Lars Von Trier har lavet en storslået smudsfilm med stiv og skæv sjæl.
Det er lidt langt, men det er filmen også, og selv om man kun skummer fløden af ens tanker og kondenserer dem, er det ikke nok. Der er så fucking meget kød til ALLE ens huller!
Liderlig
Vi står i caféen udenfor salen. To par og en enlig fyr med briller og intelligens. Min veninde joker med, at vi er på vej i sexbio sammen. Vi griner lidt akavet, og så siger hun det eksplicit, ”Nu er det akavet”. Igen griner vi – akavet. Andre har fortalt mig, at man helt mister lysten til sex umiddelbart efter, man har set filmen. Andre endnu vil slet ikke se den, fordi de har læst i feministiske anmeldelser, at den er kulminationen af Triers kvindeforfølgelse. Hvad kan være værre end at se én af ”hans” kvinder klippe sin klitoris af? tænker jeg bare og må samtidig indrømme, at jo mere folk søler den til, jo mere liderlig efter at se den, bliver jeg.
Sprængt mødom
Stacy Martin, klein med lys, stram hud, spiller den unge Joe i vulvaens magt. Allerede fra barn af elskede og forfulgte hun ”the sensation”, f.eks. ved at hælde vand ud over badeværelsesgulvet og lege frø, mens hun gnubbede sit barneunderliv hen ad fliserne. Hurtigt bliver hun voksen og kan ikke vente med at sprænge sin mødom. I dørkarmen på et bilværksted spørger hun derfor Jerôme (Shia LaBeouf), som hun har udset sig, fordi han ejer en knallert: If I asked you to take my virginity, would that be a problem? Det er vist redundant at skrive, at nej, det er ikke et problem for Jerôme, som både tager hendes jomfruelighed for- og bagtil.
1001 kopper te
Selv er han en cirka tres årig aseksuel jomfru og derfor, hævder han, den bedste dommer til at vurdere hendes historie. Sådan veksles der frem og tilbage mellem fortid og nutid. Sådan præsenteres en nymfomans sorte selvsyn i konflikt med noget, der prøver at indgyde håb. Fortællingerne holder Seligman underholdt lidt som Scheherazade gør i 1001 nats eventyr, men når Joe er færdig, vil sove og slukker lyset, kryber lysten gennem mørket.
1001 mands cum
Barskheden bliver lettere at bære med Joe og Seligmans ping pong, der indskriver sig i en sjælden Trier-tilbøjelighed, nemlig humor. Den er faktisk en moderne tragikomedie om lyst og ulyst.
1 Charlotte Gainsbourg
Charlotte Gainsbourg, der spiller Joe i anden halvdel af filmen, er for mig at se, én af vor tids mest intense skuespillerinder. Rent fysisk er hun petite (dog med overraskende store brystvorter) og naturpjusket (som en lidt ældre og fransk Ronja Røverdatter). Hun har en evne til at virke stille og forsagt og dog tage en med storm. I et YouTube-interview med hende, siger hun, at hun elsker karakteren Joe, selvom hun ikke er enig med hende. Charlotte tager et øjeblik mere til at tænke over sit forhold til Joe, mens hun kigger ned. Så siger hun med sin karakteristiske bløde stemme: ”She’s very defendable” og kigger direkte ind i kameraet og holder blikket fast. Som publikum er det tydeligt at se, at også hendes inkarnation af Joe og dennes livssyn samt begær holdes fast, selv hvor det gør ondt, og man gerne vil lukke øjnene. Som skrevet er hun både stilheden og stormen.
1 sjæl
Meget rørende, siger Joe, at hendes sjæletræ, som hun finder under en flugtrejse gennem et naturrigt bjergområde, står fuldstændigt skævt og dog fasttømret mod alle odds på siden af en spinkel skrænt. Det kan virke fortrøstningsfuldt, at der er disse træer, der ligner sjæle, der kan udstå kulden selv uden deres ”kød” på, men så enkelt, så naivt kan man aldrig tolke i en Trier-film. På farens dødsleje, tager han og datteren da også en smuk lille rejse gennem memory lane, hvor vi én gang til føres gennem sjæle-skoven. Men han får ikke lov til at dø så nemt, så smukt, så afrundet som i en Hollywood-film. Han skal lige skrige som i Munch-billedet og rulle rundt i sit eget lort, mens han kigger på sin skræmte datter med et vanskabt blik.
Tid
Paradis
Det var en fed kontrastfuld oplevelse at sidde i Paradis og se den, en biograf ligeså proppet med sjæl som Nymphomaniac er proppet med kød. Ligeledes blev oplevelsen beriget af den mangfoldighed af frisindede folk, en sådan biograf tiltrækker, hvor jeg endte med at sidde ved siden af en ældre dame, der højlydt stønnede hver gang, hun var enig med noget, de sagde i filmen og måske også hver gang, hun blev en smule ophidset? Det intensiverede ikke just min eventuelle ophidselse, men intensiverede helt sikkert oplevelsen af ikke bare at se en film, men også at være tilstede i en biograf og se den sammen med andre mennesker.
( )
Den er et mesterværk, der ikke blot rummer en storslået æstetik, men ligeledes underholder både intellektet, sanserne og lattermusklen.
Hvor: Øst for Paradis, Paradisgade 7-9, 8000 Aarhus C.
Hvornår: Se program, men bl.a. kl. 19
Hvorfor: Fordi det er én af Triers triumfer
Mønt: 120 kr. (det er jo nærmest to film)
Links: Øst for Paradis’ egen hjemmeside, deres Facebookside, interview med Charlotte Gainsbourg