Denne weekend er Aarhus fyldt til randen med musikalske toner, når både 3xgivisme sommerfestival og Aarhus Jazz festival overtager byens rum. Så er der altså ingen undskyldninger for ikke at komme ud og forkæle dine øregange. Ifølge VINK er sommer og sol også lig med god mad, og derfor har vi i denne uge sørget for, at du i hvert fald ikke går sulten i seng – alle ugens begivenheder serveres nemlig med noget godt til ganen oveni. God sommerweekend til dig kære læser. 

 

TORSDAG

HVOR SKAL DU BO?

Sted: KH7artspace (KH7smallspace) Kl.: 17.00-20.00 Mønt: gratis

Torsdag er der først og fremmest kunst på menuen – installationskunst. I samarbejde med billedkunstner Bjørg Dyg Nielsen og lydkunstner Jesper Thiemer, præsenterer kunst- og kulturfællesskab SAMHØR udstillingen ”Eksperimentarium for fremtidens hjem”. Udstillingen er en totalinstallation, der stiller spørgsmål til, hvordan vi kommer til at bo i fremtiden. For hvilken indflydelse har eksempelvis klimaforandringer og boligpriser på de huse, vi skal leve i fremover? Udstillingen holder fernisering torsdag, men kan opleves på både KH7artspace og Institut for X frem til den 29. juli.

IS PÅ HAVNEN

Sted: Ishuset på Marselisborg havn Kl.: ishuset har varierede åbningstider Mønt: penge til 1, 2, 3 eller flere kugler?

Når du er først befinder dig på lokationen KH7artspace, er du kun et stenkast fra Marselisborg havn. Her finder du lykkeligvis et af byens bedste ishuse. Her kan du vælge mellem hele 26 forskellige varianter is, alt fra karamel med havsalt og pistacie til chai latte og cappuccino smag. Så hvad enten du craver 4 kugler på stedet eller hellere vil have en boks med hjem til fryseren, er ishuset altså et kæmpe besøg vær. Og så fejler den fine udsigt jo heller ikke noget.

Foto: Johanne Damsgaard

 

FREDAG

MUSIK PÅ VANDET

Sted: Flemming Bamse Jørgensens plads Kl.: 13-18 Mønt: Partout 450 ,- (dagsbilet 175)

Fredag arrangerer folkene bag ’Aarhus Jazz Tømmerflåde’ og ’Givisme-foreningen’ begivenheden 3xgivisme sommerfestival med musik, poesi, kunst og masser af feststemning ved Det Lille Hus på Havnen. Fredag, lørdag og søndag kan du opleve 3 forskellige kunstnere spille på scenen, som er en tømmerflåde på vandet. Fredag kan du opleve Pecha Kucha, Døssing og Abekajser. Under festivalen kan du købe økologisk og vegetarisk mad leveret af Café Gaya, som genåbnede deres café tilbage i marts. Samtidig kan du slukke tørsten i en (eller mange) gode øl fra Mikkeller Bar. Lad os krydse fingre for, at solen lægger vejen forbi.

HJERTERUM PÅ KROMOSOM 

Sted: Kromosom Kl.: 20  Mønt: 35 ,-

På spillestedet Kromosom i Nørre Allé kan du denne aften opleve upcoming kunstner RUMI, som med sin musik inviterer ind i et intimt og personligt univers med usagte følelser og sårbare tekster. Hvis du endnu ikke har været omkring det lille spillested, er det måske tid til at lægge vejen forbi. I maj sidste år slog Kromosom første gang dørene op med et ønske om et mangfoldigt og trygt sted, hvor man kan komme som lige præcis den, man er. Trænger du til lidt mad inden koncerten kl. 20, kan du smutte forbi en af mine personlige favoritter, Banh Mi Bandits eller måske Gaijin Ramen, som står højt på min liste af steder, jeg bare må prøve.

 

LØRDAG

Det hyggelige træhus Kasa Kasa fra oven. Foto: Kio Jørgensen Ng

KASA KASA ELSKER LIV

Sted:  Kalkværksvej 5G Kl.: 15-00 Mønt: Penge til mad og drikke

Vi har guidet dig ned til Kasa Kasa før, men det er altså svært at lade være, med den mængde energi og kreativitet, der er at finde i det lille træhus på Sydhavnen. Denne lørdag hyldes Persiens goder med musik, poesi og iransk mad. Kasa Kasa er proppet med weekendarrangementer hele sommeren. Glæd dig eksempelvis til koncert med musiker Agnes Ea i næste weekend. Tag dine venner med forbi Kasa Kasa og mærk den nærværende sommerstemning.

JAZZ I SOFAEN  

Sted: Café Gemmestedet Kl.: 14-15 Mønt: gratis (men penge til mad og drikke)

Lørdag starter Aarhus Jazz festival, hvor du helt ind til den 16. juli kan lytte til lækre toner rundt omkring på byens cafeer, barer og spillesteder. Denne eftermiddag spiller Johannes Käsbach fra orkestret Klanglys solo-koncert på Café Gemmestedet. Musikken beskrives som en dragende indre filmisk og drømmende rejse. Måske er du gået forbi de afslappede gæster på hjørnecafeen i Klostergade før og helt ærligt, så er det altså ligeså hyggeligt, som det ser ud. Sæt dig til rette i caféens hyggelige sofaer med en kold øl eller en cocktail og bliv måske hængende til aftensmadstid. Caféen har i hvert fald et kæmpe menukort med ALT, hvad dit madhjerte begærer af tapas, burger, sandwich, salater, you name it!

 

SØNDAG

Det smukke vægmaleri på Turkis af kunstner Iris Bakker. Foto: Kio Jørgensen Ng

LYDEN AF AARHUS

Sted: Turkis Kl.: 15 Mønt: 57/140 ,-

Hvad er lyden af Aarhus? Det har komponisten Nana Pi Aabo-Kim og Extemporize Orchestra i samarbejde med Jazzselvskabet forsøgt at finde ud af. Smut forbi Turkis søndag og lad dig opsluge af genkendelige melodier og hverdagslyde i en eksperimenterende forening af improvisatoriske lyde og toner. Forkæl dig selv med en anderledes musikoplevelse på det stemningsfulde og farverige spillested, som byder på flere musikoplevelser i forbindelse med Jazzfestivalen. Tjek programmet ud her. 

MELLEM MUSIK OG POESI

Sted: Radar Kl.: 19 Mønt: 150,-

Senere på dagen finder endnu en spændende koncert sted ikke langt fra Turkis – denne gang i både musikkens og poesiens tegn. Så kan du jo passende holde en madpause i området, eksempelvis på den hyggelige Café Folkeven i Thorvaldsensgade, som serverer de lækreste salater og sandwich. Min personlige favorit er den med rosastegt oksekød og tun creme. Herfra er der endnu kortere til Radar, hvor trioen Køs er teamet op med digter Pia Tafdrup og byder publikum ind til en meditativ og sanselig koncert.

 

God weekend!

 

Coverbillede // VINKaarhus