Trangen til at skabe sit eget har længe været der. Med 3 børn og et fedt job kræver det dog en god portion mod at smutte fra den trygge tilværelse. Det har Charlotte Holm Schau gjort. VINK var til reception i hendes nye forretning A ROOM ABOVE.

 

På Frederiksbjerg, nærmere betegnet Frederiks Allé 114, ligger en lille kælder, som nu er omdannet til en butik, hvor Charlotte udfolder sig. Her har hun skabt en butik med egne og andre kommisters varer inden for møbler og interiør.

 

Dagens vejr har bestået af regn, regn og regn og ankeltykke stråler. Nu er det tidlig aften og jeg er til reception hos A ROOM ABOVE. Kort forinden er det stoppet med at regne. Lige inden for døren mødes jeg af varme fra den væghængte pejs og en storsmilende butiksejer.

 

Ønsket om at være med i hele designprocessen har Charlotte næret længe. Hun tegner selv sine designs, står for materialevalg og vurderer hvor og hvordan det skal produceres. Derudover tilbyder hun rådgivning inden for produktudvikling og indretning.

 

2

 

Mors signatur

Køb-og-smid-væk-kulturen passer ikke Charlotte Holm Schau særlig godt. Hendes mor havde sammeholdning. Hun hed Solveig. Derfor handles der hos A ROOM ABOVE også med nøje udvalgt second-hand, hvor varer med kvalitet og sjæl kan komme i nye hænder.

 

”Min mors holdning til genbrug var, at tingene skal være i rigtig god stand. Og derfor er SOLVEIGS SIGNATURE et blåstempel på kvalitet med hjerte og omtanke for miljøet.”

 

Det er tydeligt, at sans for kvalitet er gennemsyret i hele butikken. Charlottes sofaborde i eget design oser af kvalitet. Gedigent håndværk og stærke materialer. Selv om tendensen for mange designere er, at man får produceret sine varer uden for Danmark, har hun valgt at bevare produktionen i Danmark.

 

3

 

Øjenåbner

Efter i mange år at have høstet erfaring inden for store designvirksomheder, så som Bolia og Interstil, var det på tide at udleve sine egne drømme.

 

”Der har hele tiden været en lyst til at følge denne drøm, men det skal også kunne hænge sammen med tre børn. Nu tror jeg det rette tidspunkt er her,” siger Charlotte.

 

Mens vi står og taler, kommer alle tre børn og krammer deres mor. Det er tydeligt, at der er opbakning fra baglandet. Kælderen og baggården er efterhånden godt fyldt op med familie, venner og interesserede. Med kolde øl, snacks og livemusik ser det ud til at A ROOM ABOVE bliver skudt godt i gang. Hos VINK glæder vi os til at se mere fra Charlotte Holm Schau og ønsker hende god vind fremover.

 

4

 

Hvad: Møbler og boliginteriør, produktudvikling og indretningsrådgivning.

Hvor: Frederiks Allé 114

Hvorfor: Fordi du fortjener inspiration til et fedt hjem.

Mønt: Priserne står for god kvalitet.

Linkhttp://www.aroomabove.com og https://www.facebook.com/aroomabove