KUNSTREPORTAGE: På Kunsthal Aarhus finder du udstillingen ”DUMP!”, hvor komponenter såsom kompost, jord, beton og bæredygtig kunst indgår. Udstillingen omhandler naturen og vores planet – samt hvordan vi bruger, nedbryder og opbygger den.
Udstillingen DUMP! er en del af Kunsthal Aarhus’ serie COLLECTIVE MAKING, der handler om at skabe i fællesskab og ikke mindst de associationer, vi lægger i begrebet ”skabelse”. Serien prøver i øvrigt at flytte grænserne for, hvordan man kan skabe kunst i en mere utraditionel forstand.
Der har været open calls i løbet af de sidste to år, hvor kunstnere kunne byde ind med værker og idéer. Dette er der kommet en lang række udstillinger ud af, hvoraf DUMP! er den seneste af slagsen.
Videnskab og kunst forenes
DUMP! ønsker at stille spørgsmålet, om kunst kan bidrage med noget og dermed være bæredygtig. Umiddelbart vil man ikke sætte kunst og videnskab sammen, men det er netop, hvad der er sket med denne udstilling.
Der er i alt tre kuratorer på udstillingen med hver deres meget forskellige baggrunde og forudsætninger. Elaine Gan er Art Director på Aarhus University Research in the Anthropocene (AURA). Antropocene betyder, at man forsker ud fra den idé, at vi er i en ny tidsalder, hvor alt miljømæssigt er forandret pga. menneskets eksistens på kloden. Derudover finder man Steven Lam, Director på School of Art and Design of Purchase College, og til slut Sarah Lookofsky, der til daglig er Assistant Director på det anerkendte kunstmuseum MoMA i New York.
VINK fik som den eneste presse en snak med sidstnævnte kurator om DUMP!
Kunst med et bæredygtigt formål
Lookofsky forklarer, at det virkede mere og mere umuligt at tænke på kunst som en isoleret størrelse fra omverdenen: “Ofte ses økonomisk vækst som en god ting, men det er det ikke, hvis man ikke tænker konsekvenserne med ind i det”.
Hun forklarer videre, at vores klode står overfor en udfordring rent miljømæssigt, der kræver, at vi tænker i nye baner. Både i forhold til vores måde at skabe kunst på og ikke mindst at bruge kloden. At kunst typisk skabes i form af udstillinger og værker – ting som bygges op, men som rives ned og smides ud bagefter. “Tanken bag dette føltes arbitrær”, understreger hun. Hun kendte til mange kunstnere, der også tænkte over disse forhold – mange som i øvrigt er at finde i selve udstillingen. ”Man kan ikke blive ved med at skabe for evigt”.
Succes måles i produktivitet
Lookofsky opfordrer især den besøgende til at tænke på produktion på en anden måde, når denne oplever udstillingen. ”Mennesker – alt dét vi værdsætter er at producere. At være produktive. Hvis man er et succesfuldt menneske, så har man produceret rigtig meget. Man har været rigtig travl. Det er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved dette.”
Levende organismer og samfundskritiske reklamer
På udstillingen finder man en del levende organismer, fx i form af værket’Landscape Change and Fungal Histories’, der er en stor bunke af træflis. I bunken findes svampesorten ectomycorrhizal, der gradvist skal nedbryde træet. Hermed bliver værket både set i form af dets æstetik, såvel som dets nytteværdi, da det er et forskningsprojekt, der skal undersøge om svampen kan bruges til at omdanne forurenet jord til ny.
”Normalt har man en vis distance til et kunstværk, men med dette værk kan man gå tæt på og se et slimet spor fra en snegl eller måske en edderkop, der gemmer sig i bunken. Det er en helt anden måde at opleve kunst på”, forklarer Lookofsky.
Et andet værk, der er utraditionelt i sit format, er den samfundskritiske ’Let’s Go! Arctic’ skabt af The Yes Men. Reklamen hang oprindeligt i bybilledet, hvor offentligheden troede, at det var en Shell reklame, der var gået grueligt galt. Dette gjorde, at ”kampagnen” gik viralt under #shellfail. Afsenderen af reklamen var selvfølgelig ikke Shell. Den var i stedet en meget kritisk (og kreativ) parodi på Shells nye boreplan i det Arktiske Ocean.
En indiansk performancekunstner
Cecilia Vicuña er en chilensk kunstner og digter, der siden 1960’erne har haft fokus på kloden og naturen via sine optrædener og kunstværker. Hun nedstammer fra en indianerslægt og har bl.a. været med til at starte kunstnerkollektivet Artists for Democracy. Hun gæstede Kunsthal Aarhus for at fremvise og fremføre sit projekt ‘Semiya 2015’ samt holde en artist talk.
Semiya 2015
Cecilias ønske er at vise, at vi som mennesker på et tidspunkt havde et meget tæt forhold til naturen. I sit kunstværk ’Semiya 2015’ ønskede hun at videreføre denne tankegang.
Idéen til værket blev født allerede i 1971, hvor hun foreslog den daværende socialistiske præsident, Salvador Allende, at indsamle frø fra hele Chile og bruge dem til en national folkefest for frøet. Dette blev ikke fuldført, da præsidenten ikke mente, at Chile var klar til en sådan fest. Det skulle til gengæld ske lørdag d. 5. september 2015 i et lidt mindre format i Kunsthal Aarhus.
Alle aarhusianere der havde lyst, skulle samle frø i sensommeren. Når man samlede frø, skulle man undersøge dets egenskaber, hvor det kom fra, og derefter dele med andre under #semiya2015. Frøet blev dermed hyldet som noget livsgivende og magtfuldt. Man så det i form af dens kræft og så dette lillebitte frø, som noget, der bl.a. kan give mad, blive til et træ og producere luft og energi. Disse frø blev blandet med frø, som kunstneren selv havde plukket i Chile (se video nedenfor), og som efterfølgende skulle plantes.
ANTS WAY
Aarhus Kunsthal faciliterer og skaber mange interessante arrangementer, såsom filmvisninger, ferniseringer og ikke mindst de næste udstillinger i rækken af COLLECTIVE MAKING. Her kan man bl.a. nævne ANTS WAY, skabt af kunstneren Jaroslaw Czarnecki, der går under kunstnernavnet Elvin Flamingo. Han viderefører kunst- og videnskabstemaet ved at lade rigtige myrer skabe deres egen kultur i rammer designet af kunstneren selv. Dette projekt skal vare helt indtil 2035.
Hvad: Udstillingen ’DUMP! Multispecies Making and Unmaking’
Hvor: Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13, 8000 Aarhus C
Hvornår: 27. Juni 2015 – 20. September 2015. Der er i øvrigt afslutningsfest på onsdag.
Hvorfor: Bæredygtighed er i forvejen en ret inkorporeret del af vores hverdagsliv og ses i høj grad i form af måden, vi sorterer skrald på og ikke mindst den mad, de transportmuligheder samt det tøj vi vælger. Det næste skridt er, at den bliver inkorporeret i kunsten. Er man interesseret i at se, hvordan det kan lade sig gøre, samt se en noget anderledes og utraditionel udstilling, skal man besøge DUMP!
Mønt: Gratis
Links: Find Kunsthal Aarhus’ hjemmeside her eller på Facebook her.