, moules frites eller fish & chips. Tag maden med ud i den hyggelige gårdhave og glæd dig over, at du sidder komfortabelt i rene omgivelser og ikke i en festival stol ude på en mark.

Fredag

Foto // Facebookbegivenheden: ÅBNINGSRECEPTION HOS LOPPEGAL

Spis surdej hos Jumbo 

Sted: Jumbo, Mindet 4 Kl.: 07:30-17.00 Mønt: Afhænger af din appetit

Spis lækkert surdejsbrød eller kardemommesnurer, som lige får en varm anbefaling herfra, hos det flotte og trendy bageri Jumbo. Hvis du stadigvæk ikke er hoppet med på bølgen, så køb en surdejsstarter med hjem for kun 25 kroner og kom i gang med de tidskrævende men instavenlige bageprojekter, der med sikkerhed vil få hele hytten til at dufte dejligt og gøre dig populær blandt dine venner og følgere på sociale medier.

Åbningsreception hos genbrugsbutikken Loppegal

Sted: Studsgade 10 Kl.: 11.00-17.00 Mønt: Gratis

I denne weekend åbner endnu en genbrugsbutik i centrum af Aarhus. Butik Loppegal holder åbningsreception og inviterer til et lille glas og kage, som du kan nyde mens du ser dig omkring og falder over nye fund til det lille hjem.

 

Lørdag

Foto // Facebookbegivenhed

Release af SEINs fysiske magasin hos Frontløberne

Sted: Frontløberne, Jægergårdsgade 154 C Kl.: 15.00-23.30 Mønt: 59 kr.

Webmagasinet SEIN udgiver deres aller første fysiske magasin, og lørdag holder de release og reception på Sydhavnen. Der vil både være dj, udstilling, madbod og en bar, hvor du kan slukke tørsten.

Hjemme Disco x Bedre Dage: Lørdagsbonanza #2

Sted: Bedre dage, Kalkværksvej 5G Kl.: 16.00-23.59 Mønt: Afhænger af din tørst efter lækker naturvin.

Mindre end et par minutter på gåben fra Frontløberne, hvor du måske skal til release, ligger Bedre dage under Kulbroen. Her sælges lækker naturvin i de fineste, rå omgivelser. Det er en anbefaling at tage forbi Bedre Dage, hvornår end du kan. Denne lørdag holder de fest med flere dygtige live artister på programmet fra om eftermiddagen og ud på aftenen. Der vil altså både være vin, mad og musik at komme efter.

Søndag

Foto // Soultitate Chaibars profilbillede på Facebook

Gå en tur og lyt til byen

Sted: Hvor end det passer dig Kl.: Når det passer dig Mønt: Gratis.

Nyd søndagen og det længe ventede solskin, mens du går tur og lytter til byen omkring dig. Alt for sjældent går de fleste af os ude alene og lytter til vores omgivelser i stedet for at lytte til podcast, venner der taler eller musik i høretelefonerne. Jeg lover dig, at du opdager en helt anden side af din by, hvis du er opmærksom og sanser på en anden måde, end du plejer. Find inspiration og læs med her, om hvilke oplevelser VINK-skribent Kyla havde, da hun gik en lang tur i byen og lyttede godt efter.

Slut eventuelt din gåtur af med at gå ned til Sydhavnen – læs næste anbefaling.

Besøg Soulitate Chaibar

Sted: Soulitate Chaibar, Jægergårdsgade 154 E Kl.: 10.30-17:30 Mønt: Gratis.

Tag forbi Soultitude Chaibar på Sydhavnen og drik autentisk chai-the på den udendørs terrasse. Nyd den gode betjening og din te på udendørsbænkene i solen. Hvis du ikke er overbevist, så læs artiklen her, skrevet af VINK om åbningen af baren, og så lover vi, at du får sværere ved at blive væk.

// Coverbillede: VINKredaktionen

Skriv en kommentar