TangoJazz

TangoJazz

I sommerens smørhul mødte VINK én af musikerne fra det lille, aarhusianske orkester, der har forenet genrerne tango og jazz. Det er der kommet lidenskabelig vuggejazz og melankolsk fordybelsesmusik ud af. TangoJazz er aktuelle med albummet Milonga Triste og kan opleves live i festugen. 

 

Først, tryk her og lyt, mens du læser.

Ulrik Bisgaard, en i hvert fald to meter høj jazztrommeslager fra orkestret TangoJazz, tager imod os i sit hjem, iført et langt, sort forklæde, pudret med mel. Han er i gang med at banke en pizzadej sammen, forklarer han og smiler sit brede, meget rolige smil. Det er fedt at komme hjem til nogen og opleve, at man virkelig er hjemme ved dem, altså helt indenfor, og at man, trods sit journalistiske ærinde, ikke dukker op mellem kulisser og indstuderede sætninger. Bisgaard banker lidt videre på den store klump dej og laver stempelkaffe, inden vi går ned ad den smalle trappe til baggården, hvor solen stadig luner, selvom det er sidst på dagen.

 

t1

 

Ulrik Bisgaard fra TangoJazz // Alle fotos: David Juárez

Ulrik Bisgaard fra TangoJazz // Alle fotos: David Juárez

 

Musica vitae

Bisgaard lægger ud med at fortælle lidt om sin baggrund i musikken, som svar på min opfordring herom. Han har taget forklædet af og mørke solbriller på. Nu skal der snakkes jazz.

Trangen til at slå og finde rytme indfandt sig på tærsklen til teenageårene; 12 år gammel syntes han, at trommer var det mest appellerende instrument, ”det føltes bare helt rigtigt at sidde lige dér og være en del af musikkens fundament”.

Overgangen til jazz kom først senere.

”Jeg er kommet ret sent til jazzmusikken i virkeligheden. Jeg begyndte først at spille jazz, da jeg var i 20’erne. Altså forstået på den måde, at jeg begyndte at arbejde med, at nu ville jeg virkelig være god til at spille jazz. Indtil da havde jeg spillet jazz som sådan noget lidt bigband og noget easy jazz, som du ved, man nu kan spille det i et musikskoleorkester eller til et ’suppe-steg-og-is’-gig måske. Men efter jeg var kommet til Aarhus, så besluttede jeg mig for, nu vil jeg være god til at spille jazz, og så øvede jeg mig og mødte faktisk de folk, som udgør TangoJazz.”

”Hvorfor jazz?” spørger jeg og drikker kaffe, der glimter i solskinnet.

Bisgaard fortæller, at han startede med at spille Big Band jazz, hvilket i hans optik ikke var så meget jazz som en type rock udsat for jazz. Det var for firkantet, synes han.

”Det jeg forstår ved jazz er mere de fine nuancer og det sammenspil, der kan opstå helt spontant, hvor improvisationen er helt afgørende. Min interesse for jazz er kommet snigende på en eller anden måde, måske også i takt med, at jeg blev bedre. Det kræver faktisk rigtig meget at være åben i sin måde at kommunikere på, når man spiller.”

”Er det ikke også lidt skræmmende” spørger jeg og tager en ny slurk glimtekaffe og overvejer flygtigt, om det er fra en lignende solbeskinnet kaffeoplevelse, at udtrykket sort guld stammer. Jeg overvejer også flygtigt, hvor svært det er at være åben i sin kommunikation med verden generelt. ”Måske verdenslederne skulle lære at spille jazz?”

”Jo, nok mest hvis man er i en sammenhæng, hvor man føler sig lidt på gyngende grund. Men hvis man er i et eller andet format, man kender rigtig godt, og man er sammen med nogle folk, der ligesom tager den og giver den videre på en god måde, så er det faktisk bare utrolig fedt. Det er bare meget givende, du ved, ligesom at man i en god samtale kan blive helt løftet, fordi man ligesom føler, at man hele tiden får nye idéer, når man lytter på, hvad den anden siger.”

 

t3

 

Fra venstre: Ulrik Bisgaard, Jens Christian Kwella, Peter Friis og Florián Navarro

Fra venstre: Ulrik Bisgaard, Jens Christian Kwella, Peter Friis og Florián Navarro

 

Orkestergutterne 

Gutterne, som Bisgaard dengang mødte og med hvem, han ”trådte sine barnesko i jazzen i slutningen af 90’erne”, udgør orkestret, TangoJazz, med Peter Friis på kontrabas, Jens Christian Kwella på guitar og Florián Navarro på altsaxofon, foruden Bisgaard selv på trommer.

Bisgaard fortæller, at de mødte hinanden ved at jamme sammen, til hvilket jeg spørger, hvordan de kom til at jamme sammen back in the day.

”Jamen, det var bare fordi, at kulturen med jazz jo er den, at man griber knoglen, hvis man gerne vil blive bedre. Så skal man ud og jamme med nogen, og så ringer man til folk og spørger, om de har lyst til at mødes i et eller andet øvelokale ude i byen, hvor man prøver den af. Og så spiller man standards fra The Great American Song Book og øver sig i at spille lidt på måder, som måske ligner et eller andet, man har hørt, som man synes godt om. På den måde, så har vi en historie, der går lang tid tilbage.”

Friis, Kwella og Bisgaard startede i første omgang en trio sammen, hvor de spillede souljazz. Kwella skrev mange af deres numre. Senere, gennem fælles venner, mødte Bisgaard argentineren Navarro, som dengang levede i en slags nomadisk ambivalens mellem Danmark og Argentina.

I forbindelse med nogle jazzkoncerter, som blev arrangeret i Øst for Paradis, hvor solisterne skiftede fra koncert til koncert i henhold til forskellige temaer, slog det Bisgaard, at tango-temaet var oplagt, nu hvor de havde Navarro i deres fold.

Ræsonnementet var lige ud af landevejen: ”Han er argentiner, og hvis man er argentiner, må man da kunne spille noget tango”, Bisgaard griner drilsk, ”og det kunne Florian så faktisk.” Det var egentlig kun meningen, de skulle have spillet den ene tango/jazz koncert, men oplevelsen havde været ”så fantastisk, at vi tænkte, det er da det hér,  vi skal gøre”, siger Bisgaard og smiler drenget.

 

t5

 

t6

 

Ægteskabet

Gutterne skabte orkestret i 2011.

Helt centralt for orkestret, dets kraftværk, om man vil, er foreningen af jazz og tango. Jeg vil gerne vide, hvad der tiltaler dem så meget ved denne forening.

”Det, som tangoen giver os, i modsætning til jazz, er, at det bliver meget stemningsbåret. Det er jazzen selvfølgelig også, men den er meget ekspressiv, hvor at tangoen er meget inderlig. Den dvæler meget ved sine temaer, og der er denne her melankoli i tangoen, som du ikke finder særlig meget i jazzen. Eller i hvert fald dele af jazzen, der har sådan noget kraft i sig, hvor tangoen mere er nogle toner, som rammer nogle stemninger i dig. Det er dét, tangoen gav os. Den indgik et ægteskab på en eller anden måde med jazzen og gik op i en højere enhed, eller en syntese af en slags. De opløste sig ligesom i hinanden og blev til noget større, der gjorde, at vi tænkte: det her, det må vi simpelthen gøre noget mere i.”

Han ekstrapolerer: ”Vi sætter os lige mellem to stole og forbinder to forskellige nicher af musik, hvor folk ellers kan gå meget op i, at det skal være på en bestemt måde. Tangopurister ville f.eks. ikke synes, at det vi spiller er tango. Men vi placerer os imellem nicherne og prøver at tage det bedste fra begge verdener. Så vi spiller jazzen på en tangoagtig måde og vi spiller tangoen på en jazzagtig måde. Vi prøver nærmest at være lidt dialektiske, hvis man skal smide sådan et rigtigt universitetsord ind”, siger han og griner af det lange ord.

En anden ting, som måske adskiller disse gutter fra andre gutter, der spiller jazz og tango, er, at de ikke kun er venner i musikken.

”Normalt mødes man og spiller og har ligesom det der sammen. Man er sammen og har valgt folk, fordi de er gode. Vi har valgt hinanden både fordi, vi synes hinanden spiller godt, men også fordi vi kan lide hinanden. (…) Man kan ikke holde ud at spille med nogen, man ikke kan lide. Det er ikke nok at kunne spille godt, der skal også være en eller anden form for kemi. Det synes jeg, at den er og i endnu højere grad end den normalt er i sådan en spontan jazzkonstellation.”

”I kan måske kigge på hinanden og vide, hvad hinanden tænker, når I spiller?”

”Ja, på den måde kender vi hinanden, og det tror jeg også godt, at man kan se og høre, når man oplever en koncert. Vi er meget et orkester.”

Jeg tænker på mange af de jazzorkestre, jeg har oplevet, som virker mere som solister, der spiller på skift end som nogen, der spiller sammen.

”Selvfølgelig er vi også solister, men det er meget helheden, vi tænker i.”

 

t7

 

t8

 

TangoJazz-koncert på Café Hack 

Under jazzfestivalen hørte jeg dem spille på Café Hack, i annekset til venstre for indgangen til Aarhus Teater. Det buldrede udenfor caféen den aften, og regnen faldt snart med en sådan styrke, at jeg spekulerede på, om Aarhus var taget på sommerferie til troperne, med samtlige uanende aarhusianere i lasten.

Cafélyset var dæmpet og folk sad og vuggede til musikken som svajende palmer i det lille ørige af skyggefulde caféborde. En stribe hen over baren med vilde tigre – befandt vi os mon i de asiatiske troper i selskab med bengalske tigre? Saxofonen tudede og jeg kiggede op og så himmel under loftet, hvor musikken dryppede én vej, regnen den anden. Der blev overskyet i rummet mellem øerne, og trommerne slog som stille torden og drømmende hjerter.

Jeg listede gennem caféen på kattepoter, for ikke at forstyrre tonerne. Kravlede henover brostenene og ud mellem det høje græs i Langtbortistan, hvor jeg lagde mig i solen og badede mit maveskind i varmen.

Indrømmet, jeg glemte fuldstændig mine umiddelbare omgivelser og blev helt væk på min egen ø, derinde på Hack. Det var min personlige oplevelse af at høre TangoJazz – en poterejse gennem højt græs og varme mavefornemmelser.

Hvad mon din bliver?

 

t9

 

Hvad: Orkestret TangoJazz
Hvor: Orkestret har base i Aarhus. Under Festugen giver de koncert i A-Huset på Godsbanen
Hvornår: D. 31/8 kl. 20
Mønt: 100 kr, hvor der, udover den introverte musikalske oplevelse, lægges op til dans og lækre voksensnacks med kaffe, vin og cava.
Hvorfor: Fordi – nu ved jeg, det lyder pladderromantisk og kliché, but it is what it is: TangoJazz er en forunderlig rejse, man bliver helt væk i. På én gang sød melankoli til at dyrke det introverte og passioneret dansemusik til at svinge det extroverte.
Links: TangoJazz, Eventet på Godsbanen, album her, like dem på Facebook her.
Desuden er der Tangolounge i Baggården (gratis), hvor altsaxofonisten Florián Navarro bl.a. spiller. Her bliver der garanteret også danset!

Skriv en kommentar