DOXBIO: Så meget godt i vente

DOXBIO: Så meget godt i vente

“Jorden har os brødet givet. Solen har det skænket livet. Kære sol, kære jord, takken i vort hjerte bor. Velsignet være maden.” Niels og Rita driver biodynamisk landbrug og producerer råvarer til de bedste restauranter i Danmark, men deres produktionsmetoder er en torn i øjet på myndighederne. Se historien om Niels’ idealistiske og fantastiske måde at drive landbrug på.

 

I 1975 valgte civilingeniør Niels Stockholm at stoppe som forskningsleder på DTU (Danmarks Tekniske Universitet). Han brugte alle sine penge på at købe Thorshøjgaard, ved Dronningmølle i Nordsjælland, som han forærede til en almennyttig fond. Fondens formål er at drive et biodynamisk landbrug, der samtidig er bevaringscenter for oprindeligt rødt, dansk malkekvæg.

Instruktøren Phie Ambo har fulgt Niels tæt på i flere år; når han plejer sine dyr, dyrker sine marker i samarbejde med universet og kæmper en hård kamp mod myndighedernes kontrollanter. Dette er blevet til DOXBIO’s nye dokumentarfilm Så meget godt i vente.

 

Sandheden vil begynde at eksistere før eller siden

For Niels er gården, Thorshøjgaard, og hans dyr ikke noget, der er begrænset til hans levetid. Han har visioner for fremtidige generationer og ønsker, at den jord, han efterlader, også skal være frugtbar til glæde for mennesker i de næste tusinde år. Han påpeger derfor i starten af filmen, at den måde, han driver landbrug på, ikke er noget fra fortiden, men noget for fremtiden.

“Fremtiden kan komme i morgen, eller om hundrede år, men vi skal forberede os på den. Det, vi laver, er alt sammen sandt. Man undgår ikke, at sandheden vil begynde at eksistere før eller siden,” siger han i filmen. Niels og Rita opbygger et unikt forhold mellem alle slags planter og dyr i naturen – i smuk forening med sandheden og nærheden.

www.doxbio.dk

www.doxbio.dk

Koen skal have horn

Kontrollørerne anklager ham for brud mod dyreværnsloven, fordi han driver landbrug mod bedre vidende. Koen skal have horn, mener Niels. Kontrollørerne mener, de skal afhornes. Myndighederne påpeger i filmen, at han har behandlet alle 124 dyr uforsvarligt, fordi han ikke benytter sig af ny teknologi og viden, men derimod ikke afviser de gamle bonderegler – fordi han kan se virkningen.

Køerne spiser kun hø. Intet mærkeligt foder med tilsætningsstoffer. Han fodrer kun sine dyr med noget, der er dyrket på gården og fokuserer således på den smukke afrundende cyklus, et landbrug kan være bundet op på. Har køerne orme i maven, giver han dem rødbeder to dage før fuldmåne. Rødbederne giver dem diarré og afhjælper dem den dårlige mave. Når det er fuldmåne.

Alligevel frygter han, de vil fratage ham retten til at holde husdyr. Det må ikke ske. Han ved, hvordan det hænger sammen i virkeligheden. Han gør det bedste for dyrene. Han er livsskabende. Og landets førende kokke står i kø for at få del i gårdens produkter. Alligevel bliver han trukket i retten.

 

Her vil jeg bo

Så meget godt i vente er et must. Det er et vigtigt talerør inden for hele debatten om fødevareindustri og landbrug. Og så er det en sindssygt smukt fortalt historie; latinske vers tilsat klassisk musik, blæsevejr, naturgødning, komuler, et menneskes kærlighed til dyr og planter, skumringstid, regndråber og nærbilleder går op i en højere enhed.

Jeg vil bo på Thorshøjgaard. Jeg er imponeret. Og fan. Der er så meget godt, vi kan gøre – både for jorden og for menneskene. Og de små skridt, vi gør nu – det er kun begyndende, famlende skridt.

 

Hvad: DOXBIOs nye dokumentarfilm Så meget godt i vente

Hvor: Øst for Paradis

Hvornår: Premiere den 3. september kl. 18.45 (der er udsolgt til premieren, men filmen går i Øst for Paradis et par gange om dagen det næste stykke tid)

Hvorfor: Fordi filmen fokuserer på en landbrugsform og et livssyn, der er så beundringsværdigt

Mønt: ca. 75 kr.

Links: se programmet på Øst for Paradis’ hjemmeside og se trailer på DOXBIO’s hjemmeside her.

Skriv en kommentar