En sen efterårsaften tog jeg beslutningen om at tage forbi Øst for Paradis. For det var ved at være længe siden, og længsel efter filmisk berigelse brusede nærmest gennem kroppen på mig. Så jeg fik lige undersøgt mine muligheder for eftermiddagsunderholdning på en lørdag.
Valget faldt på Madeleines Paris og The Miracle Club. Der er jo simpelthen ingen grund til at nøjes med en enkelt film, når det passende nærmest perfekt tidsmæssigt med at sammensætte min egen double feature. For at være helt ærlig måtte jeg bevæge mig fra den ene filmfremvisning til den næste i et forholdsvist rask tempo for at nå visningen af The Miracle Club. For de havde lige valgt at placere visningerne længst væk fra hinanden som muligt. Men det skulle vise sig at være det hele værd. For hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt, jeg trådte ind ad døren til Øst for Paradis, var helt simpelt, at mit valg af film endte som mere end bare eftermiddagsunderholdning.
Og valget var faktisk ikke helt tilfældigt. For jeg har gået med tanken om, at livsgranskende fortællinger om fortiden, afslutninger og nye muligheder, livets uforudsigelighed og tilsnigelser – den dramatiske rejse, som er selve livet – nærmest har en uhåndgribelig tiltrækningskraft. Der var en følelse, som forblev hos mig længe efter rulleteksterne, havde bevæget sig over lærredet.
Madeleines Paris er en hjertevarm dramatisk fortælling om en ældre kvindes sidste køretur gennem Paris’ forstæder og boulevarder på vejen til alderdomshjemmet. Den desillusionerede og økonomisk pressede chauffør Charles, der faktisk gemmer på et blødt hjerte, accepterer at køre Madeleine forbi alle de steder, der har haft betydning for hendes gennem livet. For Madeleine har i sinde at nyde sine sidste øjeblikke af frihed.
Og det er på denne mindeværdige rejse gennem Paris, at Madeleines’ tilværelse bliver fortalt gennem flashbacks. For bag hendes smilende ydre gemmer sig en hård fortid – Paris rummer tragiske begivenheder, der har givet hende ar på sjælen.
Der er en tristhed over Madeleine, som rækker ud og griber én om hjertet med en insisteren på ikke at give slip. Samtidig er de to hovedpersoner begge uvidende om, at deres småsnak udvikler sig til overraskende bånd. Det får Charles til at indse, at han nok er nødt til at genoverveje sit eget syn på livet.
Der bliver skabt en håndgribelig fortrolighed mellem Madeleine og Charles i takt med, at hun slider hans kynisme op med sin ukuelige optimisme og skønne subtile humor. Og det bunder samtidig i hendes forståelse for, hvor uforudsigelig og brutal livet kan udforme sig. De er begge uvidende om, at de under køreturen ender med at knytte et enestående og unikt venskab – en relation der for evigt ændrer deres liv.
Filmen er instrueret af den franske filminstruktør Christian Carion, der tidligere har instrueret den Oscar-nominerede film Joyeux Noël. Og Carion har en bestemt fortællerstruktur, hvilket kommer til udtryk i denne lille franske filmperle. For det er en film med flere afsløringer end overraskelsesmomenter, en historie fortalt med utrolig taktfast præcision.
The Miracle Club er en hjertevarm fortælling om hverdagens små mirakler. Og den er drevet af utrolig garvede skuespilskræfter, herunder selveste Maggie Smith og Kathy Bates. Og sammen med Agnes O’Casey portrætterer de tre veninder, der lever en rolig, men dog noget ensformig, tilværelse med deres tidskrævende ægtemænd i en forstad til Dublin i 1960’erne.
Men denne tilværelse bliver rusket i dens grundvold af muligheden for at bevæge sig ud på en rejse, de sjældent vil glemme. For de tager til den franske by Lourdes, hvor besøgende valfarter til for at opnå personlige mirakler. Og ja. Da Chrissie, der spilles af Laura Linney, dukker op i landsbyen til sin mors begravelse, begynder fortidens sår at bryde op igen.
Chrissie beslutter sig alligevel for at tage med til Lourdes, selvom hun ikke har set sin mors veninder, siden hun forlod landsbyens arbejderklassekvarter som teenager. Hendes splittede forhold til både dem og hendes mor kommer op til overfladen. Det bliver hurtigt klart, at tiden simpelthen ikke læger alle sår.
Filmen er instrueret af den irske filminstruktør Thaddeus O’Sullivan, og den har en underliggende styrke. For dynamikken mellem karaktererne har uden diskussion fantastisk håndgribelighed. Samtidig leverer Maggie Smith en kraftpræstation, hvor hun rystende og nærmest hviskende skildrer livets sidste fase. De spydige kommentarer og den subtile humor, som kun hun kan levere dem, rammer fuldstændig plet hver eneste gang. Der er nærmest den syrlige stemmeføring, vi er blevet bekendt og forkælet med fra Downton Abbey.
På den dramatiske front giver Smith publikum sit solide bud på en tragedieramt mor, der mistede sin eneste søn for år tilbage. Og med Chrissies tilbagevenden bliver netop det traume bragt længere op til overfladen end tidligere.
Det kan bringe både godt og skidt med sig. For det er jo kun gennem konfrontation med problemerne, at man kan komme videre i tilværelsen. Men det gør det ikke nemmere at skulle genkalde tanker og følelser associeret med et traume – da på ingen måde når skyldfølelsen ligger og ulmer ubønhørligt.
Og hverken Eileen (Kathy Bates) eller Lily (Maggie Smith) er forberedt på en genforening med Chrissie. Så de byder hende velkommen med en foragt, der har gæret i nærmest en menneskealder. Det er nok også lidt skyldfølelsen, der på ubehagelig vis stikker sit irriterende hoved frem. Skyld er nemlig noget, der plager alle kvinderne på forskellig vis. Hvor det for tre af dem er forbundet, er det for Dolly noget helt andet.
Med et skrabet budget, sparsomme kulisser og en noget gylden lyssætning, minder The Miracle Club om en god aften i selskab med den ældre generation i familien. Og med en anelse bismag af sæbeopera, hvor tragedierne bare står på række. Altså den ene kvinde har en knude i brystet, den anden kvindes dreng er stum, den tredje har ulige ben og sørger over tabet af sin søn. Men bare rolig, den lokale irske præst er med på turen og selvfølgelig altid klar på at glatte de lidt de svære følelser ud.
Der er desværre en lidt forceret sentimentalitet over Madeleines Paris. Og den nostalgiske fortælling om hvordan hvert enkelt menneske ser byen forskelligt har ikke den forventede gennemslagskraft. Det skyldes nok, at Paris tager sig relativt anonymt ud i Pierre Cottereaus ellers forholdsvis kapable kinematografi.
Plottet er faktisk ret simpelt og blevet set tidligere. Det er en livstræt person, der skal lære at nyde livet igen – selvom det er svært. Tænk bare på film som De Urørlige (2011). I denne film er det bare med omvendt fortegn, hvor Madeleine skal trække Charles ud af hverdagens ensformighed. Så det er ikke nødvendigvis det mest originale perspektiv.
Til gengæld er dens sigte virkelig sympatisk, og det er stadigvæk en absolut forunderlig rejse, som Carion tager os med på. For selv med forudsigeligheden som selskab på bagsædet af taxaen, så er det livsforandrende omstændigheder og to vidt forskellige skæbnefortællinger, vi bliver vidner til. Og det er en film om at acceptere livets vilkår, herunder sit eget og de tanker men gør sig, når man nærmere sig livets afslutning. Samtidig er filmen helt klart et charmerende dobbelt karakterstudie fortalt med skøn fransk flair, der griber en om hjertet.
Når det kommer til The Miracle Club, er det egentlig et forholdsvist simpelt drama med en hjertevarm kerne. Der runger en forudsigelighed, og manuskriptet sopper for det meste rundt i overfladen – der hvor vandet er lunt og lyst. Nogle vil mene, at miraklerne lader vente på sig. Og samtidig er det traume, der åbenbarer sig i løbet af filmen og er hele grundlaget for hovedkonflikten, for stort til, at filmen kan forløse det troværdigt på godt 90 minutter.
Men filmen formår alligevel at komme rundt om arbejderlivets mange udfordringer i et strengt religiøst og kønsopdelt samfund. Så filmen hæver den sig over mængden. For det er en stille film, hvor der i de lange blikke faktisk bliver sagt flere minutters solid monolog på bare enkelte sekunder. Og hovedrollernes præstationer sammenholdt med fine sekundære karakterer og sidehistorier fænger.
Desuden er der nogle rigtige gode tanker omkring tematikker som skyld, accept og tilgivelse, som til en hver tid er ræsonnerende. Så måske er The Miracle Club faktisk præcis det lille, skønne filmmirakel, man kunne håbe på.
Den ældre generation har kulturelt repræsenteret en form for overgang til glemslen. Der har dog heldigvis de seneste år været diskussion om, hvorfor der simpelthen ikke er flere ældre mennesker repræsenteret på filmlærredet – specielt som hovedrolleindehavere. Undskyldningen har lydt, at det giver nogle produktionsmæssige udfordringer i forhold til alder og fysiske begrænsninger. En filmproduktion er utrolig krævende, både psykisk og fysisk. Man skal kunne arbejde mange timer i træk og til tider på skæve tidspunkter.
Madeleines Paris og The Miracle Club er gode eksempler på, hvordan produktionsforholdene kan indrettes for at imødekomme eventuelle fysiske udfordringer. Det kræver godt nok kreativitet hos både manuskriptforfattere og på selve settet. Men man kan jo vælge, som de kreative mennesker man jo nok er inden for branchen, at se det som en mulighed i stedet for en udfordring.
Og med tidens diversitetsfokus er der blevet mere plads til den ældre generations følelser på det store lærred, hvilket jeg er godt taknemlig over. For det er længe siden, at jeg har forladt en filmvisning med et så solidt perspektiv omkring livet og et incitament til at finde værdien, selv i hverdagens trivialitet.
Coverbillede // Sandra Juhl Pedersen
