Aarhus leverer altid, når det kommer til kulturelle events. Og det gælder også for den denne måned i maj, hvor Aarhus præsenterer en bred vifte af spændende arrangementer. Du kan opleve, hvad den aarhusianske musikscene har at byde på, tage ind og opleve gode filmperler, eller starte din litteraturoplevelse allerede inden LiteratureXchange for alvor indtager sin plads. Du kan udfolde din kreative side gennem linoleumstryk, quizze med venner en tirsdag aften og meget andet. Så læs endelig med i månedsguiden for maj!

Uge 18

Fredag d. 3. maj og lørdag d. 4. maj – SPOT Festival

//Illustration: Anne-Louise Trebbien Christensen.

 

STED: Forskellige steder rundt omkring Aarhus (24 venues) KL.: Varierende tider (se program) MØNT: Begge dage 765,- (+gebyr) eller en enkelt dag 550,- (+gebyr)

 

Når foråret er i luften, er der ikke lang tid til SPOT Festival. Og hvilken bedre måde er der at starte måneden på end at svæve rundt i Aarhus på en varm forårsaften til en masse lækker musik?

SPOT Festival har efterhånden været fast inventar på den aarhusianske musikscene i mange år. Og som altid står programmet på en blanding af de bedste, nyeste og mest inspirerende danske og nordiske kunstnere, der viser nuværende og kommende trends indenfor musikverdenen.

 

Festivalen er et mangfoldigt musikalsk oplevelsesrum, hvor artister blander sig med publikum med henblik på at formidle musikalske identiteter og trends. Formålet er nemlig at skabe og udvikle en platform for dansk og nordisk musik, hvor der er plads til både up-and-coming samt etablerede kunstnere med interesse for den nationale og internationale scene.

 

Og 2024 er ingen undtagelse. I starten af maj kan du igen nyde en masse interessant musik, og der er afgjort noget for enhver musiksmag. Få et overblik over programmet her og få dine billetter her.

 

Pssst! Fredag d. 3. maj er samtidig datoen for den 34. udgave af Kapsejladsen, hvis det har interesse.

Lørdag d. 4. maj – Læsemaraton på Godsbanen

STED: Vogn 1, Godsbanen KL.: 09.00-21.00 MØNT: Gratis

 

Du har også muligheden for at bruge lørdagen i komfortable, hyggelige omgivelser og bare læse i Vogn 1 på Godsbanen. Du kan selvfølgelig også tage strikketøjet med, hvis det er mere din stil. Der vil blive indsat nogle fælles pauser undervejs med bogsnak, gåture og andre aktiviteter, som du kan deltage i, hvis du har lyst til det.

 

Og du bestemmer jo helt selv, hvor længe du har lyst til at deltage. Det giver jo faktisk chancen for både at deltage i netop Godsbanens læsemaraton samt svinge forbi SPOT Festival i løbet af dagen.

 

OBS! Husk at medbringe hovedtelefoner, tæppe, hjemmesko, strikketøj eller andet, der gør din læsning behagelig.

Uge 19

Mandag d. 6. maj – Fransk Film mandag i Øst for Paradis

//Foto: Kio Jørgensen Ng

 

STED: Øst for Paradis KL.: 19.00 MØNT: 110,-

 

Hver mandag præsenterer Øst for Paradis en fransk film på det store lærred, hvilket giver dig mulighed for at fordybe dig i nye, spændende titler fra en af Europas store filmnationer. Og denne mandag er det De Uønskede instrueret af Ladj Ly, der brød igennem med den Oscar-nominerede film Les misérables i 2019.

 

Den idealistiske, unge læge Pierre bliver udnævnt til at overtage posten som borgmester i en parisisk forstad, efter den forhenværende borgmester dør. Og han sætter alt ind på at videreføre sin forgængers arbejde med at renovere ghettobyggerierne i kommunen. Her kommer han op imod den unge kvinde Haby, der stammer fra Mali, og er en af de mange indvandrere beboende i de faldefærdige boligblokke. Hun nægter at acceptere, at hendes familie skal drives ud af det kvarter, hvor hun voksede op. Den efterfølgende konflikt får voldsomme konsekvenser – og ikke kun for de to stridende parter.

 

Og det mest vigtige: Øst for Paradis byder på et glas fransk vin efter filmen.

 

Pssst! Du bør også overveje at tage ind i Øst for Paradis for at se Inshallah en dreng, der er et gribende spændingsdrama om en urokkelig kvindes desperate kamp for sig selv og sin datter i et samfund skabt af og for mænd.

 

Filmen var Jordans officielle Oscar-kandidat og deltog i sidekonkurrencen Semaine de la Critique ved Cannes Film Festival, hvor den vandt to priser. Du kan se filmen fredag d. 10. maj kl. 18.30, hvor der efterfølgende vil blive serveret forfriskende drinks. Køb din billet her.

Tirsdag d. 7. maj – Linoleumstryk & Lemonade

//Illustration: Anne-Louise Trebbien Christensen.

 

STED: Club Curious KL.: 16.00-19.00 MØNT: 250,-

 

Lyder det tiltalende at udfolde din kreativitet på en ganske almindelig tirsdag? Så har Club Curious det helt rigtige event, hvor du kan prøve kræfter med linoleumstryk. Kom og oplev lidt hverdagsmagi, når der bruges tid på at fordybe sig i den kreative proces.

 

Til eventet starter man med at skåle i en lækker læskende lemonade, mens du får en grundig introduktion til linoleumstryk, teknikker og brug af redskaber. Og alle kan simpelthen være med og lave noget fedt – uanset erfaring! Der vil være inspiration og hjælp at hente gennem hele workshoppen.

 

Der medfølger en A5 linoleumsplade og 4 tryk i maks. 2 forskellige farver (farverne er fastlagt på forhånd) + et glas læskende lemonade samt brug af værktøj i prisen.

 

OBS! Det er afgjort en fordel, hvis du har forberedt hvilket motiv, du vil snitte i din linoleumsplade. Så går al tiden ikke med at researche, tænke og skitse. Du får altså bedre tid til at snitte og trykke flotte linoleumstryk.

Uge 20

Mandag d. 13. maj – Fransk Film mandag i Øst for Paradis

STED: Øst for Paradis KL.: 19.00 MØNT: 110,-

 

Den franske film Marguerites formel (Le théorème de Marguerite) fortjener altså lige at blive nævnt. Filmen omhandler den fremragende matematik-studerende Marguerite, der studerer på det prestigefyldte École Normale Supérieure i Paris. Alt ser ud til at fungere ifølge planen. Men da hun skal fremlægge sit speciale, bringes hun helt ud af fatning på grund af en fejl i hendes formler. Hendes udregninger pilles fuldstændigt fra hinanden. Så Marguerite tager konsekvensen. Hun beslutter sig for at forlade alt det, hun kender, for at bygge sig selv op igen fra bunden.

 

Da filmen er den del af Fransk Film mandag, bliver du selvfølgelig budt på et glas fransk vin efter filmen.

Fredag d. 17 maj – Sarah Sze – Metronome (Åben Fernisering)

//Foto: Kio Jørsensen Ng

 

STED: AroS (Niveau 4) KL.: 17.00-21.00 MØNT: Gratis

 

Museet AroS holder denne fredag åben fernisering af installationen Metronome af den amerikanske kunstner Sarah Sze.

 

Metronome er en altomsluttende, stedsspecifik installation. Og værket af en fortolkning af vores skrøbelige, digitaliserede verden. Det bunder i, at Sze er optaget af perioderne i historien, hvor måden at opleve tid og rum ændrer sig radikalt.

 

Så du har muligheden for at bruge fredag eftermiddag og/eller aften på at stille din nysgerrighed og give tid til refleksion.

 

Produktionen af Metronome er medfinansieret af AroS i samarbejde med Artangel i London og udstillingsstedet OGR i Torino med støtte fra galleriet Victoria Miro.

Uge 21

Tirsdag d. 21. maj – DIY Drop-In

STED: Dokk1 (Idélab) KL.: 17.00-19.00 MØNT: Gratis

 

Hvis du har brug for et kreativt pusterum, kan du tage ned til Dokk1 og dets Idélab tirsdag d.21. maj.
Her handler det om kreative projekter, hvor man kan lade sig inspirere, og hvor der er plads til fejl.

 

Du kan tage dit eget projekt med hjemmefra eller starte på noget helt nyt. Mulighederne er store. For der dykkes ned i Dokk1s lager af genbrugsmaterialer, grej og redskaber.

 

Der kan købes kaffe/the/kager og andet godt i Dokk1’s café, og derudover er der selvfølgelig masser af hygge, god stemning og mulighed for at snakke sammen på kryds og tværs. Så kig endelig forbi, vær med og fold dine kreative evner ud en skøn tirsdag aften.

Tirsdag d. 21. maj – Quiz på Fairbar!

STED: Fairbar KL.: 19.30 MØNT: Gratis

 

Hvis du til gengæld ikke føler dig i det kreative hjørne, men i stedet har lyst til at quizze sammen med dine venner, så har Fairbar simpelthen løsningen.

 

For denne aften kan I nemlig quizze i forskellige kategorier og ende med lækre præmier, hvis I trækker jer sejrsrigt ud af quizzen. Så hvis du eller dine venner har alt for meget viden om nogle meget specifikke emner, så tag da endelig hinanden under armen, og find jeres vej til Fairbar.

Lørdag d. 25. maj – Makabert, Samfundskritisk og Magisk – Oplev Yan Lianke

STED: Dokk1 KL: 14.00-15.30 MØNT: 60,- eller stjernebillet (Pris for unge under 30: 30,- eller stjernebillet)

 

Du har simpelthen muligheden for at starte din litteraturfestivalsoplevelse allerede i denne måned inden LiteratureXchange 2024 for alvor indtager sin plads i det aarhusianske kulturmiljø. Du kan nemlig opleve Yan Lianke, der er en af samtidens største kinesiske forfattere, og som flere gange er nævnt i forbindelse med Nobelprisen.

 

Han er kendt for sine gribende og originale fortællinger, der kobler magisk realisme, satire og en særlig sans for det grumme og absurde. Flere af hans bøger er blevet bandlyst i hjemlandet, men udkommer i store dele af resten af verden.

 

Nu kan du opleve Yan Lianke i samtale med Peter Damgaard, ph.d. i kinesisk litteratur og oversætter, omkring forfatterskabet, med særligt fokus på de seneste udgivelser på dansk Solens død og Dage, måneder, år (sidstnævnte udkommer på dansk d. 21. maj, så du kan måske lige nå at få fat på den inden eventet.)

 

Vær opmærksom på, at samtalen foregår på kinesisk med løbende oversættelse til dansk. Og efter arrangementet vil der være bogsalg og signering.

 

OBS! Har du en stjernebillet til LiteratureXchange 2024, så husk at reservere en pladsbillet for sikre dig plads til arrangementet. Og det vil da være en god idé allerede nu at tjekke hele programmet for festivalen ud og sikre dig billetter til de events, du bare ikke vil gå glip af. Det kan du gøre lige her.

Uge 22

Tirsdag d. 28. maj – Cine Club / Spansk filmklub viser “La lengua de las mariposas”

STED: Dokk1 (Lille Sal) KL.: 19.00-21.00 MØNT: Gratis

 

Cine Club / Spansk filmklub viser denne tirsdag den spanske anmelderroste og Goya-nominerede film “La lengua de las mariposas”. Filmen handler om den unge Moncho og hans coming-of-age tilværelse i Galicien i 1936. For ham er det et idyllisk tidspunkt: han begynder i skole, han får en god lærer i Don Gregorio, og bliver venner med Roque.

 

Men historien om hans personlige vækst og daglige liv bliver afbrudt af spændinger relateret til den truende spanske borgerkrig. For i denne periode er landet delt mellem republikanske og nationalistiske fraktioner, der tvinger folk til at tage parti.

 

Hvor Don Gregorio og Moncho’s far er republikanere, så er moderen til gengæld lunken over for republikanerne. Hendes største bekymring er troen på Gud, så hun slutter sig til nationalisterne. Efterhånden som magten falder mere tydeligt til en side, ændrer frygten, voldens og forræderiets kræfter dybt, hvad det vil sig at vokse op.

 

Så kom endelig og oplev en god filmisk fortælling i selskab med andre filmelsker!

Torsdag d. 30 maj – MONO X UNDERVEJS Præsenterer: Leeek + Kaizer + Axl Ry // RADAR

//Foto: Kio Jørsensen Ng

 

STED: RADAR KL.: 20.00 (Dørene åbner kl. 19.00) MØNT: 80,-/50,-

 

Dette er til de nysgerrige. Kom og oplev håndplukkede artister undervejs på deres rejse mod et større publikum. Du kan opleve Kaizer, Leeek samt Axl Ry på RADAR denne torsdag aften.

 

Kaizer

Der har i de seneste år været fart på livefronten for det spirende indietalent Kaizer. I 2022 vandt Kaizer TAK ROCK’s live-konkurrence, og spillede på Smukfests LiveCamp, som hun i 2023 fulgte op med en debut på sidste års SPOT Festival. Koncerten blev af Soundvenue udnævnt som ét af 10 højdepunkter fra lørdagens program.

 

I år har Kaizer haft headlinerdebut for et fyldt VEGA i København, og står derfor kampklar til nu også at debutere på RADAR i Aarhus. Kaizer er særligt kendetegnet ved at sammenblande skandinavisk pop-tradition med fandenivoldskhed og grunge-energi, som på sin seneste danseslasker ‘Kurt Cobain’.

 

Leeek

Deres lyd er på et spektrum af funky R&B og lækker indiepop. Deres første single “Move” (2023) blev startskuddet på Leeeks musikalske åbenbaring, og cementerede bandets evne til at forene lækker, lounget lyd med dansable toner. Med “You Don’t Really Mind” (2023) fulgte Leeek op med en sårbar og pulserende popballade, der fortsatte hvor førstesinglen slap.

 

Bands Of Tomorrow placerede “You Don’t Really Mind” på deres playliste Ugens Uimodståelige.

 

Axl Ry

Den dansksprogede rapper laver alternativ hiphop med inspiration fra R&B og elektronisk musik. Han bruger sproget kreativt og skaber et barskt og selvransagende lyrisk univers, der sætter ord på livets største og mindste spørgsmål.

 

Så kig endelig forbi RADAR denne torsdag og varm op til weekendens planer.

 

 

//Coverfoto: VINKaarhus