Foråret er skudt i gang, lyset begynder lige så stille at vende tilbage og fuglenes fløjt minder os om, hvor skøn Århus er når solen skinner! Weekenden byder på alt fra Chicago-rap med Mick Jenkins til Kvindernes Internationale Kampdag. Natlyst udgiver debutalbum, der er ‘TÆCHNO-FEST’ på Institut for X og post-punk på TAPE! VINKaarhus guider dig sikkert gennem weekenden.

TORSDAG

Billedet indeholder sandsynligvis: en eller flere personer, folk, der står, himmel og friluftsliv
Mick Jenkins spiller på VoxHall torsdag aften. // Foto: Facebook

ALBUM-RELEASE MED NATLYST PÅ ATLAS OG KONCERT MED RIGMOR

Sted: Atlas Kl. 20.00. Mønt: 75 kr

Siden det århusianske band Natlyst udgav deres første EP Ti Skridt i 2017 er det gået stærkt. De har blandt andet haft et nummer på 1. pladsen på P3’s barometerliste og spillet spændende koncerter ikke mindst på SPOT og til Copenhagen Jazz Festival. Natlyst, der består af ikke mindre end 11 musikere (!!!), udgiver på torsdag deres debutalbum Modig på Atlas og det må du endelig ikke gå glip af!

Som support medbringer de Rigmor, der spiller melankolsk indiepop og baserer deres tekster på Michael Strunges maniodepressive tekstunivers – en blanding, der i hvert fald vækker ovenstående skribents nysgerrighed!

 

MICK JENKINS PÅ VOXHALL

Sted: VoxHall Kl. 20.00, Mønt: 210 kr

Den Chicago-baserede rapper Mick Jenkins spiller på VoxHall. Mick Jenkins spiller intelligent og dybsindig rapmusik, der forholder sig til samfundet og livet generelt. Jenkins er musikalsk beslægtet med navne som Chance the Rapper, Noname og Saba, så hvis du ikke er i humør til lokal undergrunds-indie-melankoli i form af Natlyst og Rigmor på Atlas, er Mick Jenkins et fantastisk alternativ.

 

FREDAG

Rrose er hovednavn til FEUM’s ‘tæchno-fest’ i A-huset fredag aften. // Foto: www.247tickets.com

 

KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG PÅ KVINDEMUSEET

Sted: Kvindemuseet Kl. 10-22 Mønt: 20 kr

Fredag d. 8. Marts er kvindernes internationale kampdag og i den forbindelse inviterer Kvindemuseet indenfor til en dag fyldt med “feministisk factfullness”. Der er program fra kl. 10 til 22, så jeg opfordrer til at man tjekker begivenheden ud på Facebook. Programmet byder blandt andet på oplæg og debat om facts og myter i kønsdebatten, demonstration og historisk modeshow v. etnolog Frederikke Heick (Kræver tilmelding). Der er stadig masser at kæmpe for – både for kvinder, mænd og alt derimellem! I dagens anledning kan du købe billet til Kvindemuseet for kun 20 kr.

 

TRETRINSRAKET PÅ TAPE: MODEST, GRACELESS & J. FEN HAPENS

Sted: TAPE Kl. 21.00 Mønt: 85 kr (forsalg) 100 kr (dørsalg)

TAPE i Mejlgade affyrer intet mindre end en tretrinsraket fredag aften, når de åbner dørene til koncert med Modest, Graceless og J. Fen Hapens. Modest spiller dystopisk indierock med referencer til britisk post-punk som The Smiths. Graceless drives af Rasmus Hostrup og spiller punkrock! J. Fen Hapens leverer ærlig indie-rock med noget på hjertet.

 

FEUM (FORENINGEN FOR ELEKTRONISK UNDERGRUNDSMUSIK) INVITERER TIL ‘TÆCHNO’ PÅ INSTITUT FOR X

Sted: A-Huset (Institut for X, Godsbanen) Kl. 22.00  Mønt: 80 kr

FEUM holder techno-fest i A-huset på Institut for X. Hovednavnet er amerikanske Rrose, der er det musikalske alias for Seth Horvitz. Navnet ‘Rrose’ antyder en reference til en af kunsthistoriens store darlings, nemlig Marcel Duchamp, der i 1920’erne brugte netop navnet Rrose som pseudonym, blandt andet for at sløre sit køn. Udover Rrose består programmet af lokale Sofus Forsberg og LUNI (også kendt som Lui fra Double Rainbow)

LØRDAG

Billedet indeholder sandsynligvis: 6 personer, folk, der står
MONTI spiller lørdag aften på Atlas. // Foto: Facebook

URBAN-FEST MED MONTI OG OUT OF TOWN PÅ ATLAS

Sted: Atlas Kl.: 20.00 Mønt: 100 kr

Lørdag aften spiller det århusianske hiphop-projekt MONTI på Atlas og der er garanti for en god aften! MONTI har de sidste par år spillet bl.a. Roskilde, Spot, Grimfest og Distortion festival og har markeret sig som et lovende navn på den danske urban-scene. “Hos MONTI balanceres netop den teksttunge, hurtigt-spyttende hiphop på et knivsæg med besnærende grooves og et varmblodet opkog af et væld af genreinspirationer”, som det lyder på Facebook-begivenheden. Med sig tager MONTI gruppen Out of Town, der blander rap med forskellige genre og synger om at være ung!

 

MOON LOVES HONEY, PHOSPHOR KID OG NØIA PÅ RADAR

Sted: Radar Kl.: 21.00 Mønt: 50 kr

Musikforeningen MONO præsenterer tre spændende upcoming-bands på Radar. Moon Loves Honey er et århusiansk dream pop/rock-band, der sidste år udgav deres første fuldlængde album You Drift Away From Me. Deres lyd skriger af indie med tykke synthesizer-flader og en velsløret vokal, der kredser om enkle, men catchy melodier!

Du kan desuden opleve Phosphor Kid, der også bevæger sig indenfor dreampop-genren. Phosphor Kid har en smigrende guitardrevet lyd, der vel sagtens kunne lede tankerne hen på 90’ernes alternative musikscene og et navn som f.eks. Cocteau Twins i deres mere poppede periode.

Sidst, men bestemt ikke mindre interessant, kan du stifte bekendtskab med dugfriske Nøia, der består af sangerinden Emma Elisabeth og trommeslageren Johanne Thorup. De spiller elektropop og på Facebook beskriver de sig selv som “følelsen af at vågne op i et fremmed telt på Roskilde Festival”. Hvem vil gå glip af det?

SØNDAG

Billedresultat for blendstrup
Jens Blendstrup i samtale med Lars Bukdahl på Løves søndag aften. // Foto: forfatterweb.dk

JENS BLENDSTRUP OG LARS BUKDAHL I SAMTALE PÅ LØVES

Sted: Løves Bog – og VinCafé Kl.: 19.00 Mønt: 70 kr

Søndag aften skal du tage på Løves Bog – og VinCafé og opleve den altid forfriskende forfatter Jens Blendstrup samtale med weekendavisens benhårde litteraturkritiker Lars Bukdahl. Blendstrup er særligt kendt for vanvidsromanen Gud taler ud fra 2004 og han har en skæv og underholdene måde at imødekomme sit publikum på. Lars Bukdahl er en af de helt store skikkelser på den danske litteraturscene og han har de sidste 10 år redigeret det legendariske poesi-tidsskrift Hvedekorn. Desuden er han selv udøvende forfatter. Blendstrup og Bukdahl er allerede et godt match, så kridt din sølvknappede stok, sæt hatten på skrå og tag på Løves på søndag!