Da Slowdive klædte Voxhall i støjende vellyd

Da Slowdive klædte Voxhall i støjende vellyd

Som relativt ny fan af Slowdives musik, følte jeg mig under koncerten næsten skyldig over ikke at have dykket mere ned i dem, inden jeg skulle forsøge at skrive et par ord om deres koncert på Voxhall. De leverede adskillige magiske klimakser og smertefuldt drømmende passager i en gennemført koncert.

Jeg må allerede fra starten af krybe til korset og indrømme, at jeg som anmelder måske ikke har den helt nødvendige musikhistoriske ballast til at skrive om en så definerende gruppe som Slowdive har været. Deres unikke sound har præget adskillige grupper siden deres udgivelser i slut 80’erne og 90’erne. Så langt er jeg med. Mestendels er jeg dog en af dem som har lyttet til deres nye udgivelse Slowdive (2017), der kom efter 22 års pause siden Pygmalion (1995).

Allerede aftenens support-act Dead Sea vidner om, hvordan et band kan lyde, når man har ladet sig inspirere af Slowdive. Især vokalen og guitarriffsene vækker genklang, mens gruppen i højere grad har valgt at bygge udtrykket på synths og tungere beats end slæbende trommespil. På den måde er det en fin og naturlig opvarmning. Efter en halv times musik og efterfølgende 45 minutters lydprøve og sceneskift, indtager de britiske pionerer scenen.

Åbningsnummeret bliver Slomo fra den nyeste plade. Allerede fra starten af står det klart, at den ekstra påpasselige lydprøve efter opvarmningsbandet gav mening. Knivskarp lyd bølger ud mod et tætpakket Voxhall. Enhver detalje står klart frem, og det er bestemt vigtigt for specielt den genre, som Slowdive praktiserer, hvor forskellen på støjrock og larm kan balancere på en knivsæg. Jeg er med dem allerede fra de første toner.

Det er, hvad der virker som nøje udvalgte visuals på et kæmpe bagtæppe, der udgør baggrunden for scenen til hvert nummer. Blidt bølgende animationer skifter til psykedeliske og hypnotiserende, mens musikerne selv næsten ikke rører på sig, og virker til at ville lade musikken og udtrykket tale for sig selv. Deres visuals, der for øvrigt ifølge flere anmeldelser var defekte til deres koncert i København, og deres drømmende udtryk passer enormt godt sammen.

Efter et par numre får vi første smagsprøve på et af de magiske klimaks, som gruppen leverer adskillige gange. Under nummeret Crazy For You trækker nummeret op til et sælsomt langsommeligt brag af hvidtglimtende stroboskoplys og støjende klange. Jeg giver mig fuldkommen hen og nyder enhver knivskarp detalje i lydbilledet inden Star Roving sættes igang af et sjældent hørt tight trommespil, der sætter sig i min krop.

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)

I løbet af koncerten er Slowdive gode til at komme rundt i de forskellige afarter af deres udtryk, som jeg også forventer mig må kunne klassificeres som ensformigt på en dårlig aften. Dette er dog aldrig tilfældet på Voxhall. De ældre numre giver afveksling i udtrykket, uden sammenhængen forsvinder, selvom jeg personligt stadig er mest vild med deres musik post-Souvlaki (1994). Der er både drømmende, psykedeliske, melankolske og storslåede elementer i løbet af koncerten.

Sammen med bandet foretager vi flere hovedspring ud i hvalsangsagtige guitarriffs og skarpt lysende glimt. Der er flere højdepunkter føjet til mine musikalske minder. Jeg har på et tidspunkt lyst til at stoppe med at forsøge at skrive ned, hvad jeg hører, og give mig helt hen.

En bølge af dårlig samvittighed over, at jeg ikke har bedre styr på bandets historie og diskografi, når også at ramme mig, for det er helt klart, at det her band er ren musikhistorie. Det står også klart, at musikken har betydet enormt meget for de generationer, som voksede op med dem i 90’erne. Især sangene fra den periode får anerkendende pift med på vejen, når de første toner slås an.

Aftenens sidste nummer starter i en yderst sparsom orkestrering med et efterfølgende klimaks, der i klassisk shoegazestil langsomt lader vente på sig. Slowdive er, som en af mine gode venner påpeger efter koncerten, et helt eminent passende bandnavn til gruppen af samme årsag.

Vi belønnes efter længevarende klapsalver med ekstranumre. Desværre er der for nogle få gået lidt for meget snak i den nede omkring baren, hvor jeg har stillet mig. Selv det afholder dog ikke koncerten fra at være en mindeværdig en af slagsen, hvor visuelt udtryk og sound spillede sammen. Jeg nyder undervejs ærligt talt også, at gruppens medlemmer ikke har behov for hverken koreografier eller akrobatik for at betage publikum. Når udtrykket er så overbevisende og betagende, som det er denne aften, er det simpelthen heller ikke nødvendigt.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at Slowdive er i Århus. Selv drømte jeg undervejs om, at de er en del af det færdige Northside-program, som jeg ved lanceres senere i næste uge. Skulle det være tilfældet, skal jeg være den første til at anbefale dem!

Skriv en kommentar