Lad os være ærlige – det er ikke en særligt ophidsende tilværelse vi lever pt. Men kulturlivet ruller alligevel afsted, og de har brug for os, og vi har i den grad brug for dem. Her får du et par bud til at få et sanseligt fiks denne weekend med en kraftig opfordring til ikke at falde helt hen i vinterhi og isolation. Vi har brug for det, venner!

 

TORSDAG

// Foto: Pressemateriale, Ruby Sky

 

Aarhus Series: Mød hovedperson Amanda Collin til premiere på ‘Raised by Wolves’

Sted: Musikhuset. Kl.: 19.00. Mønt: Gratis, men kræver tilmelding.
Aarhus Series Festival åbner denne dag for en weekend i seriernes tegn med blandt andet dette arrangement, hvor du kan møde Amanda Collin, der er hovedperson i den nye science fiction serie Raised by Wolves, som 16. december kommer på HBO Nordic.

Aarhus Series Festival kan opleves flere steder i Aarhus til og med søndag den 1. november. Læs mere her.

RUBY SKY // Klubscenen

Sted: Klubscenen, Musikhuset. Kl.: 20.00. Mønt: Gratis.
Tag til koncert med singleaktuelle Ruby Sky, der kaldes sig selv et dansk/norsk R&B-band, og bliv lullet ind i en alternativ virkelig med groovy vibes og forførende samklange på Musikhusets særlige, intime scene Klubscenen. Det har vi vist alle brug for i disse tider! Koncerten er gratis, men der er et begrænset antal pladser, så kom tidligt!

 

FREDAG

Knyt og Kaffe i Domen

Sted: Domen. Kl.: 13.00. Mønt: Gratis, men kræver billet.
Projektfællesskabet Gro Selv afholder denne fredag knytteworkshop, hvor du kan komme og lære at knytte dit helt eget planteophæng. Gro Selv har fokus på at lave workshops med upcycling, oplevelser og mad med et minimalt CO2-aftryk og således formidle måder at leve og nyde på, som er mere bæredygtigt for vores klima og klode. Eventet er gratis, men kræver billet.

Filmvisning: Mr. GAGA

Sted: Bora Bora. Kl.: 19.30. Mønt: Gratis, men kræver billet.
På Bora Bora viser de dokumentarfilmen om Ohad Naharin som indenfor for moderne dans er anset som en banebrydende koreograf og instruktør ved Batsheva Dance Company i Israel. Dokumentaren følger Ohads liv og kunstneriske praksis gennem 8 år i et mix af intense dansesekvenser og scener fra hans personlige liv. Eventet er gratis, men kræver billet.



LØRDAG

// Foto: Dokumentation fra åbningen 24. oktober, Ida Brottman Hansen

Åbning: Technical Bodies, Bodies Technically

Sted: Kvindemuseet. Kl.: 10.00-17.00. Mønt: 75 kr. (entré til hele museet)
Som en del af POW Festival Aarhus åbner udstillingen Technical Bodies – Bodies Technically. Festivalen er imidlertid blevet udskudt, men udstillingen åbner stadig og sætter kroppen under loop i perspektiver, der ikke så tit får lov til at få plads i kunsten. Du kan opleve otte forskellige kunstneres blik på kroppen og repræsentationen af kroppen og af køn. Udstillingen har åbent helt til 30. december og kan opleves i Kvindemuseets åbningstid.

Benchwarmers (a live, still life)

Sted: Udstillingsstedet Spanien 19c. Kl.: 13.00-16.00. Mønt: Gratis.
Tag et smut forbi Spanien19c, hvor du kan opleve Ida Brottman Hansens udstilling Benchwarmers (a live, still life), som er en performativ totalinstallation, hvor Brottman Hansen arbejder med performative medie som et selvstændigt værk. Du kan i udstillingen opleve disse “bænkevarmere” manifesteret som faktiske piger på bænke denne lørdag eller en anden dag. Spanien19c har åbent torsdag til søndag 13.00-16.00 og udstillingen kan opleves indtil 8. november.

Løve’s Litterære Dage 2020 (på Godsbanen)

Sted: Godsbanen. Kl.: 14.45-21.00. Mønt: 50 kr.
Løve’s Litterære Dage 2020 inviterer indenfor til et nedslag i dansk litteratur anno 2020 med et spændende program, der løber over både fredag og lørdag. Lørdag eftermiddag kan man blandt andre møde Asta Olivia Nordenhof, der er aktuel med romanen Penge på lommen, der er første del af en septologi om mordbranden på Scandinavian Star, og som hun har modtaget Per Olov Enquist Prisen 2020 for.
Eventet starter allerede fredag aften, og denne lørdag kan man deltage om eftermiddagen og om aftenen. Man skal være obs. på, at der kræves separat billet fredag aften, lørdag eftermiddag og lørdag aften.

 

SØNDAG

// Foto: Pressemateriale, Galleri Image

 

Exhibition: No Name by Wang Ningde

Sted: Galleri Image. Kl.: 13.00-17.00. Mønt: Gratis.
Søndag er for mig en rigtig langsom slentredag. Jeg foreslår dig derfor at gøre mig kunsten efter og slentre forbi Galleri Image i Vestergade, som lige nu viser udstillingen No Name med den kinesiske kunstner Wang Ningde. Værkerne er en form for collager af fotografier, som Ningde har taget af steder, hvor ulovlige reklamer og lignede er blevet malet over. Ningde har sammensat disse fotografier til nye, ekspressive værker, som du kan opleve et udpluk af i denne udstilling. Udstillingen kan opleves indtil 15. november.

Anders Vestergaard / Erik Kimestad

Sted: Erlings Jazz- og Ølbar. Kl.: 16.00. Mønt: 80 kr.
Afslut weekenden med manér ala Erlings med jazz og øl i selskab med duoen trompetist Erik Kimestad og trommeslager Anders Vestergaard. De mestrer jazzens improvisatoriske kunst, og hvis du er heldig, får du en forsmag på deres nye album The Taffy Galaxies og fortolkninger af klassikere, som du kun kan opleve denne eftermiddag.


//Coverfoto: VINKaarhus