Annual Aarhus Film Festival kommer for første gang til Aarhus d. 3. oktober i vores alle sammens Øst for Paradis. Programmet byder på uafhængige film, som vil prikke dig i siden og provokere dit mindset.

Festivalen løber af stablen d. 3. oktober. Det er gratis – kom og være med! // Foto: Facebook

Kender du oplevelsen af at blive ført ind i en helt særlig stemning under en film? Som om skærmen udsender en stråling, der påvirker dit system, så du føler dig lidt ommøbleret. Jeg har interviewet en af folkene bag festivalen, som fortæller, at for dem er uafhængig filmproduktion netop en sindstilstand. En sindstilstand som skabes gennem ambitiøse, tankeprovokerende og radikale filmskabere.

Film som en sindstilstand

Som du vil kunne læse på facebook-begivenheden er tanken bag festivalen at genskabe et rum for denne sindstilstand i en tid præget af konstant medietilfredsstillelse. I mit interview spurgte jeg nærmere ind til, hvad der menes med det her med sindstilstand. Dertil fik jeg svaret, at de forsøger at beskrive noget, som kan være svært at indfange. En følelse, en mavefornemmelse, et instinkt. For folkene bag festivalen bruges termen ‘uafhængige film’ ikke kun som det at hylde film, der ligger udenfor mainstreamhylden. Det henviser til film, som kropsliggør en uafhængig sjæl eller tilstand – som udtrykker ting, der strider mod vores natur. Filmproducere med en unik stemme. Fortællinger der bliver hængende i vores hukommelse. Med andre ord, når du ser en af disse film, ved og føler du med det samme, at du oplever noget anderledes.

Aftenens program

I den forbindelse vil scenen denne aften være fyldt med uafhængige filmperler skabt af producere, som har bidraget med at udvikle og styrke industrien. Selvom perlerne skinner, er de ikke nemme at få øje på i konventionelle biografer, der mest har dollarsfilm på menukortet. Festivalen kommer til at byde på 12 kortfilm fra Norge, Finland, Schweiz, Tyskland, Polen, USA, Hong Kong, Kina og Danmark, som sjældent fremvises. Der vil også være en nominerings-ceremoni, der har til formål at anerkende de modige og dygtige filmskabere. Der er også planlagt et rum for at netværke og lade sig inspirere af diverse personer inden for filmindustrien. Dette uanset om du selv arbejder inden for film, om du er filmnørd, eller om du bare er nysgerrig på filmverdenen. På den måde håber folkene bag festivalen at styrke publikums engagement såvel som at så frøene til relationer mellem filmentusiaster.

3 grunde til at svinge forbi

  1. Muligheden for at opdage unikke, internationale film, som ikke kan findes i de primære kredsløb af biografer.
  2. Muligheden for at nyde fantastiske og tankevækkende film gratis i et hyggeligt paradis-miljø.
  3. Muligheden for at møde internationale folk fra filmindustrien såvel som andre folk med samme interesse som dig.