I denne weekend kulminerer Roskilde Festival, hvorfor gaderne i Aarhus måske kan føles en smule øde. Men om end du tilbringer weekenden i Aarhus, fordi Roskilde blev for dyrt eller fordi det der med urinstøv og muddercamping ikke lige er noget for dig – så frygt ej! Der er rigeligt at tage sig til i Jyllands hovedstad, selvom det hele lugter lidt af sommerferie. Denne weekend byder nemlig både på åbningen af en ny udstilling, rave-party, beachvolleyturnering og forpremiere på sjælelig islandsk film. Vi kommer også med vores egne bud på nogle fine get-aways inde i byen. 

 

TORSDAG

Torsdagen byder på kreative tilbud på Dokk1!
Torsdagen byder på kreative tilbud på Dokk1!

 

LAV EN LYSKÆDE AF GAMLE BØGER 

Kl. 15-17. Mønt: Gratis (lyskæder for 25 kr). 

Sommerferien er en oplagt mulighed for at rydde ud i skufferne og få afsluttet alle de halvfærdige projekter, man påbegyndte, da ens januar-blues indtraf. Dokk1 inviterer til en kreativ torsdag på “Rampen”, hvor der er mulighed for at omdanne gamle bøger til dekorative lyskæder.

 

KENDER DU DIN EGEN BY? TAG PÅ GUIDET CYKELTUR I DET URBANE AARHUS

Kl. 10. Mønt 249 kr.

Rækker pengene ikke til interrail i Budapest og Berlin? Fortvivl ej! Aarhus har en masse initiativer for at tage på sightseeing i din egen by. Cycling Aarhus tilbyder forskellige guidede ture gennem Aarhus hvor bl.a. The Urban Guide inkluderer en tur til de fedeste baggårde, cafeer og alternative locations – en perfekt beskæftigelse til en (overskyet) sommerdag.

 

 

FREDAG

Fredag kan du både udforske et helt nyt tiltag med konceptuelle kunstudstillinger eller danse farverig regndans på Double Rainbow // Foto: Double Rainbow

 

EKSKLUSIV ÅBNING AF AARHUS ARTSPACE

Kl. 18.55-19.30. Mønt: Gratis.

Galleri Grundstof lægger lokaler til Foreningen for Samtidskunsts nye koncept Aarhus Artspace, der for første gang åbner dørene nu på fredag. De lover en helt særlig udstilling, som ikke kan sammenlignes med andre receptioner og har også kun dørene åbne de første 5 minutter, fordi pladserne er begrænsede. Der er altså tale om et eksklusivt event, der helt sikkert ikke bliver kedeligt! De lover mere information løbende, men har allerede nu præsenteret et spændende program for den næste måned med nye kunstnere hver dag.

 

DOUBLE RAINBOW INVITERER TIL RAVE

Kl. 19. Mønt: 50 kr. 

Double Rainbow ved Godsbanen skyder sommerferien igang med én af deres episke neonfester! Aftenen starter med grill og chill udenfor klubben, og der stilles neonfarvet ansigts- og kropsmaling til rådighed mellem 23 og 24, så alle kan lyse stedet op. Hold øje med begivenheden, når de præsenterer deres line-up for aftenen. Double Rainbow holder derefter sommerferie indtil d. 22. juli, hvor de vender stærkt tilbage til Bas Under Buen.

 

‘VIRGIN MOUNTAIN’: FORPREMIERE OG INSTRUKTØRBESØG HOS ØST FOR PARADIS

Kl. 19.30. Mønt: 115 kr.

Øst For Paradis inviterer til virgin-drinks (eller not-so-virgin hvis man er mere til det), når de har forpremiere på filmen Virgin Mountain. Filmen skildrer på charmerende vis livet for en ung islandsk mand, der endnu ikke er flyttet hjemmefra, er genert og skal finde sin plads i verden. Instruktøren Dagur Kári vil svare på spørgsmål efterfølgende.

 

 

LØRDAG

Vi krydser fingre for solskin når Strandbaren på lørdag inviterer til turnering i beachvolley // Foto: Strandbaren Aarhus.

 

BEACHVOLLEY-TURNERING HOS STRANDBAREN

Kl. 11. Mønt: Gratis for tilskuere / 100 kr pr. deltagende hold. 

Så er det på med de stramme hotpants og knæbeskytterne! … Eller bare dine Ray Bans og flipflops. Strandbaren præsenterer i samarbejde med BeachBox deres første beachvolley-turnering for alle de, der måtte brænde inde med ekstra krudt i røven ovenpå den sidste tid med regnvejr. De lover fede præmier og festlig stemning, så uanset hvordan den danske sommer arter sig, er det værd at stikke hovedet forbi. Man kan også tilmelde sit eget hold og blive kongerne/dronningerne af stranden.

 

LAV ØL-IS PÅ FLYDENDE NITROGEN

Kl. 12. Mønt: Gratis.

Hvorfor ikke kombinere to alletiders ting med hinanden – øl og is? Lørdag eftermiddag kan du hos Mikkeller i Jægergårdsgade overvære en isproduktion af Mikkellers lækre øl lavet på flydende nitrogen. Du er også velkommen til at medbringe din egen øl til at lave is af. Mikkeller byder bl.a. på blåbærsorbet og kaffeis – begge af øl.

 

TAG ET TRIP DOWN MEMORY LANE MED GASOLIN-COVERBAND

Kl. 22. Mønt: 125 kr.

Hvis du trænger til et afbræk fra den upcoming, cutting-edge, contemporary og stilsikre musik, der bland andet blev præsenteret på Northside og lige nu buldrer på Roskilde – og du egentligt bare gerne vil feste til en masse velkendte og nostalgiske numre – så tag på Fatter Eskil på lørdag og hør Peter & De Andre Kopier, når de præsenterer deres Gasolin-coverband. Fatter Eskil lover en fest som sædvanligt.

 

SØNDAG

Åboulevarden slår dørene op for Aarhus sommerklub, der inviterer på musikalske hedebølger hver tirsdag hele sommeren // Foto: HEAT – Summer Clubbing.

 

HEDE BØLGER PÅ AARHUS NYE SOMMERBAR

Kl. 22. Mønt: Gratis.

Fordi sommerferien er én lang weekend, rækker vi armen frem i den kommende uge og griber ud efter en ny hot fyr i klassen; nemlig Aarhus’ nye sommerbar HEAT. Klubben lover hede rytmer hver tirsdag med et væld af sommerdrinks, badedyr, palmer og happy hour i baren. Denne nye klub sørger for, at Aarhus ikke går i totalt sommerdvale, men i stedet bringer et fedt alternativ til diverse trætte charterferier.