Der begynder at melde sig en rigtig hverdag ude i horisonten. Det betyder for de studerende af os, at vi ikke kan gå ud og bruge alle vores lommepenge på kunst og kultur, når en udgiftstung bogpakke og en catch up tur på den lokale venter på os. Meeeeen derfor kan vi vel godt vælge at investere den pose pant, der har stået ude i entreen i syv uger, på en god weekend. I hvert fald er et gennemgående tema for den her weekend gratis entré, og du kan derudover bruge de penge, du selv finder i budgettet. God weekend!

 

Torsdag

Gylden kro-quiz

Sted: Den Gyldne Kro Kl.: 19:15-20:15 Mønt: Gratis + drikkevarer

Kom og vind et øltårn, eller en flaske sprut, eller et gavekort til ZENZA på 1000 kr. (!). Hver torsdag åbner Den Gyldne Kro op for halvanden times quiz i klassisk pub stil. Et fif fra en gammel quizrotte må være dette: Hvis nabobordet køber shots til jer, betyder det, at I er tydeligt klogere end dem.

 

Fredag

Luka Ida Holmegaard. Foto: Sarah Michelle Riisager

Tre litterater og en Disc Jockey

Sted: Frontløberne Kl.:16-22 Mønt: Gratis

Hvad kan litteraturen, når forfatteren bag selv læser den op? Og hvordan er blandingen mellem ny dansk litteratur og en ivrig hus-dj? Find ud af det på fredag, når de tre forfattere Luka Ida Holmegaard, Amalie Smith og Malte Tellerup læser op af deres værker og inviterer til en samtale om selvsamme hos Frontløbernes arrangement Litteraturen Lever. I Mellemtiden vil Resident DJ Hans Solo udfylde stilheden. Arrangementet kan også ses dagen efter med andre forfattere.

 

Sommerfest på Godsbanen

Sted: Institut for (X) Kl.: 16-23 Mønt: Gratis + mad og drikke

Pølser, fadøl og stjernekastere. Det lyder som fourth of july for eksilamerikanere, men det er ganske almindelig dansk sommerfest a la Institut for (X). Der vil være DJ’s og et Glimmer Crew til at smøre arrangementet ind i musik og, ja… glimmer!

Lørdag

En formiddag med strygere

Sted: DOKK1, Store Sal Kl.:11-12 Mønt: Gratis

Lyden af natten skal opleves om formiddagen, lyder et gammelt mundheld… eller det gør det i hvert fald nu. Seks professionelle strygere udgør det unge og dynamiske kunstnerkollektiv, Ensemble Hermes. De klassiske musikere vil uden brug af en dirigent forsøge at formidle, hvordan natten lyder. Billetter til Lyden af Lørdag skal bookes på Dokk1’s hjemmeside.

 

Yoga til selv de stiveste

Sted: Mindeparken Kl.:10-11:15 Mønt: Gratis

Hvis din krop, ligesom min, er blevet lidt stiv af at ligge i en solstol og sutte drinks på kokosmælk en hel sommer, så er lørdag dagen, hvor første skridt mod et smidigt efterår begynder. Der er lagt i kakkelovnen til en times hatha-yoga på begynderniveau. Du skal bare selv have en yogamåtte med dig.

 

Søndag

// Foto: Musikhuset

Gammelt lort og guld 

Sted: Mølleparken Kl.:10-15 Mønt: Gratis

Som leverandør af weekendens kulturelle indslag, er jeg ikke meget for at lægge mine anbefalinger i vejrgudernes hænder, men på søndag skal vi udenfor. Luk øjnene og forestil dig, at du står i Mølleparken. Det summer af liv, du kan høre åens rislen bag dig, og sveden hagler af dig. Solen skinner fra en skyfri himmel. Det er the power of positive thinking, og det er det, der skal sikre ideelle forhold for et klassisk Flagstangsmarked i Mølleparken.

Coverbillede: // VINKaarhus