Anmeldelse: Authors in Aarhus med Nickolas Butler

Anmeldelse: Authors in Aarhus med Nickolas Butler

VINK var med til Authors in Aarhus’ begivenhed på Dokk1, hvor forfatteren Nickolas Butler blev interviewet af Kim Skotte fra Politiken om sin nye bog Shotgun Lovesongs. Bogen handler om venskab, ægteskab, nostalgi og det at holde sammen.

//Coverfoto: New York Times.

 

 

”The reason they’re called shotgun weddings is that the father of the bride is holding a shotgun to the groom’s back. Something has happened. A pregnancy, a popped cherry, a bankruptcy, a war broke out. Whatever it was that happened, though, that wedding is going to happen, and happen quick. No planning.(…) That’s how I thought about Shotgun Lovesongs. I felt like I was holding a shotgun to my own back. I felt this pressure, this incredible pressure to do it, to finish, to prove to Little Wing, to Beth, to Kip, to Ronny, to Henry, that I wasn’t a failure. That I could do it, I could do something beautilful,(…). That album, that cost me basically six hundred dollars to produce, it sold one point six million copies. It’s still selling. It sells more every week than the week before that. And the lovesongs. They were all written for Beth” (Butler 2015, 157-158).

 

Sådan lyder Lees beskrivelse om det at vende tilbage tilbage til hjemegnen og bevise over for sine venner, at man ikke er en falliterklæring. Leland er en af fire karakterer fra Nickolas Butlers første værk Shotgun Lovesongs. Et smukt værk om et gammelt og tæt venskab mellem fire mænd, som alle vender tilbage til barndomsbyen Little Wing i Wisconsin for at deltage i et bryllup. Dette er fortællingen om vennerne Leland, Kip, Ronny og Henrys venskab med alt hvad det indebærer af prøvelser og glæder.

Forfatteren bag gæstede sidste torsdag Aarhus, da han i samarbejde med Authors in Aarhus skulle fortælle om sit værk Shotgun Lovesongs. Det blev til en hyggelig aften i latterens og nostalgiens tegn, da Kim Skotte (Politiken) interviewede Butler om bogen og historien bag.

Butler er en vittig og glad amerikaner, som med et smil på læben fortalte sjove anekdoter fra sit eget liv, men kom også ind på dybere emner, såsom det at finde sin vej i livet og det at komme fra det landlige USA.

Butler er selv opvokset i en lille by i Wisconsin, og værket er derfor stærkt inspireret af virkelige historier og mennesker.

Med en vis nostalgi fortalte Butler om sit liv, og om hvordan han måtte arbejde ”shitty jobs”, indtil det gik op for ham, at han skulle gå forfattervejen og starte på universitet.

 

Kim Skotte interviewer Nickolas Butler. // Alle fotos Caroline Borring

Kim Skotte interviewer Nickolas Butler. // Alle fotos: Caroline Borring

 

Nostalgi og musik

Nu griner han ved tanken om, at hans børn må undre sig over, hvad han laver. For på trods af en nu succesfuld forfatterkarriere, så hygger han meget derhjemme med kaffe om formiddagen. Men Butler virker svært tilfreds med tilværelsen.

Shotgun Lovesongs har ligeledes en vis nostalgisk følelse over sig, da det handler om længslen efter ens barndomshjem og stærke gamle venskaber.

Alle fire karakterer er vokset op til at lave vidt forskellige ting, og Butler brugte meget af aftenen på at snakke om karakteren Leland, som har en særlig betydning for bogen og dens stemning. Leland er en fiktiv karakter, men spejler sig i virkelighedens Justin Vernon, bedre kendt som Bon Iver – en gammel ven af Butler.

Og musikken, som Justin Vernon er så kendt for, har en meget stærk forbindelse til bogen og til Butlers eget liv: ”Jeg kan huske en vinterdag, hvor en kammerat og jeg kørte en tur gennem de her gamle tømmerveje i Wisconsin, og sneen lå smukt overalt, da sagde min ven: ”hey hør lige de her, som Justin har lavet” – så hørte vi Justins første plade, imens vi stirrede ud, og det var så smukt og perfekt – det var lyden af Wisconsin, det er præcis sådan, det lyder der!” fortalte Butler til sit interview hos Authors in Aarhus.

 

Shotgun Lovesongs kunne samme aften købes og signeres af forfatteren Nickolas Butler.

Shotgun Lovesongs kunne samme aften købes og signeres af forfatteren Nickolas Butler.

 

Fantastisk ferielæsning

Altså har miljøet og det velkendte og nostalgiske en stor betydning, og det smitter af på handlingen i Shotgun Lovesongs, som ligeledes også finder sted i gamle og kendte omgivelser i det landlige USA.

Det var en fantastisk og inspirerende aften med Nickolas Butler i samarbede med Authors in Aarhus. Jeg har anskaffet mig bogen og ser frem til god sommerferielæsning, og Butler har gjort et stærkt indtryk på mig.

Der var noget meget smukt og genkendeligt i hans måde at vise kærlighed og melankoli til sit hjem, samt hvordan han kan udtrykke det i sit værk.

På trods af at han rejser rundt i verden og promoverer sin bog, så er noget af det allerbedste, han ved, at tage en kold øl og gå langs markens indhegninger og betragte ”the buffalos” græsse på marken i solnedgangen, når børnene er lagt i seng. Denne anekdote gjorde særligt indtryk på mig, og man kan ikke lade være med selv at dvæle over egne små glæder i livet, og venskaber man har og har haft.

Jeg er gået i gang med bogen (og kigger allerede på flybilletter til Wisconsin), og jeg synes, du skal gøre det samme – Shotgun Lovesongs kan fås hos Kristan F. Møller. God læselyst.

 

Authors in Aarhus afholdes på Dokk1. Tjek det kommende efterårsprogram på deres facebookside.

Authors in Aarhus afholdes på Dokk1. Tjek det kommende efterårsprogram på deres facebookside.

Skriv en kommentar