På dette års Spot Festival debuterer et aarhusiansk stjerneskud, som du helt sikkert kommer til at høre meget mere til i fremtiden. VINK tog en snak med Josephin Bovién, der sender sprød soul og r’n’b ud i internetsfæren – læs med her!

 

Josephin Bovién er et soloprojekt, hvor Josephin både synger, skriver og producerer en del af musikken – og hvor hun udforsker, hvad hun synes er fedt i musik. “Jeg laver eksperimenterende soul og r’n’b med inspiration fra alle mulige andre genrer også.” Når Josephin skaber sin musik og sit univers, er det vigtigt for hende, at hun er med i alle processerne:

“De kunstnere, som jeg synes er fucking seje, er også dem, der virkelig bare står bag meget af arbejdet selv – både det der med at instruere film og visuals og så videre. Jeg forsøger at være en kunstner og dyrke den kunstneriske side – og ikke bare være en sanger. Jeg synes, det er meget vigtigt at være selvstændig, og det er mega fedt at være inde over alle tingene selv.”

// Alle billeder: Rebecca Kirkeby Blach Rossen

Caramel Babe: Født på internettet

Caramel Babe-projektet startede ud med, at jeg havde lavet nogle numre over et stykke tid og gerne ville ud med mit eget, uden at det nødvendigvis var mig, der sang hook på en eller anden rappers nummer. Caramel Babe pladen er meget sådan små bidder af mig.”

På Caramel Babe var der også fokus på samarbejdet, blandt andet gennem samarbejde med en række Soundcloud-producere fra flere steder i verden. Gennem Soundcloud tog numre som Like Honey og Baby Girl form, uden at Josephin egentlig var i studiet med de producere, som hun samarbejdede med. “Jeg ville gerne vise, at jeg ligesom godt kunne selv. Så var det musikmiljø, jeg omgik mig i, det var bare mest soundcloud, hvor man let kan skrive til folk.”

Når Josephin skriver musik, udspringer det ofte af ting, hun går og reflekterer over. “Jeg skriver jo bare, ikke nødvendigvis om mig, men om ting, jeg er omkring, eller ting, der sker for mig. Så det er tit kærlighed, sex og opvækst. Rigtig meget opvækst. Det har bare fyldt meget i mit liv. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17, og det var ligesom der, jeg begyndte at lave Caramel Babe-albummet – så der var en del om min opvækst og min familie, fordi det var en stor del af mit liv i den periode, hvor jeg skrev musikken.”

“Jeg skriver bare en tekst, og jeg lærer på en eller anden måde også noget om mig selv, og om hvad jeg ligesom tænker. Fordi nogle gange, når jeg skriver sange, så er det sådan lidt: ”nå, synes jeg egentlig det?” – men det har jeg åbenbart syntes, og så kommer det bare frem inde i en melodi. Det er vigtigt for mig, at min musik er til at forstå for andre. Det skal være åbent for fortolkning, så dem, der lytter til musikken, kan relatere til det.”

Ny musik – og nye eksperimenter

I den kommende tid vil Josephin skrive ny musik, og hun vil gerne i gang med at lave et større projekt over længere tid – og have nogle rigtig dygtige musikere ind over også. “I det næste, jeg laver, vil jeg gerne have nogle lidt mere organiske instrumenter ind over – og så vil jeg gerne prøve at udfordre det lidt – at lege lidt med det. For jeg synes, at det er, når det bliver lidt underligt, at det er rigtig fedt!”

Men først er det tid til flere koncerter i den kommende tid. Oven på en veloverstået Spot Festival med tre shows, fortsætter Josephin soul-sejrstogtet mod Aarhus Volume og Distortion i udgangen af denne måned. På Spot Festival cementerede Josephin Bovién i høj grad hendes enorme potentiale – hos VINK ser vi enormt meget frem til at følge med på den musikalske rejse, som helt sikkert vil sende Josephin langt omkring. Den sprøde og fine vokal er bare ikke til at få ud af hovedet igen – og med et drive, en selvstændighed og en lækker æstetisk sans, kan det kun blive fedt at høre mere fra Josephin Bovién i fremtiden!

VINK sender sine allervarmeste anbefalinger til Josephin Bovién. Du snyder dig selv, hvis du ikke følger med.

Tjek musikken ud her!