Lad os være ærlige. Den februar-tunge by er et kedeligt syn. Det er mørkt, når du vågner. Sommetider mørkt, når du kommer hjem. Men hvilket bybillede tegner sig egentlig, hvis du lytter i stedet for at se?
I dagslys får du øje på cyklistens røde frakke, før du hører hjulenes spind. På Netto-posens dans gennem gaden før lyden af susende vind. For synet dominerer høresansen. Men går du gennem en februar-formørket gyde, forrykker sansehierarkiet sig. Du bliver vågent opmærksom på lydene omkring dig. Og måske en aktiv lytning som dén kan overføres til de disede, tusmørke eller gråvejrstunge dage, som vi ellers haster igennem? Jeg har sat mig for at slå lyttelapperne ud og høre efter, om der andet end hvid støj mellem A og B, når jeg vandrer gennem hverdagens byrum.
MOD RINGGADENS BRUSEN
En søvnig og træg mandag morgen i februar træder jeg ud i tusmørket på Thunøgade og bliver ramt af en klæbrig støvregn mod mit ansigt. Allerede her, inden dagen – ja inden ugen – er gået i gang, må jeg tage en dyb indånding. Jeg trækker tørklædet op omkring hovedet og skal til at finde mine hovedtelefoner frem, da jeg hører en hvislen fra de visne blade omkring mig. Det er vinden, der gør mig opmærksom på buskens rumsteren: en sælsom og faktisk finspektret lyd! På den anden side af fortovet kommer en mand flanerende med sin barnevogn. Han skråner over gaden med korte, sprøde skridt mod asfalten og den rullende vogn som en knitrende bund under hans gang.
Jeg går gennem Øgadekvarteret mod Langelandsgade. Der hviler en særlig ro over området, selvom det ligger i byens centrum. Selv de mindste udsving lader sig høre: et knirkende stillads, hvis presenninger blafrer i vinden. En spindende lyd toner frem og tager til: hjulene på en cykel, der nu suser forbi.
Regnen er blevet tungere. Og idet jeg passerer en rendesten, oplever jeg pludselig at høre byen forsætte, vertikalt, ned under fortovet. Vandets rislen trækker undergrunden op i bybilledet. Den optegner en dybde, der ellers var mig skjult.
Da jeg når Langelandsgade trænger en summen sig på: Ringgaden! Lyden af liv, der strømmer til bymidten for at arbejde. En summende bue, der omkranser byen. Ser man halvcirklen an på et kort og følger fingeren mod centrum, vil man ramme Aarhus Domkirke: det spidse, himmelstræbende punkt i den gamle bydel.
FRA KLOKKESPIL TIL RYTMISK BYUDVIDELSE
Ud på eftermiddagen lyder fire dybe slag fra klokketårnet, da jeg skråner over Bispetorv: et fjernt århundrede, der taler ind i nutidens byrum. Mere præcist blev kirken opført mellem 1190 og 1300, hvor sidste hånd blev lagt på værket – med over syv århundreder mellem deres og mine hænder, der lige nu fumler efter tyggegummi i jakkelommen.
Jeg er på vej mod Nørregade efter en slentretur på Aarhus Ø, hvor byggerierne buldrer frem og har gjort det siden 2007. Områdets lyde vidner om, at kvarteret endnu er undervejs: det er ikke karakteriseret ved cafésnak eller hverdagsmylder, men ved lyden af maskiner i bevægelse. Redskaber, der dunker tungt mod flader. Et vedvarende stakatisk potpourri af rytmer: hak, klunk, godung-godung.
Rytmer der forekommer mig at være næsten lige så konstante i deres fremmarch som bølgerne, der rammer strandkanten ved Den Permanente, hvor jeg næste morgen bipper mig ind i Jomsborg vinterbadeklub.
BØLGESKVULP OG ÅNDEDRÆT
Det er tidlig morgen og de badende gæster træder frem som silhuetter, der sænker sig i det mørke vand: hvin og plask! Min veninde og jeg trasker henover træværket mod en bås, hvor vi kan smide vores vinterlag.
Efter isnende gys og havlydens enorme vidder træder vi ind i saunaens tætte og lune atmosfære. Småsnak, dybe vejrtrækninger og saunaovnens knitren. På et tidspunkt rejser en kvinde sig og hælder vand på de varme sten, så damp og grader stiger. Og bliver ved med at stige. Vi må ud og køle kroppene igen.
På den anden side af svingdøren møder vi igen det uendelige rum: skvulp og sus så langt øret rækker. Jeg hopper i og omsluttes af den dybe rumlen fra havets uhyre masse. I disse (usædvanligt) lune vintermåneder er der ingen frost og snebrydning i sigte. Vil man ud på isen, må der fyres op for de knurrende maskiner – som på skøjtebanen foran Musikhuset Aarhus, hvor vi tager ned efter mørkets frembrud.
SPRØDE STRØG PÅ ISEN OG LYDEN AF PANORAMA
Her bevæger vi os vakkelvornt (og mere trippende end egentligt skøjtende) rundt i cirkler. Vi er omgivet af en livlig krydsning mellem jazz fra en lille kaffebod, passerende biler, børnejubel og sprøde strøg fra skarpslebet metal mod isen, når en rutineret skøjter suser forbi. I løbet af eftermiddagen udvider vi gradvist længden af vores strøg fra bare hak til svuusj!
Da vi skilles, bevæger jeg mig over pladsen og op gennem Aros’ vindeltrapper. Jeg vil lytte til Olafur Eliassons ellers meget visuelt fængende værk, Your Rainbow Panorama, der ligger som et lysende, farverigt rumskib over byen. Er det lydtæt eller kan man egentlig høre byen fra oven?
Da jeg når op til de sidste trappetrin, toner den livlige trafik fra Vester Allé frem. Jeg går langs udsigten i den rundede gang og hører på én gang mine egne rungende skridt og byen under mig, der sitrer, brummer og vibrerer i baggrunden. Sådan går jeg længe rundt i cirkler og falder næsten i staver.
Rådhustårnet ringer! Seks klare toner. Jeg må se at komme ned i mylderet igen.
Og når jeg ankommer ved mit dørtrin, vil jeg fumle med nøglerne – som et klirrende punktum for det swing, der har omsluttet mig på min lysdæmpede, men lyd-levende tur gennem byen.
