WEEKENDGUIDEN - UGE 46

E4mI2epA

Det er efterhånden en floskel, men uge efter uge understreger Aarhus’ kulturliv blot, at weekenden ikke skal være kedelig. Denne uges Weekendguide præsenterer endnu engang for et udpluk af de mange tilbud, der findes derude. Skål vinteren velkommen, bliv klogere på uretfærdigheden eller dans sorgerne bort til fede beats på SUPER.

 

Torsdag

SKRIVEVÆRKSTED: FORTÆLLINGER FRA FORTOVET

Sted:  Dokk1, tjek skærmen for lokation v. ankomst Kl.: 13:00-15:30 Mønt: Gratis

 

‘Fortællinger fra fortovet’ er et skriveværksted, der oprindeligt huserede i Værestedet i Jægergårdsgade, men som nu har fået lov til at lege med ord i et af lokalerne på Dokk1. Hos Fortællinger fra Fortovet er det skriveglæden og -gejsten, som holder skriften i live, og de deltagende er derfor velkomne til at skrive alle slags materialer med alle slags materialer. Digte, løgnhistorier, popsange og alverdens andre genrer er velkomne.

Det er PC Asmussen, der styrer slagets gang. Asmussen beskrives som en ordblind, gammel gøgler, der blev smidt ud af gymnasiet. Det kan ikke blive andet end et festligt skriveværksted. Læs mere her.

RØDVIN OG HOTDOGS VARSLER VINTERENS KOMMEN

Sted: Kjær & Sommerfeldt, Skovvejen 2A, 8000 Aarhus C Kl.: 17:00-19:00 Mønt: 175 kr

 

Kjær & Sommerfeldt inviterer til Beaujolais Nouveau og gourmet-hotdogs i anledning af vinterens kommen. For dem der – ligesom jeg – ikke ved, hvad Beaujolais Nouveau er, så kan jeg fortællle, at det kort sagt er en rødvin fremstillet i Frankrig, og åbenbart en af de meste populære vin de premieur. Vinen gæres kun i et par uger, hvorefter den frigives til salg tredje torsdag i november.

Kort sagt: en dansk klassiker i luksusudgave, et glas vin du (måske) aldrig har smagt før og en oplevelse rigere – hvem siger nej til det?

Arrangementet starter kl. 17:00, da man på grund af traditionen ikke må servere Beaujolais Nouveau tidligere.

Læs mere på facebookbegivenheden her eller købt billetter her.

 

Lørdag

SE AARHUS FRA RÅDHUSTÅRNET

Sted: Aarhus’ Rådhus, Rådhuspladsen 2, Aarhus C Kl.: 11:00-11:30 Mønt: 50 kr

 

AarhusGuiderne inviterer til tops lørdag formiddag. For en flad – eller måske nærmere digital – 50’er kan du stige til tops i Rådhustårnet og se Aarhus fra helt nye højder. Selvom du er fra Aarhus, eller har boet her i mange år, er det alligevel både sundt og sjov at lege turist i egen by.

Tilmelding skal ske senest d. 18 november. Billetter købes online her.

BØRSTEBINDING & PLANTETRYK

Sted: Ungdomskulturhuset – UKH Kl.: Børstebinding: 12:00-15:00 // Plantetryk: 12-18:00 Mønt: Børstebinding: 50 kr. // Plantetryk: 80 kr. Tilmelding via mail.

 

Tyvstart julegaveværkstedet nu på lørdag, hvor møbelsnedkeren Adam inviterer til børstebinding. Adam beskrives som en gut med en passion for håndens arbejde og de ældre traditioner. Så læg dit akademiske jeg på hylden og forsøg dig med fortidens håndværk. Du vil lære at sætte hår i børsten og derefter skabe dit helt eget og unikke design. Det er da den ultimative gave til dén, der har alt. Tilmelding sker via. mail – mere information findes på begivenheden her.

Psst. Er du lidt mere draget af plantetryk og faunaens farver? Så kan du også forsøge dig med plantetryk på silkestof og bomuld. Tekstilkunstneren Julie er uddannet modedesigner fra Designskolen Kolding, så du vil være i trykke hænder, når du bevæger dig ud i plantetrykkets univers – læs mere her!

 

Søndag

LAD DIG FORFØRE AF EN DIGTSAMLING PÅ DOKK1

Sted: Dokk1 Kl.: I Dokk1s åbningstider 10:00-16:00 Mønt: Kræver kun dit lånerkort

 

Lad ugen gå på hæld i et af Dokk1s mange bløde møbler med en digtsamling, du ikke kender. Vær nysgerrig, find dén der taler til dig og sæt dig et sted, som giver mening. Læs digtsamlingen fra ende til anden, vær ligeglad med tiden. Tag en pause for fordybelsens skyld, så du er klar på endnu en uge.

Rigtig god fornøjelse.

 

//Coverbillede: Pernille Thorup