coverbillede radio8 live
April er den måned, hvor foråret for alvor banker på døren. VINK har derfor samlet en masse spændende events, som du kan tage til! Vores månedsguide byder på noget for enhver smag – for eksempel kan du tage til forfattersamtaler, loppemarkeder eller comedy. God læselyst!

Uge 14

STED: Kasserne Scenen ▰ KL.: 19.30 ▰ MØNT: 40 kr.

 

Begynd din april med et spændende arrangement af KAKOFONI. Forfatterne Mads Mygind og Kaspar Bonnén er inviteret til en samtale om forventninger til faderskabet, som bliver modereret af lektor på Nordisk sprog og Litteratur, Rikke Andersen Kraglund. Her vil der blive dykket ned i opgøret med tidligere generationers tilgange til farrollen. I samtalen vil der blive sat fokus på den smerte, der kan ligge i den indsigt af ens fars utilstrækkeligheder og hvordan vi kan tage ved lære af deres mangler.

Kom til en aften fyldt med refleksion og indsigt om faderskabets betydning.

STED: ARoS ▰ KL.: 10-17 ▰ MØNT: 145- 175 kr./ Gratis med årskort.

Museet ARoS fejrer 20 års jubilæum både om lørdagen og søndagen med et festligt program! Ud over museets fantastiske udstillinger kan du i weekenden opleve pop-up musik, bl.a. af DJ Stuff og Asbjørn Grøn på flyglet. Er du nysgerrig på ARoS’ samling, så vil der være spændende drop-in oplæg om samlingens udvalgte kunstnere.

Jubilæumsweekenden byder på masser af gode muligheder, så tjek deres program ud!

Uge 15

STED: Marselisborg Mindeparken  ▰ KL.: Døgnet rundt ▰ MØNT: Gratis

Det er jo FORÅR og det betyder at kirsebærtræerne er på vej til at blomstre med deres fine lyserøde skær. Tag en ven eller dig selv under armen, og mærk den florerende forårsstemning i den skønne Mindepark!

STED: Club Curious  ▰ KL.: 13-16 ▰ MØNT: Donationsbaseret – går ubeskåret til nødhjælp i Gaza

Har du tøj, planter og bøger liggende som du ikke længere bruger? Så kom til Swap Market hos Club Curious og byt det til andre gode ting. Der er også mulighed for at friske dit tøj op med tekstilmaling eller perler i Club Curious’s kreacafé. Hvis du ikke har noget liggende, så kan du også nyde lækre drikkevarer fra cafeén i deres lounge area.

Det bliver garanteret en hyggelig eftermiddag!

Uge 16

STED: Fairbar ▰ KL.: 19.30 ▰ MØNT: Gratis

Har du en lille poet gemt i maven, så skal du tage til Fairbars åbne poesiaften mandag den 22. april. For mere info, kan du følge med på @poesiaften_fairbar på Instagram.

Uge 17

STED: Alberts ▰ KL.: 20 ▰ MØNT: Gratis

Kan du lide et godt grin og vil du se hvad der rører sig på den lokale comedy scene, så skal du slå et smut forbi Alberts, Store Torv 3, der danner ramme om et hyggeligt og uformelt Open Mic show. For mere info, se mere på Stand Up Comedy Aarhus på Facebook.

STED: UngK ▰ KL.: 10-11 ▰ MØNT: Gratis

UngK inviterer til en formiddag med guidede yogatime. Der vil være fokus på vejrtrækning, styrke og udstrækning. Alle kan være med, uanset om du er nybegynder eller øvet – det eneste som du skal medbringe, er en yogamåtte! Timen afsluttes med afspænding og giver dig fornyet energi til den næste måned, hvor vi har en frisk månedsguide klar til dig!

Coverbillede // VINKAarhus