Anmeldelse: Fire! Orchestra på Atlas

Anmeldelse: Fire! Orchestra på Atlas

En koncert med gruppen Fire! Orchestra kan som regel være en intens, højtlydende og til tider udfordrende oplevelse. Med gruppens nyeste værk, Arrival, viste de dog nye takter på Atlas.

Indrømmet, jeg var inden aftenens koncert noget betænkelig ved at have glemt mine ørepropper derhjemme. Fire! Orchestra har basis i en skandinavisk trio, som er opstået og genopstået i utallige konstellationer med helt op til 24 medlemmer. Berømt, elsket og berygtet for deres ukompromisløse og til tider øredøvende stil.

Til aftenens koncert var der lagt særligt fokus på strygere og klarinetter. Gruppen fremførte et nyskrevet værk – Arrival. Havde man forventet lyn og torden fra start lod det i hvert fald vente på sig. Det lod ikke til, at det ville blive en kraftudladning af slagsen, som man kender Fire! Orchestra for. Et trommegroove og og et gentagende basmotiv trak langsomt værket igang.

Ud af de mørke frekvenser trådte en skælvende basklarinet og lagde grobunden for, hvilket lydbillede man nogenlunde ville komme til at støde på resten af koncerten. Dissonante violinstrøg blev lagt på toppen af lydbilledet, inden aftenens to sangerinder skød koncerten igang for alvor. Den nordiske inspiration var ikke til at komme udenom.

Det var et dragende og langsomt fundament som bas og trommer lagde. Men også selve oplevelsen var dragende i den betagende forstand. Med bas og trommer som byggesten udviklede det 14 mand store orkester langsomt lydbilledet ud i nye nuancer og klangfarver, som sugede lytteren ind.

Fra tid til anden blev der brudt op. Byggestenene blev kastet til side, og der blev i stedet eksperimenteret med rene lyde. Tinitusvioliner. Hylende saxofoner. På den måde bølgede koncerten ind og ud af struktur. Tiden forløb og gik. Pulsen – trommerne – begyndte langsomt at stige og repetitive riffs førte os endnu engang videre i fortællingen. Hypnotisk fortsatte det.

Et hidtidigt klimaks var på vej. Der blev taget fat, og det 14 mand store orkester svingede i flok. Lydniveauet og dynamikken nåede sit hidtil mest energiske. Dissonerende og enerverende ens højfrekevente lyde afbrød til sidst denne sekvens. Herefter tog gruppen gamle byggesten og melodistykker op fra tidligere i værket og førte dem sammen på en ny facon.

Koncerten forløb med skiftende udtryk og farver, puls og riffs. Mod slutningen af koncerten samledes gruppen i et fælles lydbillede af en karavane i et ørkenlandskab. Endnu et klimaks, der fik to gæster til at bryde ud i spontan dans lige foran mig. Ørkenlandskabet blev først indrammet og siden vasket væk af hyl og skrig fra blæserne.

Ekstranummeret indkapslede hele essensen af hvilken overraskende Fire! Orchestra-koncert, det havde været. Først lød det af nordisk indie, for derefter at lyde af kammermusik og nordisk jazz. Mere melankolsk end intenst og højlydt. Dog uden at musikken på noget tidspunkt mistede sin kantede og dragende karakter. Der var masser af plads til at nyde de fine detaljer i klangene, som strygerne især førte med sig. En overraskende oplevelse, men langt fra en skuffende en af slagsen.

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)

Skriv en kommentar