Aarhus’ vækstlag spirer på alle årstider, og ét initiativ, som efterhånden har slået sine rødder, er det improvisationsbaserede musikkollektiv KALAS. De har allerede optrådt rundt omkring i byen; i A-huset, på Frontløberne og i Kulturkælderen. Tilbage i november plantede KALAS sine fødder i Ungdomskulturhuset og denne gang i selskab med Aarhus kontaktimprovisationsklub Kimpro. Dette møde udviklede sig til en legende novemberaften, der hyldede eksperimenterne og de impulsive udtryk.

Musikkollektivet KALAS arbejder konceptuelt og udvikler altid aftenens koncept på stedet. I kraft af dette benspænd forsøger de at skabe rum og mulighed for impulserne og de nye idéer. Performere er derfor, på sin vis, lige så forberedt som deres publikum.

Arrangementet i november tog plads i Ungdomskulturhusets turkise, klinkebeklædte rum. Rummet var som en krydsning af en vaskehal, en togstation og et omklædningsrum. Historierne fra det tidligere Amtssygehus sad endnu i fugemasserne, og igangsatte en undren over lokalets tidligere funktion. Denne undren var dog svær at føre til ende, for lyskæderne, gulvtæpperne og de stedsegrønne potteplanter ødelagde alle de hospitalslugtende associationer.

Ungdomskulturhusets turkise rum skabte rammerne om en improviseret aften // foto af Lina Staškevičiūtė

EN MANGEARMET OG FLERBENET FORM FOR DUO

Scenen blev indrammet af et kæmpemæssigt gulvtæppe, hvorpå de adrætte kimpro-kroppe varmede op med alverdens dynamiske bevægelser. Kroppene løftede hinanden op, foldede sig sammen om sig selv og hinanden, og eksperimenterede med balancens forskellige niveauer. Kimpro er en sammentrækning af praksissen kontakt improvisation, som er en form for dans, hvor de involverede kroppe forholder sig intuitivt til hinanden via berøring. Kontakt improvisation er ikke entydigt. Det er ikke kun dans eller kun akrobatik, men derimod en organisk størrelse, der udvikler og ødelægger sit momentære udtryk.

Bag opvarmningsseancen gjorde KALAS sig klar, og en bred pallette af instrumenter var at finde; et klaver, en synthesizer, en guitar, en trompet, et trommesæt, en sax, en bas – og derudover viste det sig senere, at én tog sig af vokalen. Opsætningen i baggrunden og dynamikken i forgrunden inviterede til et kaotisk rum af muligheder, der krævede mod og legesyghed.

Udtryksfulde karakterer opstod i samspil med musikken // foto af Lina Staškevičiūtė

FELTET MELLEM KOSMOS OG KAOS

Efter introduktionen indtog de første performere scenen. To kimpro-kroppe blev akkompagneret af et par instrumenter. Lyd og bevægelse var koblet sammen, men det var op til publikum at udregne,  hvilke præmisser relationen mellem menneske og musik bestod i. Lyden udviklede og ændrede sig alt efter bevægelsernes størrelse, og hvem der performede.

Publikum var vidne til en udveksling af energi. Denne var uforudsigelig og impulsiv, men alligevel kontrolleret, trods de talrige overraskelsesmomenter, der både forargede og forundrede. Grundlæggende var én krop aldrig alene, men altid forbundet til en anden – eksempelvis via en hånd på læggen eller et knæ hvilende på en fremmed skulder.

Performancen blev undervejs en anelse teatralsk. KALAS’ improviserede lydbillede transformerede bevægelsesuniverset i sådan en grad, at udtrykket blev komisk og ironisk. Somme tider akkumulerede lydbilledet en kropslig klaustrofobi, mens det andre gange skabte et soundtrack til fjollede figurer. Gennemgående fungerede udvekslingen af lyd og bevægelse som en undersøgelse af former for synkronisering.

Højt at flyve, dybt at falde. //foto af Lina Staškevičiūtė

TO TIL EN TANGO

Tilbage i november var det første gang, at KALAS og Kimpro var i selskab med hinanden, men forhåbentlig ikke den sidste. Aftenen i Ungdomskulturhuset var en vellykket en af slagsen, hvor det visuelle var i en livlig udveksling med det auditive.

Man kan håbe på, at de to kombinationer igen vil forenes engang i fremtiden, men indtil da har du mulighed for at opleve KALAS #10, når de d. 26 februar optræder på Café Mellemfolk.

Hvad: KALAS #10

Hvor: Café Mellemfolk, Mejlgade 53, 8000 Aarhus C

Hvornår: Onsdag d. 26 februar kl. 19.00.

Hvorfor: Tag med, hvis du vil opleve en aften, du ikke kan forberede dig på.

Mønt: Gratis.

Begivenheden kan findes her 

//Foto: Lina Staškevičiūtė