Weekendguiden – uge 44

Weekendguiden – uge 44

Det er blevet mørkere. Og koldere. Vi har sat urene en time tilbage. Og der er nu under en måned til kalenderlys, risengrød og røde farver. November kan føles lidt som et ligegyldigt komma, der dog skal sættes for at opretholde god ro og orden. Det er lidt en ventetilstand. Oktober bød på alt med pumpkin-spice og halloween. December lokker med glitrende lys og alt med kanel. Men november kan måske også noget – og hvis ikke, kan den spices op. Følg blot denne uges Weekendguide!

Torsdag

// Foto: Museum Ovartaci

Samtaler om kropsidealer

Sted: Museum Ovartaci Tid: 19-21 Mønt: 100 kr. (inkl. entré)

Hvis du endnu ikke har sat dine ben på Museum Ovartaci, som for nylig er rykket til Katrinebjergvej 81, så er denne torsdag en glimrende anledning. Efter en rundvisning i Museum Ovartacis udstillinger, hvor du introduceres til Ovartacis kunst og livet som patient i psykiatrien samt psykiatriens historie, har du mulighed for at deltage i en samtalesalon. Denne introducerer til museets kommende særudstilling KROPSIDEALER – Undertrykkelse & Frigørelse, som skabes af museets fire ungdomsambassadører. Ungdomsambassadørerne fortæller selv om tankerne bag udstillingen, mens projektleder Anne-Mette Strange fortæller om ideerne bag ung-til-ung formidling. Send en SMS til 41856290 eller skriv en mail til anne-mette@ovartaci.dk for at sikre dig en plads.

Historisk, dramatisk dukketeater

Sted: Katapult Tid: 19.30 Mønt: 190 kr. (95 kr. for studerende)

Er du historieinteresseret, så er teaterforestillingen SCAVENIUS et godt bud på en torsdagsaktivitet. Historien om manden, der bragte Danmark sikkert igennem 2. verdenskrig. Historien om manden, der sikrede de danske jøder mod overgreb indtil 1943. Historien om manden, som statsminister Thorvald Stauning insisterede på skulle være udenrigsminister. Historien om den mest forhadte mand i Danmark. Stykket er et nyskrevet, historisk drama. Både manuskriftet og hovedrollen står dramatikeren Kristian Halken for. Han træder op sammen med dukker. Der er altså tale om et dukketeater i moderne klæder. Hvis du er et menneske, der går op i anmeldelser, så har forestillingen bl.a. høstet 4 hjerter i Politiken og 4 stjerner hos Iscene.dk.

Fredag

VINKs venner & veninder

Sted: Frontløberne Tid: 16 Mønt: Gratis

På fredag falder sneen, og så ved vi nok alle, hvad klokken er slået. Byen fyldes af mennesker, der skal drikke juleøl eller faktisk bare drikke. Har du lyst til at varme op eller blot at lave noget andet, så holder yours truly (VINK) fredagsbar for første gang. Kom og støt op om et frivilligt, men passioneret, initiativ, så vi kan blive ved med at guide jeres weekender, fylde jeres kalendre med kultur og levere velskrevet (synes vi selv) læsestof.

Julebajer & et slag Meyer

Sted: Frit valg Tid: Også frit valg Mønt: Endnu engang frit valg

Vejrudsigten lover liv og glade dage – og sne selvfølgelig. Samtlige barer, caféer, klubber og fredagsbarer vil sandsynligvis flyde over med mennesker og julebajere. Har du lyst til at deltage i festlighederne, så grib fat i dit slæng og hiv dem med, hvorend du lyster. De vil sikkert ikke protestere. Og hvis de gør, så kan du altid finde dig et par nye venner til VINKs fredagsbar. Afsti, afsted!

 

Lørdag

// Foto: Unsplash

Et alternativ

Sted: Institut for (X) Tid: 19 Mønt: Vides endnu ikke

Er du vild med alternativer, så kan du med fordel kigge forbi Institut for (X), når der afholdes All Alternative Aarhus (AAA). Der er lagt i kakkelovnen til en aften fuld af alternativ musik leveret af upcoming bands. AAA, som er et frivilligt fællesskab, ønsker at skabe et anderledes rum for kunsten samt at udfordre, hvordan denne kommunikeres og opfattes. Bliv blæst omkuld af veloplagte musikanter og oplev lyden af genåbning og ren festivalstemning i vibrerende og flydende form (læs: øl).

Kreahjørnet

Sted: Dokk1 Tid: 13-16 Mønt: Gratis

Ønsker du en mere stille lørdag, der foregår i roligt tempo? Og har du længe drømt om at strikke et par uldsokker eller en halsedisse til den kolde vintertid? Så er Dokk1 vært for en strikkecafé, der foregår på månedlig basis. Der er ingen strikkeinstruktør til stede, men man hjælper hinanden, når man går i garnknude. Strikkecaféen foregår ved Hjørnet i tidsrummet 13-16.

 

Søndag

// Foto: Unsplash

Dalbys jul

Sted: Facebook Tid: 15 Mønt: Gratis

Hvis du ligesom jeg er en 80-årig dame indeni, der elsker Go’ Morgen Danmark, jul, Antikduellen og at gå tidligt i seng, så vil du sikkert elske dette arrangement. Er du glad for jul, er det en kæmpe bonus. Du kan være med hjemme fra din egen varme stue, når Claus Dalby livestreamer fra sin stue. Der vil blive (jule)hygget igennem og givet tips til jule- og adventsdekorationer. Julen bliver sød i år.

Bogforum og læseklub

Sted: Livestream fra din stue Tid: 10.20 Mønt: Gratis

Bogforum 2021 løber af stablen denne weekend i Bella Centeret. Men i år er det muligt for os århusianere at følge med, selvom vi befinder os hjemme i det jyske. Politikens Forlag sender hele weekenden live fra udvalgte talks. Søndag kan du bl.a. overvære Jesper Wung-Sung og hans nyere skud på stammen Kvinde set fra ryggen. Et portræt af den nærmest ukendte Ida, hvis mand er den berømte kunstner Vilhelm Hammershøi.

For at komme med endnu en søndagsanbefaling, vil jeg nævne DR-programmet Fokusgruppen. Her mødes en håndfuld læsere for at tale om en forudbestemt bog. Læserne tror, at de er alene og derfor kan diskutere bogen frit, men forfatteren bag kigger med backstage sammen med Maria Månsson via et skjult kamera. Kvinde set fra ryggen bliver diskuteret i afsnit 3.

 

// Coverbillede: VINKaarhus

Skriv en kommentar