Om Det Uendelige: En collage af menneskelig sårbarhed

Om Det Uendelige: En collage af menneskelig sårbarhed

Gennem korte indblik i forskellige menneskeskæbner minder Roy Andersson os om den sårbarhed og svaghed, vi alle bærer rundt på. Om Det Uendelige er en smuk påmindelse om, at det ikke er en skam at være afhængig af andre – det er et grundvilkår. 

Den svenske auteur Roy Andersson er kendetegnet ved sin helt unikke stil. Han fortæller sine historier gennem stillestående tableauer, korte snapshots, der bekræfter det gamle ordsprog om, at ”et billede siger mere end tusinde ord.” Hans seneste film er ingen undtagelse. Om Det Uendelige er en collage af menneskeskæbner, der udstiller livets absurditet og meningsløshed, leveret med Roy Anderssons helt særlige, underspillede humor.

Håbløsheden der binder os sammen

Håbløshed slår mig som et tilbagevendende tema i filmen. En kvinde der knækker en hæl på vejen hjem. En mand der strander midt i ødemarken med en sammenbrudt bil. En præst som har mistet sin tro og nu tyr til altervinen som sin eneste trøst. En mand der har begået æresdrab på sin datter. Roy Andersson viser således håbløshedens mange ansigter, og hvordan den rammer os i dybt forskellige situationer. På den måde blotlægger han menneskets grundlæggende sårbarhed. Først fortolkede jeg det som en pointe om, hvor forskellige vores skæbner er. Hvordan nogle mennesker oplever håbløshed i situationer af lang mindre alvorsgrad end andre. Men som filmen skred frem, følte jeg nærmere, at instruktørens projekt var det modsatte: At vise håbløsheden som en erfaring der binder os sammen.

Individualiseringens forbandelse

Filmen sætter fokus på et problem, der gennemsyrer vores moderne samfund. For håbløsheden udspringer i høj grad også af følelsen af at stå alene. Samfundet drives mod en højere og højere grad af individualisering, hvor enhver er sin egen lykkes smed. At vise sin sårbarhed og sin afhængighed af andre er blevet ildeset. Men mennesket er et socialt dyr, og vi har brug for hinanden. Det understreger Om Det Uendelige i den grad. Et eksempel er scenen, hvor en mand sidder i en fyldt bus og stortuder, uden at nogen reagerer på det. Situationen ligger skræmmende tæt på virkeligheden i dag. Jeg genkender tydeligt den stiltiende aftale om, ikke at tale med hinanden i den offentlige transport. Ligesom vi for alt i verden undgår hinandens blik, når vi passerer hinanden på gaden. Vi har lært at passe os selv og har i høj grad glemt at kultivere empati og medmenneskelighed.

Solidaritet, empati og omsorg

Roy Andersson har tidligere udtalt, at han forsøger at vise den sårbarhed og svaghed vi alle bærer rundt på. Det skinner igennem i hans nyeste film. På trods af filmens gennemgående fokus på håbløshed føler jeg mig dog ikke selv efterladt uden håb. For filmen er også en er en påmindelse om, at sårbarheden og svagheden binder os sammen. En påmindelse om, at vi, i stedet for at skjule vores sårbarhed, skal dele den. En påmindelse om solidaritet, empati og omsorg. Og som kvinden på rækken foran mig sagde, da rulleteksterne kørte over biograflærredet: “Man får helt lyst til at være glad efter at have set den!”

 

Alle fotos inklusiv coverbillede: Gergely Pálos for Camera Film.

Skriv en kommentar