Sidste søndag fik Aarhus besøg af Linda Perhacs, som på mange måder er en ung musiker i en ældre dames krop, efter at verden glemte hende i 20 år, ikke kunne finde hende i 10 år og først hørte hende på ny efter 40 år. Jeg blev bekendt med historien før, jeg lyttede til pladen, og må indrømme, at jeg har været fascineret i omgange. Først af historien, dernæst af musikken. Nu har jeg tilmed hørt hende live og er atter fascineret.
Historien
Ved et lille køkkenbord et sted i den legendariske kunstnerbydel, Laurel Canyon, beliggende mellem Hollywood Hills nær Los Angeles, ville 70’er Linda sidde og skrive sange om bl.a. delfiner, uvejr og mærkelige trekanter i himlen. Når hun ikke sad ved køkkenbordet eller var ude og samle inspiration, arbejdede hun som tandlæge i Beverly Hills. En af hendes patienter hed Leonard Rosenman. Han var en Oscar og Emmy hædret film- og TV-komponist, der bl.a. skrev musikken til James Dean film som East of Eden og Rebel Without a Cause, og døde nogle få år tilbage. Han spurgte dengang Linda, hvad hun lavede, når hun ikke stod bøjet over sine patienter med fingrene nede i deres munde. Hun skrev sange ved sit køkkenbord. Leonard ville gerne høre dem. Han fornemmede noget.
Det gik stærkt, så snart han havde hørt hendes sange. I et studio på Universal Studios, hvor hun havde landet en pladekontrakt med hjælp fra vennen, gik de i gang med at indspille albummet, Parallelograms.
Efter pladeudgivelsen skete der ikke noget. Intet salg. Ingen lyttere. Hun trak sig. En dag mange år senere fortalte én af hendes patienter, at han havde hørt hendes sang i en Daft Punk film. Electroma. Nå, sagde Linda dengang. Hun kendte ikke Daft Punk, men patienten forsikrede hende om, at det var en big deal, og at hun skulle kontakte sit gamle pladeselskab.
Samtidig ledte en mand ved navn Michael Piper efter hende i 10 år. Han genudgav nemlig hendes plade i 90’erne på sit label Wild Places. Det skete som reaktion på, at musiklyttere havde fundet hende frem af gemmerne. Det var én af tidens trends, det der med at genopdage gamle særplader. Også 00’ernes New Weird America-bølge skyllede Linda i land. Nu er hun én af de psykedeliske folk singers og sing-song writers betydelige navne. Nu.
Musikken
Albummets centerstykke er nummeret Parallelograms, som Linda også valgte at betitle værket med det blåhvide hippieprint, der viser Linda i sit mest kreative element, naturens ensomhed. Prøv at lytte til nummeret med lukkede øjne og se, hvad musikken former for dit indre blik. Lyder det psykedelisk, er det med overlæg, da det er inden for denne genre, hendes folk rock bevæger sig. Specifikt nummeret Parallelograms er Lindas forsøg på at gengive en vision, hun fik på motorvejen en sen aften på vej hjem fra Beverly Hills. Himmelen havde åbenbaret et lys. Flere lys. I syrede geometriske former. Hun måtte holde ind til siden og tegne og skrive, men fandt først gengivelsens forløsning i musikalsk form.
Leonard, der straks han hørte nummeret, anerkendte dets unikke og avantgarde karakter, foreslog hende, at det skulle være omdrejningspunkt for resten af albummet. Eneste hage var, at de måtte arbejde med det i al hemmelighed, da det var så langt fra mainstream, at det dannede sin egen isolerede sonic-sø, fjernt fra Universals gængse satsningsgrænser. Heldigvis lykkedes deres projekt og musikhistorie blev skrevet, om end med årtiers forsinkelse.
Koncerten
En anmelder skrev følgende om Lindas musik: “(…) It is a sound so personal and intimate that I can only hear it in the privacy of my own room. Although it’s been near-impossible to gain biographical information about her, the experience of hearing her music reveals so much about her soul and mindset at the time that I really don’t think I could share it with anyone else.” Sådan havde jeg det også, inden jeg tog til koncert og satte mig på en stol mellem andre stole, med andre mennesker på, hver med deres sæt forventningsfulde øjne rettede mod scenen. Jeg troede, det var ét af de album, der egnede sig bedst til at dreje ensomt på pladespilleren derhjemme, mens man ligger på sin seng og kigger efter åbenbaringer i loftet. Jeg tog fejl. Delvist. Det er som jeg skriver, velegnet til netop det private musiktrip, men det har også masseberuselsens potentiale, så længe masserne er af en intim størrelse, som de var, den søndag aften på Voxhall, hvor Aarhus fik legendarisk besøg.
Hun var rusten, men andet havde været mærkeligt. Stemmen var også anderledes. Havde flere år i sig. Hun sad og blev nødt til at støtte sit hoved, fordi mange års tandlægearbejde, har gjort det svært for hende at holde hovedet oprejst for længe af gangen. Derfor hånden under hovedet. Mellem sangene, der både var fra 70’er albummet og det nye, som formentlig udkommer en gang i december, ville hun snakke. Meget. Det var ikke forstyrrende. Hun har meget at sige og meget at synge efter mange års tavshed, og det var fedt at være én af dem, hun talte til. Både i sang og uden instrumenter. Den ærkeamerikanske stemme med bløde amerikanske kurver, var i sig selv ord i fløde. Det var hendes første turné nogensinde og for ikke at sige første gang uden for Staterne. Det var intenst ikke kun for publikum.
Durga, Michelle, Chris og Fernando – de andre på scenen
På scenen sammen med Linda var også fire andre begavede musikere. De sad på række med Linda i midten på en højere stol. Der var Durga McBroom-Hudson, som sang både back-up og et solonummer om den junkiesyge, kærligheden kan besmitte et menneske med, hvis først det har smagt dens sødeste heroin. Det lød som om hun havde mistet nogen. Nogen som hun formentlig aldrig vil få igen. Durga er stor og sort og har rejst verden rundt på sin stemme, bl.a. i selskab med Pink Floyd.
Ved siden af Durga sad Michelle Vidal, som udover at besidde en eksotisk æstetik, især da hun spillede på trommekasse nede mellem fødderne og en gang imellem så op fra under sit mørke pandehår med vildnis i blikket, sang fucking amazing. Da det blev hendes tur til at optræde alene, for de fik et nummer hver, vel fordi ingen anden end Linda forstår bedre, hvad det vil sige at blive overset, da stoppede luften i mit luftrør. I tre minutter eller hvad det nu var, kunne jeg ingenting – og næsten ikke en gang det. Lyt til hende. Hun bliver måske min død.
Chris Price, som har spillet med Linda i længere tid end de andre, kontaktede hende, hans idol, og spurgte om de skulle spille noget musik sammen. Der er lavet en lille kortfilm om Linda, hvor man bl.a. ser de to og Chris’ kæreste sidde i det californiske solskin og spille musik på græsset. Denne aften spillede han enten på keyboard eller sad og trak i strenge på sin guitar, som han havde vendt med bagpladen ned i skødet. Han sang også, ikke dødeligt godt og temmelig fjernt fra et sådant niveau, og alligevel var det hyggeligt på en let melankolsk facon. Hans sang handlede om at dekonstruere sin elskede og så sig selv.
Fernando Perdomo lignede en kunstner, var det ikke bare, men lignede det. Altså sådan én, man vender sig om efter og siger, hey, ham der, han laver noget anderledes. Det var den sorte hat. Eller den sorte habit. Eller det sorte fuldskæg. Eller det lange sorte hår. Eller måske var det hans røde slips? Han spillede spansk guitar med hårde ryk i de ellers tynde strenge. Han burde ikke have sunget. Men han var cool med sin guitar og hat, habit, fuldskæg, lange hår og måske røde slips.
Linda, welcome back from our oblivion. We’re glad you’re here and making the world more beautiful.
Love from Aarhus
