VINK byder på et udpluk af kunstneriske, kreative og inspirerende arrangementer i de følgende dage lige her:

 

TORSDAG

Kunsthal Aarhus: Boglancering & Seminar: Ephemera Mundi – Den Oversete Verden. // Foto: Facebookbegivenhed.

Boglancering & seminar: Ephemera Mundi – Den Oversete Verden

Sted: Kunsthal Aarhus  Kl.: 12.00–19.00  Mønt: Gratis

Hvis du har lyst til at dykke ned i spørgsmålet omkring, hvorfor mennesker egentlig er så glade for at samle set igennem en kunstnerisk vinkel, så skal du rette benenes gang mod Kunsthal Aarhus, når der inviteres til seminar og oplæsning af kunstner Lasse Krog Møllers bog Ephemera Mundi.

Seminaret vil fokusere på centrale emner i kunstneren Lasse Krog Møllers virke nemlig passionen for at samle – hvorfor vi samler, hvordan vi organiserer og bruger samlinger og arkiver, der oprindeligt ikke var tænkt som samlerobjekter, men sidenhen er blevet det.

En række lektorer, forskere, kunstnere, museumsinspektører samt forfattere vil desuden give deres indblik i arkiveringens univers. Fra kl. 17.00–19.00 er der reception på Møllers nye bog –  monstro om der ikke også skulle være mulighed for at stille spørgsmål over et glas vin dér.

Du kan se dagens detaljerede program på Facebook-eventet lige her.

 

Ghetto Kunst

Sted: Fællesskabernes Hus i Bispehaven  Kl.: 15.00–18.00  Mønt: Gratis

Hvis du skulle have lyst til at begive dig ud til Bispehaven, venter der kunst ud over det sædvanlige:

I Fællesskabernes Hus i Bispehaven inviteres der nemlig indenfor til ferniseringsudstilling af kunstnere fra Danmarks ghettoområder, hvor der vil være mulighed at se værker i kulturkælderen i Fællesskaberne Hus. Hvis du ikke har stiftet bekendtskab med kunstnere såsom Onkel Rummand, Mari-Ann Petersen, Mahmoud Halimah eller Wanda Lerche-Jensen åbner dagen om ikke andet op for muligheden for at opleve anderledes kunst med noget på hjerte.

 

Torsdagstalks + fællesspisning: Én Af Os

Sted: Ungdomskirken i Aarhus  Kl.: 18.00–21.00  Mønt: Gratis, men 15 kr. for mad og en 10’er for øl eller vand

Torsdag den 5. april kl. 19.00 holder UngK Torsdagstalks – denne gang om temaet psykisk sårbarhed blandt unge i samarbejde med landsindsatsen Én Af Os. I Danmark rammes en ud af fem af psykisk sygdom – vi kender derfor alle én.  Hvad kan vi gøre, for at de også bliver en del af fælleskabet?

Nyd et vegetarisk måltid sammen med andre kl. 18.00, før aftenens tema bliver belyst: I løbet af aftenen vil der være besøg af to ambassadører fra Én af Os, som fortæller om det at være psykisk sårbar. Ambassadørerne er enten selv nuværende og tidligere psykiatribrugere, og andre er pårørende. De vil derfor fortælle om et liv med psykisk sygdom, og om hvordan man nedbryder tabuer og fordomme.

Kom med til en aftenen hvor du enten kan blive oplyst omkring et mere end relevant tema eller møde ligesindede personer i hyggelige rammer.

 

Hvilken betydning har de sociale medier for kønsdebatten?

Sted: Dokk1  Kl.: 19.00–21.00  Mønt: Gratis

Man skal have boet forholdsvis lang tid under en sten, hvis #MeToo-kampagnen skulle være gået ens næse forbi. Men hvilken betydning har de sociale medier egentlig i kønsdebatten?

På Dokk1 kan du få dine tanker og meninger vendt i plenum, når Kvindepolitisk Forum byder på oplæg og debat omkring det at blogge, safe spaces online, kønsdebat, fællesskab og aktivisme på og udenfor de sociale medier.

Sarah Daley fra Facebook-bloggen ”En Feminists Bekendelser” vil indlede arrangementet med sine tanker og betragtninger omkring onlineaktivisme.

 

FREDAG

Aarhus Bibliotekerne: ORDbanko. // Foto: Facebookbegivenhed.

Skraldcaféens Rejseskudsgilde på Sydhavnen

Sted: Sydhavnen  Kl.: 13.00–21.00  Mønt: Gratis

Initiativet Skraldecaféen har eksisteret siden 2015. Med antallet af familier i Danmark som ikke har råd til grundliggende ting såsom at købe mad, har det frivilligbaserede initiativ Skraldecaféen som sin forudsætning at skabe et fællesskab, der giver mennesker mulighed for at gå ud og møde andre omkring det at lave og spise et måltid mad. Ud over at hjælpe ved at skabe fokus på det danske overforbrug, ønsker de også at dele viden om ernæring, lave byttemarkeder for børnetøj og hjælpe hinanden med udfordringer i livet.

Den 6. april kan Skraldecaféen endelig fejre at have fået et opholdssted på Sydhavnen. På dagen er alle feststemte folk derfor inviteret! Forvent hygge, gøgl, musik og godt humør når dørene åbnes.

Så hvorfor ikke tage ned og give dem et velfortjent klap på skulderen for deres arbejde på Kalkværksvej 3 i tidsrummet kl. 13.00-21.00?

 

Ordbanko 

Sted: Åby Bibliotek  Kl.: 15.00–16.00  Mønt: Gratis

Har du brug for at komme helt ned i gear? Bare slappe af med en kop kaffe elle te mens du lytter til lidt historieoplæsning?

Så kunne ORDbanko måske være noget for dig – i ledtog med en veninde eller to! Bjørn Sand læser en historie højt, og du krydser ord fra historien af på din plade. Det lyder forholdsvist ligeså ligetil som at sige “easy peasy lemon squeezy”.

Der er forlydener om bogpræmier til de heldige vindere, så hvis det skulle give dig yderligere blod på tanden, skal du dirigere cykelkursen mod Åby Bibliotek d. 6. april.

 

Spirbar’: Budskaber

Sted: Scenekunsthus Aarhus  Kl.: 19.00–22.00  Mønt: Gratis

Quonga og Scenekunsthus Aarhus står bag endnu et arrangerement i SPIRBAR’-rækken:

SPIRBAR’ er et åbent symposion, der har til formål at styrke, samle og synliggøre det scenekunstneriske vækstlag i Aarhus. Til SPIRBAR’ kan du opleve en afslappet aften fuld af tanker, drømme og spændende diskussioner.

Aftenens tema er “Budskaber” og handler bl.a. om scenekunst med hjerte! Hvad gør fortællinger værd at fortælle, og hvorfor laves der scenekunst til at begynde med? Hvad fanger folk, når de går i teatret?

Så slå et smut forbi til SPIRBAR’ i Scenekunsthus Aarhus på Knudrisgade 5 fra kl. 19.00–22.30 for at møde ligesindede teater-aficionados eller få luftet dine tanker omkring scenekunstens status quo.

LØRDAG

Fuzz Club & Tapetown Present: Dead Vibrations // NOON. // Foto: Facebookbegivenhed.

Trends in contemporary Baltic cinema

Sted: Dome of Visions  Kl.: 11.00–13.30  Mønt: Gratis

Hvor skarp er du i dine baltiske filminstruktører? Kan du remse fem toneangivende film op fra de baltiske lande uden at ty til en hurtig Google-søgning?

Hvis svaret er nej, så er der rig mulighed for at blive klogere, når filmfestivalen Baltic Frames og Dome of Visions inviterer til instruktørseminar om trends i moderne baltisk filmkunst i anledning af, at de baltiske lande fejrer 100-året for deres selvstændighed.

Lørdag d. 7. april under festivalen Baltic Frames’ faner i Aarhus får både filmnørder og alment interesserede mulighed for at komme tæt på tre instruktører, Arunas Matelis, Ugis Olte og Eeva Mägi, der markerer sig på festivalen med tre vidt forskellige dokumentarfilm.

Seminaret vil blive moderet af Simon Drewsen Holmberg, leder af Dansk Kulturinstitut i Estland, Letland og Litauen.

Du kan i samme åndedrag tjekke filmfestivalen Baltic Frames 2018 i Aarhus ud, som kommer til at køre fra den 6.-9. april i Øst for Paradis.

 

Fernisering: “En tanke”

Sted: Se! Udstillings- og projektrum  Kl.: 14.00–17.00  Mønt: Gratis

Efter at hovedet er blevet fyldt med information omkring baltiske, filmiske tendenser, kan du tage et smut ned forbi Hendrik Pontoppidans Gade 34B til Se! Udstillings- og projektrum. Her er der fernisering på udstillingen En Tanke af kunstnerne Dick Nyhuus og Nalini Printz.

En tanke har mere end én betydning, afhængigt af hvilken sammenhæng den indgår i. Den kan være flygtig, og den kan have grobund i noget mere fast. Det flygtige eller det bevægelige versus det mere faste er omdrejningspunktet i Dick Nyhuus og Nalini Printz’ samarbejde. Fælles for Nyhuus og Printz er deres optagethed af det formmæssige og fortællingen.

Så få tanker omkring En Tanke når det flyvske begreb fortolkes i en kunstnerisk kontekst – helt kvit og frit.

 

Tanzanisk danseforestilling: The Chair

Sted: EUTOPIA Stage  Kl.: 20.00–21.00  Mønt: 50 kr.

EUTOPIA 2017 præsenterer i samarbejde med MUDA Africa og Black Box Dance Company forestillingen The Chair kl. 20.00 på Gudrunsvej 78:

The Chair er en danseforestilling, som er centreret om ’stolen’ og alle dens meninger og betydninger. I forestillingen medvirker fem tanzaniske dansere, som kombinerer afro-fusion, break dance, moderne dans og akrobatik på scenen. De akkompagneres af Samwel Hokororo, som spiller live på trommer.

Der kommer til at være akrobatik, dans og afrikansk repræsentation i spandevis, når performerne giver den gas på EUTOPIA STAGE.

Arrangementet kan opleves for en halv hund – billetter kan købes via linket her eller findes på selve Facebook-begivenheden.

Fuzz Club & Tapetown present: Dead Vibrations // NONN

Sted: Sydhavnen  Kl.: 21.00–02.00  Mønt: Betal hvad du vil

I samarbejde med Lydhavnen og Frontløberne præsenterer Fuzz Club Records og Tapetown et brag af en musikalsk oplevelse kl. 21.00, når svensk musik i topklasse indtager Aarhus. Psychedelia-rockgruppen Dead Vibrations og post-punk og coldwave musikeren NONN står klar til at spille hele aftenen!

Hvis du kan lide din lyd mørk og elektronisk, hvis du flirter lidt med shoegaze i dine playliste-valg, eller hvis du bare har lyst til at høre up-and-coming musikere, der kører den cool rock-stil så mød op på Jægergårdsgade 152 til to koncerter og støt de nyeste stjerneskud fra den nordiske musikbranche!

Husk kontanter eller MobilePay – kort modtages ikke!

SØNDAG

365Tekster: Solar Plexus: En Ord- og Lydperformance med Morten Søndergaard. // Foto: Pressemateriale.

Moments of Ageing – Fotoudstilling

Sted: Godsbanens foyer  Kl.: 09.00–21.00  Mønt: Gratis

Blev det lidt sent i går med festivitas og dertilhørende øl, så er der råd at hente dagen derpå: Svalholm Dans præsenterer fotoudstillingen Moments of Ageing i Godsbanens foyer, hvor du i Godsbanens åbningstid ganske gratis kan se kunstfotografier af – ja, gamle mennesker.

Moments of Ageing viser nedslag i Nønne Mai Svalholm fra Svalholm Dans’ koreografiske arbejde med projektet Rethink Ageing (2016–2018) og giver et indblik i den kunstneriske udvikling. De udvalgte fotografier viser mennesker (60+), som individer og grupper i forskellige grader af bevægelse. Bevægelsen i fotografierne spænder fra stor fysisk udfoldelse til bevægelse i meget mindre skala som f.eks. at læne sin egen kropsvægt imod et andet menneske.

Moments of Ageing giver beskueren mulighed for at se og dvæle ved udvalgte øjeblikke fra prøverne på og opførelserne af de to scenekunstværker Circuit – en refleksion over aldring (2016) og Ultima (2017).

 

Women of Aarhus: Stories from Egypt

Sted: Mellemfolkeligt Samvirke  Kl.: 14.00–16.00  Mønt: Gratis

På Vestergade 69 vil der være mulighed for at opleve Aarhus Feminist Reading Groups’ første installation i en ny serie af arrangementer kaldet ”Women of Aarhus.” Arrangement-serien har til formål at være en platform for det mangfoldige udvalg af kvinder, der bor i Smilets by, hvor de kan tale om deres oplevelser, deres arbejde og de emner, som de er lidenskabelige omkring.

Arrangementet kommer til at omhandle Amira Mortada, en egyptisk fotojournalist, der studerer i Aarhus. Hun vil diskutere sit projekt Silent Fire, hvordan det er at arbejde som fotojournalist i Egypten samt oplevelserne omkring at vokse op i landet og de dertilhørende tanker omkring feminisme.

Få din horisont udvidet til et afslappet event, der både kommer til at skue udad og indad på samme tid.

 

Solar Plexus – en ord- og lydperformance med Morten Søndergaard

Sted: Godsbanens Åbne Scene Kl.: 16.00–18.00  Mønt: 75 kr.

Et smut ned på Godsbanens Åbne Scene byder selvsamme dag på soniske ekspeditioner i Morten Søndergaards poetiske univers med Bisse, Marie Højlund, Jakob Schweppenhäuser, Emil Thomsen, Kenneth Nørby Andersen, Anders Boll og Klaus Q Hedegaard Nielsen.

SOLAR PLEXUS er en kollektiv forestilling et sted mellem kabaret, koncert og digtoplæsning. Med poesien som udgangspunkt folder en række musikere Morten Søndergaards digte ud i stærkt forskelligartede, lydlige landskaber. Tilskuerne inviteres med ind i ordenes kernereaktioner og med til de yderste betydningsgrænser, hvor ord og lyd smeltes sammen i stadigt nye konstallationer.

Bag arrangementet står 365TEKSTER, Project Art Writing, Aarhus Litteraturcenter, LiteratureXchange, Lyd+Litteratur Festival og Geiger Records.

Byd april velkommen med åbne arme – så bliver den så glad!

// Anne Sophie