På festivalens første dag møder vi Abekejser. På en bænk på Institut for (X) og med en kold øl i hånden taler vi med det aarhusianske band om musiske universer og forventinger til SPOT 2018.
Abekejser er et aarhusiansk band bestående af de fem medlemmer: Jeppe Lavsen, Rasmus Fisker Pedersen, Frederik Emil Bülow, Adrian Christensen og Jon Døssing Bendixen. Sammen skaber de et musisk univers, hvor de i sorte jakkesæt spiller ørehængende jazztronica, som får publikum til at danse ud på natten. De har eksisteret i 2,5 år, og nu gæster de for første gang SPOT. De er på hjemmebane, men er samtidige spændte på, hvad festivalens format byder dem.
Kan I prøve fortælle lidt om hvornår i startede og hvor navnet Abekejser kommer fra?
Jon: Jamen navnet stammer jo way back! Jeg ved ikke en gang hvor mange år siden det er?
(Alle lidt i kor): 2012, 2011?
Rasmus: Jon havde en lejlighed ved Ny banegårdsgade, hvor der ligger et revisionsfirma der hedder kbmg. Nogle gange oppe til festerne hos Jon skulle man gætte hvad de her bogstaver stod for. Der kom nogle gange mange sjove og sjofle bud ud af det.
Så bliver jeg rigtig fuld på et tidspunkt og glemmer hvad bogstaverne står får, og så kommer jeg ind i lokalet og siger: “jaja, Abekejser søger jeans.” Det endte vi med at hedde i et stykke tid, da Adrian tager den op mange år efter i forbindelse med en projektuge på konservatoriet.
Jon: Det var lidt en tilfældig begivenhed. Men så viste det sig at være et meget godt navn, og at man kunne lave noget grafisk ud fra det.
Jeppe: Ja vi kunne bygge et univers op ud fra det, om en Abekejser, der bor ude i junglen. Så nogle af de udgivelser vi har lavet, har animerede videoer til, hvor han så er blevet til en karakter. Og når vi laver udgivelser frem over, så prøver vi at få videoer med, som udfolder universet.
Hvad er det for et univers?
Jeppe: Det er et fiktivt univers. Det er et hvor dyr har menneskelige egenskaber. Lige nu er der to videoer, der viser hvad der sker i det. Du har den gode side og den onde side. Du har jungleverdenen, og så en industriel verden. Det er clashet mellem de to verdner som skal ske.
I blander også genrer i jeres musik. Hvordan har I fundet frem til det?
Rasmus: Det er vel et produkt af en masse indflydelser.
Jeppe: Vi har kendt hinanden i mange år, og der har vi spillet nogle forskellige genrer og prøvet forskellige ting af. Og så blev det især Frederik og Rasmus, der blev interesserede i en ny rytmisk type, der er kommet ud af new yorker livet. Vi andre er også inspireret af den måde amerikanerne spiller moderne neo soul. Så tænkte vi at lave et collab hvor vi alle fem var med og satte disse ting sammen.
I skriver på jeres side, at I helst vil spille et sted hvor der er en bar, og en tung bas at danse med til. Kan I uddybe den?
Jon: Jeg tror det kommer af, at en del af os kommer ud af det jazzede miljø, hvor det er meget sidde-ned koncerter og folk lytter meget. Vi kan egentlig godt lide at folk er oppe og stå og reagerer lidt mere på musikken, og at der er mere kontakt.
Jeppe: Vi er lidt mere et clubbet act. Vi kan godt lide hvis folk danser.
Har I spillet meget før SPOT?
Jeppe: Ja, vi har spillet en del.
Jon: Vi har lige været i Rusland og spille 10 koncerter.
Adrian: Ja, i vinters endda!
Er det første gang I spiller på SPOT, og hvordan er mavefornemmelsen?
Jon: Vi er klar til at lave hardcore business!
Adrian: Vi stikker lidt ud i forhold til andre bands, fordi vi ikke har nogen sanger med.
Rasmus: Det er også en mission, hvor tanken er at lave tilgængelig instrumental musik, som man kan “få på hjernen” uden der er en sanger.
Jeppe: I og med vi befinder os i et grænseland, så er det bare fedt for os, at få lov til at spille her og vise, at instrumental musik er for alle.
Så håber I lidt, at der står nogle branchefolk til jeres koncert?
Rasmus: Altså, egentlig håber jeg bare, at der kommer nogen.
(Alle griner)
Rasmus: Nu kan man sige, at vi er på hjemmebane.
Frederik: Ja, og måske vi fanger nogen ind, som normalt ikke vil komme.
Jon: Ja, vi skal jo bare have spillet nogle fede koncerter.
Jeppe: Til vores koncert på klubscenen er det første gang får visuals med. Vi har ikke selv fået det at se endnu, men det er i samarbejde med Julie Bjørnskov, som også har lavet visuals til When Saints go Maschine. Hun har klippet ting sammen fra vores videoer, så det er dét univers der bliver præsenteret.
Hvad kommer det til at give koncerten, at I får den del af historiefortællingen med?
Rasmus: Vi har haft et problem med, at vi spiller musik der kræver rigtig meget opmærksomhed. Og hvor vi skal spille nogle takter, hvor vi virkelig skal koncentrere os. Og det går lidt på kompromis med publikumskontakten, fordi vi står der med tungen lige i munden. Det er noget vi arbejder med konstant, men det gør der er en visuel dimension også i de tidspunkter, hvor vi står og har travlt.
Jon: Vi vil også bare gerne få suget publikum ind i vores univers så meget som muligt.
Hvor er I om et år?
Jeppe: Lige nu er vi ved at indspille en plade. Og så har vi nogle koncerter. Vi skal spille til Distortion og til nogle af alle jazz festivalerne.
Coverfoto: Pernille Thorup Nørby
