Det er lørdag, og det er aften, og jeg ved, at der er en, der holder fest på kollegiet. Resten af mit køkken er afsted til et stort, og ligeledes festligt, arrangement i Hovedstaden. Alt imens, at jeg sidder i Aarhus på mit kollegieværelse og spiser den billigste vaniljeis – zebrafarvet af chokoladesovs. Lige nu passer det mig virkelig godt.
Den seneste uge har simpelthen gjort mig syg. Jeg forsøgte at læse forud og forberede mig på den nærmeste fremtid i sådan en grad, at kroppen til sidst sagde stop. Kroppen forsinkede min effektivitet med en løbende næse og eksplosive nys, der tog pusten fra mig. Så fik jeg ondt i musklerne, og som prikken over i’et blomstrede et forkølelsessår frem i mit ansigt. Et smertefuldt og blærerigt tegn på, at mit liv går for stærkt.
Det er ikke første gang, det sker – og nok heller ikke sidste. Og det vil være utænkeligt at tro, at jeg er den eneste studerende, der har svært ved at holde trop med de marcherende dage, der danner optog i uger – og pludselig passerer som måneder.
I sommers startede jeg på kandidaten. Efter et års pause fra den akademiske verden var det derfor overvældende at vende tilbage til et sted, der kræver så specifik en struktur og måde at forstå på. For som du måske ved, så skal man lære at studere.
Egentlig er universitetet som koncept lige mig, men det er måske nærmere institutionens grundidé, som jeg har forelsket mig i. En idé, der baserer sig på dannelse, nysgerrighed og fordybelse. I en forelæsning under navnet “Universitetet og samfundet: Dannelse, uddannelse, videnskabelighed”, blev vi engang præsenteret for et citat af den tysk-schweiziske psykiater og filosof, Karl Jaspers:
“Universitetet har den opgave at søge sandheden – i fællesskabet mellem forskere og studerende.”
Jeg kan huske, at jeg sad i Søauditorierne og følte mig helt vildt heldig. At min rolle som studerende var at være med til at søge sandheden. At undersøge verden. At vende sten, beskrive dem med ord og komplekse teorier. Tanken bag universitetet var som et flashback til barndommens nysgerrighed – blot i en voksen krop og med en anden form for hjerne.
Så jeg glædede mig til kandidatstarten, men efter pausen er jeg (igen) blevet uhyggeligt opmærksom på, at dén praksis, der knytter sig til universitetet kræver en tid, som synes utilgængelig.
Studielivet kræver, at man knækker koden til en hverdag, der fungerer. Det har man – eller vil man – muligvis blive tudet ørene fulde med, men af dén simple årsag, at der er desværre ikke er én rigtig måde at kodeknække på.
At knække koden kræver (i overført betydning) installationer, opdateringer, hackerangreb, fildelinger, og at man genstarter mange, mange gange. Det tager tid. Og den tid er svær at overskue i en hverdag, hvor man måske også har et (studie)job at se til, fritidsinteresser og folk man elsker eller vil lære at holde af.
Der findes typen, der dertil svarer: ‘Jamen så må du skære noget fra’, og så jeg bliver så træt så træt. For det ved jeg godt. Udfordringen er bare, at alting er enheder, der bidrager til ét hele. Bidrager til dén rygrad, der sidder bøjet henover skrivebordet. Der er ikke noget, der sådan ‘bare lige’ kan fjernes uden, at det resterende vakler. Måske har man brug for pengene. Måske har man brug for at bevæge sin læse-mås. Måske har man brug for at vedligeholde relationerne. Og alt sammen helst indenfor en rimelighed af døgnets fireogtyve timer.
…
Dét, der sker nu er, at jeg overvældes. Det er nemlig et studie – at lære at studere – og også at lære at håndtere sin tid. Og det kan føles meget modstandsagtigt i en samtid kendetegnet af effektivitet, produktivitet og fremdrift. Du kender måske sangen, og somme tider synes jeg, det føles skamfuldt at bidrage med mine vers. For jeg bliver bange for at blive kaldt for svag eller overfølsom, hvorfor jeg claimer titlen som: Bløddyr.
Nogen gange kan bløddyrsfiguren føles som en undskyldning for at være til, eller have det som man har det. Det er jo egentlig tåbeligt, for rent videnskabeligt (ish) måler det indre termometer jo det, som det nu gør. At være bløddyr er blot at have lidt længere følehorn og føle sig udsat i forhold til alle de skarpe hjørner, man helst skal runde ret tidligt og ret hurtigt. Det er en følelse af at blive trykket rigtig hårdt på maven.
Som bløddyr er det derfor vigtigt at lytte til, hvad maven mumler. For hjernen sidder i hele kroppen: i den stramme nakke, de ømme hofter og de spændte skuldre. Øjnene, fingrene, fødderne har også behov for at blive bevæget – i mere end fysisk forstand.
Jeg skriver, fordi jeg vil dele, at det er ok at føle sig sat af og efterladt. At have det lidt som én af de der søde og små-shaky hunde udenfor en indkøbsbutik. Ventetiden kan føles uendelig, men heldigvis vil man blive hentet – af en kær ven, eller sig selv – før eller siden.
Tilbage i 2019 var min studiekammerart og jeg i Aarhus Teater for at se forestillingen MANIFEST FOR SKRØBELIGE AUTORITETER. En timelang fornøjelse, som gav skrøbeligheden lov til at brøle. Efterfølgende gik vi ud derfra og skålede for tårer som accessory og følelsernes GPS. Det kan nemlig ikke nytte noget at blive syg af at holde ud og hænge i.
Når du føler, at du er ved at snuble, så prøv at gå kontra og sæt tempoet ned. Det er svært, men det er vigtigt for ikke at lade sig styre af hvilken vej, forventningerne blæser dig i. Læg ruten om og tag et sted hen hvor du kan sætte dig og få pusten. Selv synes jeg, at det er enormt svært, og negligerer det gang på gang, men som bløddyr er det vigtigt at opsøge habitater, der både oplader og efterlader et indtryk af værdi.
Dronning Margrethe opfordrede tilbage i 2017 i sin nytårstale: gør noget unyttigt. Det tror jeg stadig er meget, meget vigtigt. Det kan være at slentre en formålsløs ved Brabrandsøen eller langs Væksthusenes stier. Det kan være at opsøge Nordre Kirkegård for at kigge på gravsten eller at søge ned mod Den Permanente for at stable tårne af sten på standen. Det kan også være at finde sig en tilfældig bænk bare for at sidde eller besøge Plantecaféens grønne oase. Det unyttige er blot handlinger, der ikke tjener et nyttigt formål – men derfor kan de stadig bidrage med værdi. De kan være hvad som helst – foregå ude i byrummet såvel som derhjemme under dynen.
Dette kan muligvis synes som banaliteter, men for hjernen er det det rene guf. “Mental Happiness is total relaxation” står der på mit Yogitea-tebrev. Og selvom det er en smule tåkrummende, så må jeg alligevel nikke anerkendende: ja.
Det er stadig den samme lørdag som i indledningen, og jeg sidder stadig herhjemme – nu med en renslikket isskål. Jeg har heldigvis ikke FOMO over ikke at være til fest. For det føles også lidt som en slags meget rolig privatfest rent faktisk at tage mig selv seriøst.
Jeg håber virkelig på, at vi kan blive bedre til at insistere på ånde- og vandhuller i hverdagen, hvor vi kan lade op og nippe til den friske luft.
Min nuværende – og meget livskloge! – studiekammerart brugte for nyligt denne metafor for at håndtere sin energi: Din energi er en pakke Digestive-kiks. Det er din opgave at fordele dem. Du kan bruge hele pakken på at nærlæse til i morgen, men du kan også fordele kiksene, så der er lidt til overs til eftermiddagen, til aftensmaden og de potentielt hyggelige aftentimer. Det er dig, der deler ud.
Så kære bløddyr: Der er et liv på studiet og ét udenfor, og der skal være kiks nok til det hele.
Illustrationer samt coverbillede af Anne-Louise Trebbien Christensen
