WEEKENDGUIDEN

WEEKENDGUIDEN

Vejrudsigten er lidt tam, men det behøver din weekend altså ikke at være! For der er masser at tage sig til. Blandt andet en uges Artspace, headbanging under åben himmel, snapsetur i skoven, et 12-mands strygerensemble, Yoyo meetup og en somalisk kulturfestival.

 

TORSDAG

Timm Vladimir holder rejsegilde, hvor du kan komme og nyde hjemmebrygget øl og hotdogs. // Foto: Timm Vladimirs Køkken Aarhus

 

Rejsegilde hos Timm Vladimirs Køkken

Kl. 15.00-19.00 Mønt: Gratis

Timm Vladimirs Køkken åbner på havnen i Aarhus, og det bliver fejret med et stort rejsegilde. Midt i byggerodet bliver der grillet pølser, lavet hotdogs og budt på hjemmebrygget øl fra Timm Vladimirs eget bryggeri.

 

Dyrk yoga i det fri

Kl. 15.30-17.00 Mønt: Gratis

På torsdag siger DMI om vejret: ”Tørt med nogen eller en del sol”. Så forhåbentlig kan du strække dine lemmer, tage dybe vejrtrækninger og få det godt i kroppen, som man nu gør (eller i hvert fald jeg) efter yoga. Open Air Yoga Aarhus inviterer nemlig til Hatha Flow under den frie himmel ved siden af ARoS. Alle er velkomne, du skal blot huske din egen måtte, tøj svarende til vejret, evt. vand og et tæppe til afspænding. Betalingen er op til dig, og som de selv skriver: “Price: A hug, a beer or 20 kr. :)”

 

Ginsmagning

Kl. 19.00-20.30. Mønt: 300 kr.

Gin er blevet en mere og mere interessant spiritus at drikke – og med god grund. For hvem synes ikke om en god G&T? Til denne smagning vil du høre om og smage på forskellige slags gin – enten med eller uden tonic. Det er op til dig.

 

Whisky|Sound i Dome of Visions

Kl. 19.30-22.00 Mønt: 250 kr. / 350 kr.

Dome of Visions lægger hus til en kombineret koncert og whiskeysmagning. Whisky|Sound står bag konceptet, og de består af bratschisten Niels Dalum samt komponist og lydkunstner Nikolaj Kynde. De har begge en fælles passion for musik og whiskey, og idéen bag lyder som følgende:
”Whisky Sound er en multi-sanselig oplevelse, hvor alle aspekter af whiskyens smag, og ritualet omkring den, bliver udforsket og sat i musik. Whisky er særlig egnet til at omsætte til lyd, da den har en smag, der udover at hænge længe i munden også forandrer sig over tid, som et musikstykke gør det.”

 

FREDAG

Kom med til åbningen af Aarhus Artspace, en kunstudstilling, der kun har åben en uge hvert år. // Foto: Aarhus Artspace

 

Fatter Fredagsbar på Fatter Eskil

Kl. 16.00-21.00 Mønt: Gratis

Fatter Eskil inviterer til den sidste Fatter Fredagsbar inden sommerferien. Det sker i en af Aarhus’ hyggeligste gårdhaver, hvor der fra kl. 17.00-19.00 bliver serveret grillpølser. Musikken starter kl. 21.00, og under hele aftenen kan du nyde godt af fredagsbarens faste tilbud.

 

Yoyo Meetup Aarhus #4

Kl. 17.00-22.00 Mønt: Gratis

Jeg synes, at det er ret fantastisk, at Aarhus kan facilitere events som dette. Jeg synes også, at det er mindst lige så fantastisk, at der findes en dansk forening for yoyo’er – børn i 90’ernes pendant til fidget spinneren i dag. Så er du yoyo-entusiast eller blot interesseret, så er dette event lige noget for dig. Her bliver der snakket, diskuteret, vist tricks og generelt bare udvist en god stemning over at mødes over en fælles interesse.

 

Åbning af Aarhus Artspace

Kl. 18.55-21.00 Mønt: Gratis

Aarhus Artspace er en årligt tilbagevendende koncept-udstilling, der finder sted i en uge hver sommer. Det fungerer som en platform for eksperimenterende samtidskunst og som et laboratorium for kunstneriske og kuratoriske eksperimenter. Hver dag kommer der en ny interessant udstilling, så vi opfordrer til at holde øje med stedets begivenheder.

 

Koncert: Who Killed Bambi og Jonas H. Petersen

Kl. 19.30-21.00 Mønt: 150 kr.

Who Killed Bambi er et strygerensemble, som tager udgangspunkt i nordiske musikere, og denne aften er det i selskab med Hymns From Nineveh-frontmanden Jonas H. Petersen. Samarbejdet startede i øvrigt i 2014, hvor Jonas var gæstesolist på gruppens debutplade. Koncerten er en del af Who Killed Bambis tourné ”12”, fordi tallet går igen:

– 12 måneder – 12 koncerter – 12 solister – 12 steder –

Visionen med ”12” er at gøre stor brug af de rum, de optræder i. For eksempel et kontorlandskab i Filmbyen, et nedlagt TV-studie på Sydhavnen, en ældre mands herreværelse i Skolegade, en gammel lade i Årslev, et nedlagt plejecenter i Gellerupparken og lampebutikken Verpan.

 

LØRDAG

Få en forsmag på Svalholms kommende danseforestilling “Ultima” i ARoS. // Foto: Svalholm

 

Snapsetur i Hørhaven

Kl. 10.00-12.30 Mønt: Gratis

Vejret ser ikke for godt ud lørdag, så du skal huske gummirøjserne. Sammen med det skønne natur-initiativ Smag på Aarhus går turen til Hørhaven, hvor der er rig mulighed for at finde skovmærke, hybenrose, gråbynke, røllike og flere andre urter. Disse er aldeles velegnede til at komme i din snaps. Der bliver i øvrigt uddelt smagsprøver på forskellige snapse undervejs, og Jan Kristiansen fra Snapsogurter vil være guide på turen. Husk også nogle små poser eller en kurv.

 

Rejer og krabber ved Skæring Strand

Kl. 10.00-13.00 Mønt: Gratis

Lær mere om havets smådyr og fisk, og lær at tilberede dem over bål. Eventet kræver waders og rejehov, og er måske et lidt mere avanceret ét af slagsen, da den også varer i tre timer. Udstyr kan lånes i et begrænset omfang, så har du dit eget, er det klart en fordel. Biolog Lars Brøndum fra Naturhistorisk Museum vil vejlede i at stryge rejer og fange krabber. Han vil også komme med historier om småfisk og dyr, der findes på det lave vand.

 

En arbejdsdemonstration i danseudgave

Kl. 14.00-15.30 Mønt: Entré til ARoS

Kollektivet Svalholm vil fremføre en arbejdsdemonstration på deres kommende danseforestilling Ultima på ARoS. Forestillingen er skabt i samarbejde med BORA BORA, og den fokuserer på scenekunst, sundhed og omsorg. Der inviteres netop eksperter fra disse områder til at overvære, kommentere og perspektivere disse emner, på kunstnerisk vis, ud fra hver deres faglighed. Ligeledes er det meningen, at museets gæster skal gøre det samme.

 

SPOT Royal – Wangel & Alexander Oscar

Kl. 14.00-16.00 Mønt: Gratis

SPOT Royal-scenen skal henover sommeren underholde aarhusianere og besøgende med nyere dansk musik. Denne lørdag er det duoen Wangel, bestående af forsanger og sangskriver Peter Wangel og producer Kasper Ejlerskov Leonhardt. De fik stor opmærksomhed med deres EP i 2015, der har en lyd af melankoli i et elektronisk univers. Derudover vil 18-årige Alexander Oscar underholde med pop og ikke mindst debutsinglen “Ocean View”, der udkom tidligere på året.

 

DiarabyJamm Festival – afrikansk danse- og musikfestival

Lørdag og søndag, kl. 14.00-02.00 Mønt: Fra 50 kr.

Institut for (X) danner rammerne om en to-dags festival hyldet til vestafrikansk dans, musik, workshops, fest og mad. Der vil blandt andet være sabardans med Ngatch Fall Family, dj-set med Dj Peter Peter og meget mere. Alle er velkomne til at komme forbi og prøve kræfter med de forskellige events – dette uanset niveau og alder.

 

Headbanging under den blå himmel

Kl. 19.00-23.00 Mønt: Gratis

Hvis headbanging’en bliver lige så spændende og vild som aftenens bandnavne; Defrost, Speed Wanker og Static Fire, lover det godt. Der loves en vild stemning og en sindssyg fest i Dome of Visions! Så lyder det vist også som opskriften på en god lørdag – så kom afsted!

 

SØNDAG

Kom til Marked i Parken med fire af Aarhus’ dygtigste kulturinstitutioner. Mad, kunst, musik og loppefund bliver hyldet. // Foto: Kødbyens Mad & Marked – Aarhus

 

Sol, sommer og somalisk Kulturfestival

Kl. 13.00-23.00 Mønt: Gratis

AarhuSomali, en paraplyorganisation for 13 somaliske foreninger i Aarhus, inviterer til kulturfestival i Gellerup. Her kan du blandt andet høre de tre internationale somaliske musikere; Lafoole, Hussein Nuuriyow og Farah Kaftan. Derudover vil der også være taler af forhenværende biskop Kjeld Holm og russiske Professor Georgy Kapchits, som er ekspert i det somaliske sprog.

 

Marked i Parken

Kl. 10.00-15.00 Mønt: Gratis

Idéen med Marked i Parken er at skabe et mangfoldigt, hyggeligt og kreativt pop-up marked i hjertet af Aarhus, der sætter musik, kunst, loppefund og kulinariske oplevelser på dagsordenen. Musikhuset står for livemusik, ARoS vil sørge for kunstindslag, Flagstang Markeder ruller ud med knap 100 loppestande og Kødbyens Mad & Marked – Aarhus dækker ind med lækker mad.

 

Lav mad

Kl. Når du vil. Mønt: Afhænger af, hvad du laver.

Søndag er bare en god dag til at slappe af og til eventuelt at begive sig ud i spiselige opgaver. Naturen i sommertiden er for eksempel et godt spisekammer, og du kan blandt andet lave hybenmarmelade, og hvis du er heldig nok til stadig at finde hyldeblomster, kan du også lave lækker saft eller sirup. Er du til en lidt anden slags madlavning, er der her også en del gode opskrifter til god søndagsjunk.

 

God weekend!

//KH Lisa Larsen

 

Coverfoto: Dennis Kristensen

Skriv en kommentar

Jeg elsker kultur og bliver let forelsket i smuk poesi og inspireret af kreative hjerner. Jeg holder af gode samtaler og lækker mad (gerne kombineret), ejer mange grimme i-phone covers og ser generelt alt for få franske film fra 50’erne. Til daglig studerer jeg en kandidat på CBS.