HEJ

HEJ

PORTRÆT-SERIEN: VINK hilser denne gang på drengene fra startup/event venue Hotel Paraiso

 

Familie_pic_farve

Hotel Paraiso // Foto: Benjamin Lund

 

Hvad er jeres passion?

Vores passion er at skabe meningsfulde ting og altid være nysgerrige og sultne efter mere. Så når man falder over nogle lokaler, som dem her nede på Sydhavnen, så kan man ikke lade være at slå til, for væggene er fulde af drømme og idéer, der bare venter på at komme ud og blive til virkelighed. Og det er det, vi brænder for – at få ideer og drømme til at blive til virkelighed. Vi vil gerne sætte handling bag ordene og gerne med Aarhus som afsæt.

 

Hvad kan I bedst lide ved Aarhus?

At der ikke er så langt fra forestilling til virkelighed, eller ide til handling, om man vil. Når der ikke er så højt til loftet, er det nemmere at nå… kunne man fristes til at sige.

Det er relativt nemt at overskue, hvem og hvad man skal have fat på, for at få ting til at ske. Der er en nærhed, ikke bare i byen, men også til andre byer og områder udenfor Aarhus – der findes også fede ting udenfor ringgaden.

 

Hvad handler jeres projekt om?

For mig (Martin) handler Hotel Paraiso om at være i bevægelse og aldrig at gå i stå. Det er et sats, det er noget nyt, og det er pisse spændende. Nogen typer mennesker synes jo, at livet handler om penge og at se TV, men for mig handler det om den her bevægelse. Belønningen i at se ting skabes og blive til og bevæge sig videre. Derfor bliver jeg ved med at investere min “kapital” i nye eventyr. Det har i første omgang taget form som et kontorfællesskab, men jeg er stor fan af evig forandring, så det kan sagtens tranformeres og ændres.

Vi er meget hands-on. Det er nemt nok at få idéer, men de skal også foldes ud. En strategi er jo intet værd hvis den ikke føres ud i livet. Derfor kombinerer vi proces med handling – og det gør vi bl.a. for Northside, SPOT og ved at hjælpe nye iværksættere på vej.

 

Hvad håber I, at folk vil få ud af projektet?

For lige at zoome lidt ind et øjeblik, så er vores mål med at etablere Hotellet, at vi vil være med til at præge hele området på Sydhavnen. Der kommer til at ske virkelig mange ting hernede de kommende år og vi er allerede involveret i et større projekt, der virkelig vil kunne ses i byen. Det bliver en ren loppebutik med kreahoveder, der går i selvsving.

 

I lidt større skala vil vi gerne skabe forbindelser til andre steder i Danmark og verden. Hvis man vil blive ved med at udvikle sig, så bliver man også nødt til at opsøge nye forbindelser udenfor de vante rammer. Så hvis alt går vel, kan vi inspirere en masse mennesker til at tage nogle af de skridt sammen med os.

 

Hvem: Martin Thim, Tobias Kjærside og Daniel Walsh – bæredygtighedsekspert, proceskonsulent og projektmager.
Hvad:
Hotel Paraiso – en ministat og et iværksætter-hotel målrettet folk med lidt mere gonzo i blodet end normalt.Tag forbi og få et pas til staten, hvor der hverken eksisterer religion, politik eller hierarki.
Hvor: Jægergårdsgade 154, 8000 Aarhus C.
Hvornår: Altid.
Hvorfor: Fordi det er et sprudlende mini-agency, der er grundlagt af tre gutter, men som i udgangspunktet består af alle, der kommer i huset. Kernen er læring, co-lab, proces, kaos og farver – blandet med søvnløse nætter.?
Links: Hotel Paraiso – Facebook

Skriv en kommentar