VINK anbefaler: Drømmende debut-EP fra Antiplanet

VINK anbefaler: Drømmende debut-EP fra Antiplanet

Antiplanet formår på sin nyligt udgivne debut-EP Benspænder at udforske livets talrige kontraster. I løbet af udgivelsens fem sange skildres den menneskelige søgen efter en smertens afgrund, som på paradoksal vis skal lindre følelsen af en uendelig meningsløs hverdag. En hverdag uden dynamik og udfordringer. En hverdag uden benspænd. Samtidig bemærker man en konstant stræben efter en frihed uden for den menneskelige krop. 

Antiplanet

Antiplanet. Bag navnet gemmer der sig et Aarhus-baseret upcoming band bestående af Andreas Martin Mørch, Rune R. B. Eskildsen og Johannes Valentin Bang. Trioen står klar til at sparke døren ind til den danske musikscene med debut-EP’en Benspænder. Med kombinationen af synth-keys og pulserende trommer iklædt en elektronisk lydkulisse, skriver bandet sig ind i tidens bølge af indiepræget elektronisk progrock, som blandt andet tæller The Minds of 99, Fribytterdrømme, Fugleflugten og Zar Paulo. Alligevel er der noget særligt ved navnet Antiplanet. Navnet illustrerer bandets musikalske flugt fra det ordinære, og det konkret planetarisk jordbundne. Navnet indfanger en vilje til at søge tilværelsens modsætninger og eksistensens paradokser. Samtidig mærker man en konstant desperation i forsangerens stemme i sin kamp mod hverdagens virkelighed. Bandets musikalske udtryk hviler i en forståelse af, at musik er til for at bryde dagligdagens grå fikseringer. Musikken bibringer mennesket dét, som livet indebærer, nemlig eufori og smerte, ekstase og lidelse, op- og nedture.

Virkelighedens lave sigtbarhed

Ét af EP’ens mest gennemførte numre er sangen “Lav Sigtbarhed”. Forsanger Andreas Mørch slår temaet fast med det samme med åbningen: “jeg har ikke lyst til virkeligheden i dag”. Lytteren tages derefter med på en hæsblæsende virkelighedsflugt. I sangen søger man væk fra en verden, som males med postapokalyptiske musikalske strøg. Den gennemgående pulserende bas udtrykker samtidig en stigende eksistentiel desperation. Sangen kulminerer i forsangerens erkendelse af virkelighedens begrænsninger og dens lave sigtbarhed. Det nytter ikke længere at gå og vente på, at Jorden drejer rundt. Der skal ske noget. Lytteren hvirvles rundt imellem et abstrakt rum i det fjerne og virkelighedens genkendelige klaustrofobi. Men konflikten forbliver uforløst. Sangens hovedperson erkender, at han “må gå ud og så tilbage igen, et dobbelt hjerteslag”. Livet forbliver dobbelt og grumset – alt imens virkeligheden binder en fast til en stillestående jordklode.

Antiplanet står på tærsklen til at bryde lydmuren på den danske musikscene. Foto: // Rasmus Wang Kaa

“Man kan vel altid få en ny krop”

I modsætning til den klaustrofobiske desperation på “Lav Sigtbarhed”, skildrer udgivelsens afsluttende nummer “Note To Self” en mere selvtillidsfuld, drømmende, men også resignerende skikkelse. Den teatralske og optimistiske stræben efter frigørelse udfordres af en tungsindig indre stemme. Personen må opgivende erkende blot at være “et gennemsnitsmenneske”, som “bare pakker lortet ind og sender det”. Eksistensen er grå, og livet er begrænset. Alligevel angiver sangens tempo og energi, og Mørchs svævende vokal, at der eksisterer et alternativ. Dette alternativ viser sig dog at være et paradoks i form af en “kropstransplantation”. Det forhindrer dog ikke sangen i at nå frem til den absurde konklusion, at “man kan vel altid få en ny krop”.

Hvis ikke livet udvikler sig, som man selv ønsker – ja så kan man jo bare få en ny krop; eller kan man? Selvfølgelig ikke. Og det er netop paradokset. Nemlig dét, at mennesket stræber efter at overskride det uoverskridelige: kroppens begrænsninger. Netop dét ønsker Antiplanet at italesætte. At det paradoksale er en del af tilværelsen. En søgen efter det absurde kan bibringe livet nye muligheder og værdier, men også smerte og ængstelighed.

Livets dobbelthed

Det menneskelige liv er dermed dobbelt. På den ene side bundet til kroppen med fødderne plantet i hverdagens grå muld, og på den anden side åndeligt frigjort i tankens stræben efter en antiplanet, hvor kroppen ikke gælder. Tilværelsens frihed skal findes ved at overkomme hverdagen.

Dermed er vi tilbage til bandets lige så paradoksale navn, Antiplanet. Bandets identitet som noget modjordisk afspejles stjerneklart i EP’ens afsluttende nummer, hvor forsanger Andreas Mørch gør op med “gennemsnitsmennesket”, tager afstand fra det kropslige, og vender det hele på hovedet i et antitetisk udbrud med ordet “kropstransplantation”. Isoleret set er det et absurd begreb. Men netop det absurde vendes her til et ideal for hverdagsflugten i den gennemsnitlige dagligdag.

Følelsen af afmagt over for en hverdag uden bevægelse kan virke som et eksistentielt benspænd. Alligevel formår Antiplanet at trodse dagligdagens spændetrøje. Den elektroniske progrock-trio vover sig ud over kroppens begrænsninger på en EP, som udfordrer tilværelsens stilleståenhed. Bandet forsøger igennem sin musik at række ud efter et stykke af det uopnåelige. En modsat virkelighed uden for kroppen.

Træd ind i Antiplanets drømmende og desorienterede univers ved at lytte til EP’en lige her!

 

Coverbillede: // Illustration af Max Bæk Tellefsen

 

Skriv en kommentar