Arbejdsugen er for de fleste kort med en fridag torsdag og nok endda fredag. For andre synes den måske uendelig lang: begravet til op over begge albuer i bøger og eksamenslæsning. Frygt ej, VINKs ugentlige weekendguide tager dig i hånden og trækker dig igennem forårets sidste dage. Byen emmer af folkefester og bydelsevents med bl.a. Aarhus Pride, Vestergadefesten, og Fritter, Fadøl og Forestilling på Sydhavnen. Der er nok at tage fat på – lad os komme i gang!

 

Torsdag

Lad dig forføre til burlesque horror på Aarhus Teater // Foto: Aarhus Teater

Udforskning på egen hånd: Aarhus Amtssygehus

Sted: Tage Hansens Gade. Kl.: Hele dagen. Mønt: Gratis.

Start miniferien ud med at besøge en del af Aarhus, der, inden længe, udsættes for paradigmet ”helhedsplan”. Dvs. byfornyelse der udhuler al historisk funktion eller ikke-kommerciel anvendelse. Nå, lidt sur galle skal der til. Dét uagtet, er området for det gamle Aarhus Amtssygehus i Tage Hansens gade altså fantastisk. Skinner solen er der glimrende grønne pletter til en lille Himmelfarts-picnic på den sydvestlige side. I tusmørke bliver området også en glimrende ramme for historier, eventyr og lidt urban udforskning.

 

TAPE: Heathe x Sunken x kollapse

Sted: Tape. Kl.: 20:00-02:00. Mønt: 60 kr.

Musikalske oplevelser kan være svære at sætte ord på. Især når det gælder genrer, der er mere ukendte for dig. Metalkoncerter er, særligt for undertegnede skribent, fremmede, men dog stadig mystisk tiltrækkende. Derfor har jeg spurgt min gode ven Martin fra Hjørring om hvad, der egentligt skal ske på Tape torsdag aften. Indledningsvist fortæller han mig fuldstændig tørt, dog dybt ironisk, at det er sådan noget ”god, kristen musik.” Helt uden at fortrække en mine på dén der vendelboske facon. Særligt begejstret fremhæver han Heathe, da ”det er sån et par gutter fra Ållern, som spiller noe fed smadder drone rockmusik.” Tag på Tape torsdag og find ud af, om I er enige med i hvert fald denne vendelbos anbefaling.

 

The Rocky Horror Show

Sted: Aarhus Teater. Kl.: 19:30-22:00. Mønt: 60/220-450 kr. (stud./alm.)

Forestillingen har kørt længe, men slut da lige Kristi Himmelfart af med en dybt seksualiseret burlesque-gyser-opsætning på Aarhus Teater. Lad dig underholde til en aften med musical, der kunne være en måde at varme op til en weekend, der står i folkefestens og mangfoldighedens tegn. Lad dig forføre til en kombination af glamrock, B-films gyser og lyserøde toner.

 

Fredag

Giv en hånd til affaldsjagt på Store Torv fredag formiddag // Foto: Facebook begivenhed

 

Affaldsjagt Nordens Reneste By

Sted: Store Torv. Kl.: 10:00-11:00. Mønt: Gratis (plus på samvittigheden).

Vi skal også lige kort omkring valgkampens varmeste emne: klima, økologi og ren klode. Denne gang ikke som diskussioner af store politiske idealer eller økologiteori, men tværtimod fuldstændig håndgribeligt. Trænger du til at gå lidt håndfast til værks og efter mange års weekend og fastfoodskrald måske score plus på samvittigheden? Så tag med til affaldsjagt på Store Torv fredag formiddag.

 

Pop-op Udstilling: Perpetuum Mobile

Sted: Sydhavnen. Kl.: 11:00-17:00. Mønt: Gratis.

Der tages fat på migration til denne installationsudstilling med titlen”Science.Art.Fiction”, hvor otte forskere og debattører kommer med hver deres bud på, hvordan en verden med fri ind- og udvandring kunne se ud. Overskriften og kombinationen af kunst, sci-fi og spørgsmål om migration lyder mere end rigeligt tillokkende til, at det må anbefales som fredag eftermiddags adspredelse.

 

Lørdag

Fejr Aarhus mangfoldighed og find dine regnbuefarver frem til LGBTQ+ parade // Foto: Martin Ballund

 

Vestergadefesten

Sted: Vestergade. Kl.: 09:00-23:59. Mønt: Gratis.

Vestergade er ikonisk. Beliggende i og som en del af midtbyen, men alligevel helt sin egen. Ikke helt så ungdomshipt som Graven, men klart med en særpræget mikrourban følelse. Selvom gaden har ligget begravet i vejarbejde lukkes gaden igen af, når den røde løber rulles ud, og der, igen i år, afholdes Vestergadefesten – en vel nærmest forvokset vejfest, der, på sin vis, minder os om Aarhus’ særlige selvopfattelse og ind imellem lettere skizofrene by-identitet. Oplev Aarhus’ symbolske position imellem provinsiel magelighed og storbydrømme på Vestergade.

 

Aarhus Pride 2019

Sted: Midtbyens gader. Kl.: 11.30. Mønt: Gratis.

Fejr mangfoldighed i Aarhus og tag del i årets Aarhus Pride. Programmet er klar, og paraden starter på Bispetorv og slutter ved officerspladsen ved Musikhuset. Sidste år deltog mere end 7000 mennesker, forhåbentligt endnu flere i år. Programmet fortsætter med taler, priser og andre indslag på scenen ”Pride Lounge” i Musikhusparken resten af eftermiddagen. Afslutningsvist, kan du ende din regnbuefest på Centralværkstedet til efterfest. Der er ingen undskyldning for ikke at finde din regnbuehat frem og tage af sted.

 

Smed X Games 2019 Gade Edition

Sted: Godsbanen. Kl.: 12:00-01:00. Mønt: Gratis.

Igen i år arrangerer Smed X Games street konkurrence i BMX og skateboard. Sidste år var eftermiddagen og aftenen, bogstaveligt talt, ren ild og stemningen var usammenlignelig stemningsfuld og glad! Udover selve dagens hovedpunkt inkluderer programmet også gademad, gadefest og koncerter på Godsbanen.

 

Champions League finale

Sted: Bar/Værtshus/Bæverding. Kl.: 21:00. Mønt: Gratis (afhænger af antal øl).

Det er klubfodboldens årlige højdepunkt, når finalen i Champions League i år spilles i Madrid. Selvom du ikke er fodboldfanatiker, anbefales der, fra VINK, at du finder et værtshus gerne med nogle halvfulde Tottenham- og Liverpool fans. Selv husker undertegnede skribent bl.a. tider på det hedengangne Billabong-bar i Skolegade, hvor West Ham fans dengang søgte tilflugt. På sådanne steder findes opsangsekvilibrisme og kreative fur i en særlig liga. Find et bekvemt hjørne, bestil en kold top eller hof og nyd derefter blot den regnbue af fornærmelser, der bliver kastet afsted mod dommere og modstandere.

 

Søndag

Fritter, Fadøl og Forestilling er endelig tilbage // Foto: Facebook begivenhed

 

Søndag i Paradis: Sommeren 1993

Sted: Øst for Paradis. Kl.: 11:00-13:00. Mønt: 150 kr.

Du har ondt i håret efter en enormt moralsk tilfredsstillende lørdag, hvor du fik marcheret for mangfoldighed eller måske drukket gravøl efter Champions League finalen. Du ignorerer fuldstændig din forfængelighed og bevidsthed om hipt image og beslutter dig for at ”brunche” lidt en søndag. En film kunne også være godt. Acceptér hvad din krop så kraftigt hungrer efter: få plejet dine tømmermænd med en himmelsk brunch og stimulér din filmlyst med andet en B-films-gyser med familiefortællingen”Sommeren 1993”.

 

Folkefest på havnen

Sted: Fiskerivej. Kl.: 11:00-15:00. Mønt: Gratis

Denne weekendguides anden bydelsfest foregår på havnen, hvor der inviteres til et bredt sortiment af stimuli i skyggen af Aarhus Øs skyskrabere. Både smags-, æstetiske og musikalske sanser sættes i stævne på Fiskerivej søndag formiddag. Har du din lille nevø eller niece på besøg skulle arrangementet endda være børnevenligt. Arrangementet er umiddelbart afskyeligt folkeligt, men lidt dekadence, der involverer skaldyr, vin og jazz, lyder altså utroligt fornøjeligt.

 

Fritter, Fadøl og Forestilling #4 – Lev livet mens du lever det

Sted: Sydhavnen. Kl.: 16:00 & 19:00. Mønt: 65 kr.

Efter en pause vender kulturarrangementet ”Fritter, Fadøl og Forestilling” tilbage for fjerde gang. Vandreforestillingen afholdes af to omgange søndag, og du kan stadig nå at købe billetter. Slut weekenden af med manér: tag ned på Sydhavnen og oplev en hyldest til livet.