Jeg er hjernevasket. Så er det sagt. Når jeg ser en islandsk film på plakaten, især i Øst For Paradis’ prangende facade på Paradisgade, prikker jeg næsten altid til min kæreste og siger (insisterende), at nu er det på tide at tage i biografen! Jeg vil ikke gå glip af de islandske film, selvom gedeopdræt, sæljagt og gigantiske fjelde ikke altid er lig kvalitet. Jeg har set flere dårlige film fra det kolde Nord, men det er ofte sådan, at bagtæppet af natur og den rå stemning med fiskerkultur og harpunskud går ind under huden på mig.
Det skete også denne gang. Filmen hedder Sparrows og går i Øst for Paradis disse dage – og kan varmt anbefales herfra.
Billedet er hentet fra filmmagasinet Ekko.
Rúnar Rúnnarson (debuterede med filmen Vulcano, 2011) har både skrevet manuskriptet og instrueret filmen om drengen Ari, der må flytte tilbage hjem til sin far i en lille provinsby langt fra Reykjavik, fordi moren rejser til Afrika sammen med sin nye mand. Hun klarer sig tydeligvis godt, både privat og professionelt. Det kan man derimod ikke sige om faren, der bor i et faldefærdigt hus med en bordplade fuld af klirrende flasker og en jævn tyk kvinde, der kommer forbi og ikke har problemer med hverken at feste eller smide tøjet. Lyder det råt? Men det er ikke en film om overgreb eller det totale svigt fra faren, for han er i grunden en mand med de bedste hensigter, men desværre ikke formår at hive sig selv op for at se sin søn i øjnene. Skam og machoattitude er hans tro følgesvend, og efter Aris befinder sig på sit værelse med kuffert og nervøsitet, er alt, hvad faren giver ham, et sølle skulderklap.
Ari er ellers ikke en hvem-som-helst. Han er kordreng og ikke blot en moderat sanger, men han synger som polarlomvien, og allerede i filmens anslag får vi dette at høre, når han i en kirke i Reykjavik buldrer frem med sin røst. Senere står han i en kold silo i provinsbyen og synger korstemme for en arbejdskollega, der står udenfor og lytter. Kontrasten er til at tage og føle på. Ari er, langt væk fra kirkens skønhed og sjæl, fluks røget ind i noget, der nok ikke kan betegnes som helvede men i hvert fald menneskeligt afstumpethed. Faren holder fester, en barndomskæreste, der ellers tydeligvis godt kan fortrylles af Aris dead-face-jargon, er blevet kæreste med en dumrian og vanskeliggør en forførelse fra Aris’ side. Senere skal vi opleve, hvordan forkvaklede scener folder sig ud, kun er med til at understrege, at en opvækst i denne by er direkte ødelæggende for moralen! Sagt på en anden måde: Det er op ad bakke for vores hovedperson.
Billedet er hentet fra Hollywoodreporter.com
Der er både humor og alvor og ret mange groteske scener i Sparrows, og selvom der også er klichéer (såsom den uskyldige kordreng, der måder uskylden, og dumrianen, der er kæreste med en sød pige osv.), slipper den fint afsted med at sende os rundt i en lille by med Islands flotte natur som bagtæppe, uden det bliver ensformigt. Hovedrollen spilles af en af Islands store håb, Atli Oskar Fjalarsson, der er fremragende. Han skildrer det islandske tungsind og dybde meget flot, og måske bekræfter han ligefrem klichéen om, at man på Island dykker (for meget) ned i sit eget sind og bekymringer. Dog er der glimt af glæde, såsom besøget i svømmehallen, hvor der bliver kigget på tykke damers numser under vandet. Eller den iøjnefaldende grimasse han gør, når han drikker finsprit fra en plasticflaske, som han får rakt ud af bagruden på en ladtruck på vej til strandfest. Det er dog meget lidt humor og ømhed, man møder i filmen; finsprit, fiskeslagtning, død og en næsten ubærlig overraskelse til slut, får mig snarere sendt ud af biografen med en følelse af glæde over at bo i Danmark og ikke på Island. I hvert fald ikke at gå i Aris’ fodspor på Island!
