Jeg er det, man vil kalde en ægte dødsmetal-newbie. Jeg har måske hørt et enkelt nummer med Slipknot på klubben i 2008, men det er også det. Indtil jeg, helt alene en mørk lørdag aften, begav mig til koncert med dødsmetalbandet Baest fra Aarhus. Det blev på godt og ondt en aften i helvede, og en strøm af tanker om, hvordan det er at være til koncert ”for første gang”.
Lørdag d. 8. marts 2020 blev jeg med skælvende knæ sendt til Baest koncert på Voxhall. Uden forventninger og i høj grad på udebane, fandt jeg mig selv stående midt i djævlehorn, growling og 50 shades of black. Mens jeg stod i det uvante scenarie, var der adskillige ting ved Baest og ikke mindst ved publikummet, der overraskede og fascinerede mig.
Djævlehornsbilleder til Instagram
Jeg ankommer til Voxhall under sidste halvdel af opvarmningsbandet Deadnate. Belysningen er dæmpet og tung, salen er fuld og der lugter tungt af sved. Størstedelen af publikum står med den ene hånd om en kold fadøl og den anden hånd i vejret, struttende med pege- og lillefinger. Dresscoden er stramme jeans, band T-shirts og læder- og cowboyjakker. Hvilket får min brune sweater, nederdel og hvide sneakers til at lyse som neonskilte i det ellers dunkle tøjlandskab. Et par velvoksne mænd med tatoveringer fra kæbe til fingerspidser nikker anerkendende til mig, og jeg føler mig hurtigt velkommen på trods af nervøsiteten for at skille mig for meget ud. Deadnate slutter deres koncert af med at tage billeder af publikum til Instagram, hvilket igen får alles djævlehorn i vejret. Ingen er for heavy metal til Instagram.
Publikums koncert
Efter en halv time går Baest på under stor jubel og går i gang med at spille, hvad der for mig lyder som ét langt nummer. Imponerende er dog deres helt unikke publikumskontakt. Alle bandets medlemmer er utrolig nærværende med øjenkontakt og grimasser. Det føles som om scenen er delvist opløst, og man er til koncert side om side med Baest. Mens jeg står og lytter, med mine ørepropper usundt dybt begravet i mine øregange, undrer jeg mig. Udover de hardcore fans der giver den fuld gas oppe foran, står folk i alle aldre, af alle køn og nikker fordybede til musikken, mens Baest spiller og growler en mur af lyd ud mod dem. Ingen synger med, men der hersker en enorm koncentration, nærmest hypnose mod scenen. Hvad lytter folk til, når de står der helt fordybede og nikker. Slapper de af? Hvad tænker de på? Tænker de overhovedet? Når jeg går til andre koncerter, lytter jeg til tekster, synger jeg med eller danser til musikken. Det er hele formålet med at gå til koncert for mig. Hvad formålet er denne aften, er jeg i tvivl om, hvilket jeg naturligvis kan takke min komplette uvidenhed om dødsmetal for.
Fascinationen af ekstreme output
Jeg forlader det svedende og ekstatiske Voxhall med disse spørgsmål hængende over hovedet. Samtidig kan jeg mærke en stigende fascination af denne form for koncertoplevelse. En fascination af det ekstreme output Baest leverer. En fascination af det aggressive og det vilde. En fascination af at komme ud af sin egen krop for en stund og overgive sig til musikken og stemningen. Måske er det det, der er formålet, måske noget helt fjerde. Jeg føler mig ikke omvendt, og du ser mig nok ikke til dødsmetal-koncert i Aarhus det næste stykke tid, men jeg går hjemad med en ny verden i lommen, en masse nye spørgsmål, en dyb fascination og sindssygt meget respekt. En helt klar anbefaling herfra til at prøve noget nyt, blive lidt overrasket og måske også lidt chokeret.
I kan starte her ved at give Baest et lyt her!
