Først var der ét. Så to. Så… mange flere. For godt og vel en måned siden spadserede jeg en tur på Trøjborg. Her mødte jeg ikke mindre end syv stativer fyldt med tøj og et skilt med et MobilePay-nummer.
Jeg blev solgt. Midt i septembersolen på vej hjem fra uni spottede jeg sweateren, jeg bare måtte have. Og endda til den nette sum af 40 kr. Den hang på et af de mange tøjstativer, der hele tiden popper op og pryder bybilledet. Det var egentlig på farten af min cykeltur på vej hjem, at sweateren fangede mit øje. Jeg måtte derfor stå af cyklen og lige trille tilbage for at kigge lidt ekstra på den.
Og den var perfekt. Perfekt til efterårets kulde og perfekt i form og farve, som jeg netop havde vurderet i farten. Jeg sendte de 40 kr. til det vedhæftede MobilePay-nummer og cyklede hjemad med et smil på læben og sweateren i cykelkurven. Det må man altså kalde en både miljø- og SU-venlig forretning og en ægte win-win-situation for både for køber og sælger. Tænk, at man kan være heldig at finde sit nye yndlingsitem midt på gaden. Who would have guessed?
One woman’s trash is another woman’s treasure
Og det er jo genialt. For vi kender det jo alle sammen lidt for godt. Der er altid den bunke tøj i skuffen eller på “tøjstolen”, som bare på en eller anden måde har groet sig fast. Tøjet bliver ikke rigtig brugt mere, men vi orker heller ikke at gå ned med det til den nærmeste genbrug. Vi orker heller ikke tage fyrre billeder af hvert enkelt stykke tøj for at lægge det op på diverse tøjsalgssider på Facebook, selvom man burde.
Og det er så her, at tøjstativsforretningen kommer ind i billedet. Den er nemlig en helt perfekt og ret nem løsning. Det kræver “kun” et tøjstativ (har man ikke et, kan man være kreativ), et skilt med sit Mobile-Pay-nummer og et prisskilt. Og så er det egentlig bare ned på gaden med det og håbe på, at der kommer nogen forbi, der forelsker sig i dine gamle klæder. Som man jo siger: one woman’s trash is another woman’s treasure.
Medmenneskelig tillid
Jeg kan dog ikke lade være med at bide mærke i dét element, der synes lettere skjult bag de mange bøjler med deres fine tøj hængende på dem. Et element af sentimental karakter. Tillid, som stativerne for mig er blevet et manifesteret symbol på. At efterlade sine klæder på gaden uden opsyn og med en tiltro til sine medmennesker, der lige så let kunne hapse dem og smutte, luner mit hjerte. Og så er det også bare hyggeligt, at man kan trille ned ad gaden og stryge bøjlerne igennem for spændende sager en tirsdag på vej hjem. Det skaber lidt liv i bybilledet.
Derudover er det ikke kun et Trøjborgfænomen. Det er over hele Aarhus, at man kan støde på stativerne, så længe vejret vel tillader. Så min opfordring lyder: tag din veninde, bror, mor eller studiekammerat med under armen og udforsk dit lokale gadebillede – måske du støder ind i lige netop dén kjole, de bukser eller dén efterårssweater, du har ledt efter. Og endda til en overkommelig pris.
