WEEKENDGUIDEN – UGE 13

WEEKENDGUIDEN – UGE 13

Weekendguiden i denne uge guider dig ikke kun til kulturelle arrangementer i påsken, den viser dig også vej. I livet. Amen. VINK guider dig nemlig til, hvordan du lever som Jesus. Og er du ikke så meget til Jesus, anbefaler vi også film med vold og sex. Der burde være lidt til enhver smag.

BONUS: ONSDAG

Indkøb

Sted: Din lokale dagligvarebutik Kl.: ca. 07:00-22:00 Mønt: 0-∞

I dag skal du ud at handle. Jeg har skrevet det på Weekendguiden, fordi jeg hvert år glemmer, at der er noget, der hedder helligdagslukket, før jeg står foran Netto torsdag eftermiddag. Jeg under de færreste at spise gammelt rugbrød med syltetøj og ris med ketchup hele påsken.

 

TORSDAG (SKÆRTORSDAG)

Hør sange som “2000 Meter I Frit Fald” og “Vi Er Ikke Kønne Nok Til At Danse” akustisk med Simon Ask på guitar. // Foto: Facebook event

Katinka live fra Musikhuset

Sted: Live på Facebook Kl.: 19:30-20:05 Mønt: Gratis

Enten elsker man Katinka Bjerregaard, eller også lyver man. Man kan mærke hende i stemmen, der ikke altid synger toneklart, men som er dansk, rå og intim. Man kan føle hende i teksterne, som både er hverdagssande og poetiske. Og så kan man høre hende live fra Musikhuset i Aalborg på torsdag.

Gør som Jesus

Du kan også vælge at bruge din skærtorsdag, som Jesus gjorde. Invitér nogle venner over til brød og vin. Du er nødt til at invitere færre end 12 venner, som Jesus gjorde. Til gengæld skal I ikke sidde overfor hinanden ved spisebordet, men side om side, hvilket har den fordel, at I ånder mindst muligt på hinanden. Meget corona-venligt.

 

FREDAG (LANGFREDAG)

Blinkende Lygter - Så Holder Du Kraftedeme Kæft, Kælling! GIF | Gfycat

Æggepustning og ægte dansk humor

Sted: Hvor som helst Kl.: Når som helst Mønt: 0-29 kr + æg

”Det’ en syg høne, der har lagt det æg dér”

Hvis du er bedre til at puste æg end Thorkild, så sæt dig til at puste æg sammen med dine tre bedste kriminelle venner og en irriterende kæreste. Fuldend oplevelsen med at leje Blinkende LygterBlockbuster eller Viaplay. Vil du spare 29 kr., så tjek dine forældres loft eller kælderrum. Jeg vil æde Stefans hat på, at du finder filmen i den gamle DVD-samling.

Gør som Jesus

På vegne af VINK og mig selv anbefaler jeg ikke at gøre som Jesus netop i dag. Dagen stod nemlig på tortur og korsfæstelse, det er noget rigtigt “do not try this shit at home”.

 

LØRDAG

// Foto: Pixabay

Hvad er sjovere end Tivoli?

Sted: Tivoli Friheden Kl.: 11:30-19:00 Mønt: 105kr (inkl. rabat onlinekøb)

Tag i Tivoli Friheden sammen med resten af Aarhus og omegn! Tivoli Friheden åbner nemlig igen efter vinter- og coronalukket. Mon ikke der hopper fuldvoksne mennesker rundt i kaninkostumer og deler chokoladeæg ud eller noget lignende? Det er da værd at se. Spøg til side, vejret bliver godt, og der er flotte dekorationer, varme belgiske vafler og kolde fadøl i Tivoli. Vi har ikke haft det så sjovt på det seneste, og hvis ikke man har det sjovt i Tivoli, hvor så?

Gør som Jesus

I dag skal du bare sove rigtig længe, faktisk helst hele dagen. Det hjælper, hvis du har rigtig mange tømmermænd, så du hverken føler dig helt i live eller helt død.

 

SØNDAG (PÅSKEDAG)

// Foto: NRK via DR

Sex og penge i Norsk TV-hit

Sted: DRTV Kl.: Når som helst Mønt: Gratis

Hvis du i dag ikke har en påskefrokost i ærmet, og du for resten er træt af, at jeg har skrevet så meget om religion i den her Weekendguide, er der her en serieanbefaling. ”Penge er den eneste fællesreligion. Det kan man ikke benægte,” bliver der fortalt fem minutter inde i den norske serie Exit – de norske milliardærer. Kort før den udmelding bliver vi præsenteret for to af vores fire hovedpersoner. De har splejset om en sexarbejder, og da den ene milliardær er utilfreds med, hvor lang tid, den anden er om at blive færdig, tager han sig en drink, to baner coke og Viagra, og går så amok med en køkkenkniv i bar røv og stiv pik. Der er eksplicit nøgenhed, stoffer, alkohol, løgne, sex og penge. De er absolut ligeglade med, hvem de sårer med deres hedonistiske livsstil. Jesus would not approve.

Forresten er serien skrevet ud fra virkelige beretninger fra den norske finanselite, og de er vilde med den i Norge. NRK fortæller, at Exit – de norske milliardærer er blevet streamet mere end Skam. Skam!!

Og så der er masser af binge-guf. Anden sæson er netop udkommet på DR.

Gør som Jesus:

Efter en lang, livgivende søvn står du lidt tidligt op og går en lang tur. Jesus gik omkring 160 km til Galilæa. Vi anbefaler dog hverken at gå 160 km eller at være turist Galilæa, som i dag ligger lige nord for West Bank, Palæstinensisk land i Israel. Måske du skal nøjes med at gå en tur i Riis Skov eller Botanisk Have.

 

Glædelig påske!

Nyd Dan Turéll og Sølvstjernernes ‘Jesus flipper sangen’

Skriv en kommentar