Støvregnen kaster sig i kraftige vindstød mod ruderne i det lille, menneskefyldte lokale, hvor publikums lavmælte stemmer blandes, og rækker af ansigter vender sig mod den let hævede scene i hjørnet af lokalet.
Godsbanens Vogn 1 er denne onsdag aften blevet omdannet til et litterært rum, hvor forfatter Asta Olivia Nordenhof og journalist og forfatter Puk Qvortrup nu indtager scenen for at udfolde Djævlebogen – anden del af forfatterens ambitiøse syvbindsværk.
Det udsolgte arrangement, støttet af Statens Kunstfond og FO-Aarhus’ Debatpulje, har tiltrukket et nysgerrigt publikum, der har betalt en entré på 60 kr. for en aften fyldt med tanker om menneskets længsel efter samhørighed, kærlighed under kapitalismen og djævelske forbindelser.
Foto: Emilie Trebbien
Appel om samhørighed
På den lave, tæppeklædte scene indledes samtalen mellem de to forfattere med en udfoldning af Nordenhofs igangværende syvbindsprojekt:
”Mordbranden på Scandinavian Star er en konstant, som bøgerne skaber en slags kollage omkring,” fortæller Asta Olivia og placerer sine hænder på det runde træbord foran dem.
Romanen, der udkom sidste år, udforsker spørgsmålet om kærlighedens eksistens under kapitalismens nådesløse dominans og blotlægger djævlens mange ansigter.
Puk guider behændigt samtalen mellem de to forfattere, som kortvarigt brydes af Asta Olivias løbende oplæsning af udvalgte passager til det lyttende publikum
Romanen består af fire tekster, hvor første del bygger på en klassisk djævlefortælling med en fristelse, som protagonisten Olivia skal modstå. Forskellen er bare, at det i denne fortælling netop er konsekvensen, som hovedpersonen søger i sin leg med selvdestruktion.
Gennem samtalen bliver samhørighed og kollektivitet et omdrejningspunkt, som både udfolder sig som tema i romanen og i Asta Olivias eget arbejde, hvor det viser sig som et subtilt oprør mod idéen om individuel forfattergenialitet:
”Alt er et kollektivt arbejde,” forklarer forfatteren og fortsætter: ”Også at skrive en bog, hvilket forfatternavnet på forsiden udvisker.”
Fortællingen om at mennesket skal klare sig selv er en illusion, der braser allerede i bogens forord med passagen:
”og det bliver også
jeres opgave
at få det til at passe
ind i serien
jeg kan jo virkelig
ikke
gøre hele arbejdet
alene”
Fortællingens appel om samhørighed, indlejret i forordet, forstærker idéen om, at læseren spiller en afgørende rolle i at give værket dets fulde betydning. Asta Olivia inviterer læserne til aktivt at forme og integrere bogen i serien, hvilket cementerer idéen om et fællesskab, der strækker sig ud over selve forfatterskabet.
På denne måde bliver romanen ikke kun en fortælling om djævelske fristelser, men også en appel om at finde fælles mening og samhørighed.
Forstærket absurditet
Puk vender blikket mod stolerækkerne, for at indlede den afsluttende samtale med publikum. En ung kvinde i midten af stolerækkerne spørger, hvad tanken med brugen af forfatterens eget fornavn til hovedpersonen i første del af romanen, har været.
Asta Olivia bøjer nakken bagover og vender blikket mod loftet: ”Det er et godt spørgsmål,” siger hun og fortsætter: ”Det kan være med til at tilsløre og på en måde forstærke uvirkeligheden og absurditeten”.
Spørgsmålet fra den unge kvinde i stolen kaster lys over en interessant dimension af Asta Olivia Nordenhofs forfatterskab.
Det stilistiske træk skaber et slør mellem læseren og hovedpersonen, da læseren bliver præsenteret for en del af virkeligheden inden for rammerne af dette absurde univers. Heri opstår der en refleksion over kontrasten mellem virkeligheden og det skabte litterære univers, hvori der både ligger forbindelse og fremmedgørelse.
Som støvregnen fortsætter med at kaste sig mod ruderne i Godsbanens Vogn 1, efterlades publikum igen til egne tanker. Asta Olivia Nordenhof og Puk Qvortrup formåede sammen at åbne døren til Djævlebogen og invitere os ind i et komplekst univers af modsætningsfyldt menneskelighed.
Coverbillede // VINK Aarhus
