Kapitalismekritisk Elevatordrama: Teaterforestillingen Ondskabens Ansigt

Kapitalismekritisk Elevatordrama: Teaterforestillingen Ondskabens Ansigt

Teaterstykket Ondskabens Ansigt er ikke et forsøg på at forstå kapitalismen. Tværtimod sidder man ved stykkets afslutning tilbage med flere spørgsmål end svar – og det lader til at have været instruktørens plan hele vejen igennem.

To mænd møder hinanden ved en elevator. De er begge blevet kaldt op til et møde, de ikke ved, hvad handler om. Men på vejen op går elevatoren pludselig i stå, og ingen svarer, når de trykker på nødknappen. Det bliver stykkets udgangspunkt. Hvad sker der, når to mænd sidder fanget i en elevator? Og hvad har det med kapitalisme at gøre?

Styret af tiden

Tid er et centralt tema i Ondskabens Ansigt. De to mænd er fanget i paradokset mellem det fysisk afgrænsede rum og det tidsligt endeløse. Sat udenfor den tid, de ellers er opdraget til at lade sig styre af. De er ude af stand til at nå op til 85. etage, hvor de har fået besked på at indfinde sig med en mappe fyldt med ’vigtige dokumenter’. De har mistet deres formål og dermed deres eksistensberettigelse. Tiden afsløres som en kunstig størrelse, konstrueret af overklassen til at styre arbejderne.

Gennem elevatorens glasvægge kan Blå og Sort følge tidens gang ved at se på solen og stjernerne. // Foto: Montgomery

To jakkesæt

De to mænd frarøves deres menneskelighed og reduceres til et par jakkesæt. Det understreges ved, at fortælleren navngiver dem efter farven på netop disse: Blå og Sort. Men de er meget forskellige. Sort føler sig hævet over Blå, med sit smarte sorte jakkesæt, sin dyre Armani-mappe og sin kølige, afvisende adfærd. Han har i langt højere grad end Blå mestret firmaets ’code of conduct’. Men faktisk lader det slet ikke til, at Blå har nogen planer om at tilpasse sig denne, og det er netop dét, der provokerer Sort mest ved ham. Men da det viser sig, at Blå faktisk er Sorts overordnede, afsløres tiden igen som et arbitrært system. Anciennitet i firmaet giver ikke nødvendigvis højere rang.

Den kvindelige fortæller forklarer os med sine meta-kommentarer begivenhedernes større sammenhæng. // Foto: Montgomery

“Kapitalismen ønsker, at vi skal forstå den”

Da stykket lakker mod enden afbryder fortælleren det, der foregår i elevatoren. Hun introducerede stykket som et forsøg på at forstå kapitalismen. Men nu forklarer hun, at kapitalismen ikke er noget vi skal stræbe efter at forstå. For når vi forstår noget,  udløser vores hjerne dopamin, hvilket giver os en følelse af gevinst. Vi føler, at vi har opnået noget og afstår derfor fra yderligere handling. ”Kapitalismen ønsker, at vi skal forstå den,” som hun siger – sådan opretholder den nemlig sig selv. Fortællerens lange afslutningsmonolog fremstår lettere usammenhængende og meningsløs. Først provokerede den mig, men så forstod jeg, at det netop var  idéen. Nis-Momme Stockmann nægter at give os en forståelig og tilfredsstillende finale. I stedet ansporer han os til at tænke videre over de temaer stykket tager op.

“Kapitalismen ønsker at vi skal forstå den” forklarer fortælleren i sin afslutningsmonolog. // Foto: Montgomery

Ondskabens Ansigt spiller på Teatret Svalegangen alle hverdage kl. 19:30 og lørdage kl. 16:00 frem til d. 20. maj 2021.

 

Coverbillede // Montgomery

 

Skriv en kommentar