Litteraturen er en mulighed for ikke at stå alene, at skabe mening mellem mennesker og at dele sine erindringer med andre. Intet mindre gør den evigt aktuelle Knud Romer. Onsdag den 26. september gæstede han Kakofoni. Her samtalte han med adjunkt ved Nordisk sprog og litteratur, Simona Zetterberg Gjerlevsen. Samtalen drejede sig om litteratur, fortælling og selvfremstilling med udgangspunkt i hans nye roman Kort over Paradis.
Aftenen er stille, luften klar. Det er mørkt. I Nobelauditoriet på Aarhus Universitet er lyset dæmpet, og stearinlysene glimter som to solsorteøjne. Rummet er fyldt til bristepunktet med forventningsfulde stemmer, og de grønne flaskers farver danser i projektørlampens skær. På trappen sidder de, der ikke nåede at få en rigtig plads. Dette er en fortælling om aftenen, som jeg nedskriver den i min lejlighed. Det er en sandfærdig beretning om arrangementet, men samtidig en konstruktion. Det er noget, jeg har stykket sammen efter mange overvejelser. Det samme gør sig gældende med den selvfremstillende fiktion. Og det er en af Knud Romers pointer.
Knud Romer – en (litterær) superstar
Det er sjældent, man ser så mange til et Kakofoni event. Nordisk sprog og litteraturs foredragsforening har ellers haft adskillige prominente forfattere på besøg i årenes løb, men dette arrangement er et af de bedst besøgte i foreningens historie. Knud Romer skuffer heller ikke. Han er præcist, som man regner med fra det øjeblik, han indtager lokalet. Og han spilder ikke tiden. Al tid er taletid. Til aftenens arrangement samtaler han med Simona Zetterberg Gjerlevsen, og da der er problemer med hendes mikrofon, tager han hjemmevant ordet. Han bruger anledningen til at recitere Rainer Maria Rilke, den store tyske poet, og det på originalsproget. Der Panther hedder digtet, og Knud Romer kan det udenad. Han er en omvandrende performance. Smoke and mirrors. Det er tydeligt, at han ved, hvad publikum forventer af ham. Da Simona påpeger, at han taler for meget, svarer han, at det er fordi, hans kone ikke hører efter, og hans børn ikke forstår ham. Han høster en del latter i salen. Emnet for aftenen er litteratur, og den hverken være tør eller alvorlig. Knud Romer vil, at publikum skal more sig.
At skrive sig frem
Titlen på arrangementet er ”Knud Romer og kunsten at skrive sig frem”, og det er denne skrivning, der er udgangspunkt for aftenens diskussion. I forfatterskabet hænger liv og værk uløseligt sammen. Hvor debuten Den som blinker er bange for døden (2006) er en autobiografisk fortælling om forfatterens barndom på Falster, er omdrejningspunktet for Kort over Paradis Knuds ungdom og voksenliv. Det er vigtigt for Romer at fastslå, at der ikke i bøgernes tilfælde er tale om et 1:1 forhold mellem virkelighedens Knud Romer og den Knud Romer, som optræder i hans bøger. I 2018 er alle grænser nedbrudt, og man kan ikke længere skelne mellem finkultur og popkunst; fakta og fiktion. Knud Romer sammenblander det hele i et stort sammensurium af tysk romantik og filosofi; fantasy og victoriansk børnelitteratur; fakta og fiktion; porno, kokain og Coca Cola.
Det, Knud Romer taler om, når han siger, at grænserne er nedbrudt, er groft sagt grænserne mellem de forskellige genrer. Når vi læser i en bestemt genre, kommer vi med bestemte forventninger til, hvordan et givent værk i denne specifikke genre er. Når disse nedbrydes eller udfordres, betyder det derfor også, at læserens forventninger må justeres herefter. Dette er tilfældet med eksempelvis genren autofiktion. Denne er karakteriseret ved, at forfatteren er lig hovedpersonen, som er lig jeg-fortælleren, hvilket gør sig gældende med Romers bøger. Han kritiserer imidlertid, at autofiktionens læsere ikke forstår, at denne genre netop er en konstruktion og ikke et objektivt vindue, man åbner ind til virkeligheden. For Romer er forholdet mellem fakta og fiktion dog ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at læserne tror på historien. Alt andet er underordnet.
Én afsluttende bemærkning
Det er ikke mange spørgsmål, Simona Zetterberg Gjerlevsen får stillet undervejs. Knud Romer taler i ét væk og helt af sig selv. Som et afsluttende spørgsmål får hun dog spurgt ham om, hvordan det var at læse på Københavns Universitet i 1980’erne. Dette indleder en tirade mod kystbanesocialisterne og universiteterne i dag. Han afslutter med at sige, at han har været glad for at tale til Danmarks fremtid.
Med denne afsluttende bemærkning er klokken blevet ni. Knud Romer har indvilget i at blive og signere bøger i tyve minutters tid. Køen vokser og vokser. Han er engageret og sludrer med de mange læsere, mens han signerer. Den store interesse for signeringen og hans interesse for at tale medfører, at han langt fra når alle i køen. Før han stormer ud af auditoriet, lover han imidlertid, at de interesserede kan kontakte ham, hvis de er i København. Så skal han nok signere. Og jeg mener det for faen, som han siger på klingende falstersk.
