VINK har drukket kaffe med en fotografspire og snakket om valg og fravalg, omveje og rigtige veje, og om når lysten til noget overskygger alt andet, så der kun er én ting at gøre.
Anna Jarmolowicz hedder pigen med det skarpe hvide pandehår. Jeg talte med hende om vejen til den uudtømmelige interesse for fotografiet. Hvorfor hun gør det. Hvorfor hun ikke kan lade være.
Svaret er i virkeligheden meget enkelt. Anna er kreativ og har altid været det. Hun bliver gladere, når hun dyrker den kreative proces. Og alligevel er det først for nyligt, at hun for alvor har givet sig selv lov til at dyrke den.
Interessen for fotografi opstod, da Anna i 2007 var på sin første rejse alene. Hun havde lånt sin fars gamle russiske kamera med på rejsen og var grebet fra første klik. Senere samme år investerede hun i et spejlrefleks. Selvom fotograferingen satte gang i alle de rigtige følelser, måtte Anna af en business-omvej for til sidst at indse, at man ikke kommer nogen vegne, hvis man ikke ind i mellem stopper op og satser.
Anna har for nyligt udstillet en række af sine fotografier i Designer Zoo i Badstuegade og har netop nu nogle billeder hængende i det nyåbnede I DO ART LAB. Ud fra billederne at dømme er stilen for længst lagt, men for Anna er netop det med stil en vanskelig størrelse. I hvert fald når der skal sættes ord på.
“Jeg tror, at stilen kommer lidt af sig selv i og med, at der er nogle ting, man kan lide. Jeg kan sjældent forklare, hvad det er, der lige fanger mig, men når jeg tager et billede, kan jeg altid se det færdige resultat for mig,” fortæller Anna. Hun kan godt lide at lege med lys og farver, at dyrke det enkle, og så må billederne gerne overraske beskueren.
Æstetikken er altså i højsædet, når Anna bevæger sig frem mod det færdige resultat. Om hendes tanker kredser om små plastic ponyer, babushka-dukker eller kaktusser, er processen den samme. En tanke opstår og må prøves af. Det bliver den så. Både Anna og hendes kæreste er samlere. De glædes over små sjove ting og bringer jævnligt forskellige af slagsen med sig hjem fra diverse loppemarkeder. Her får de lov til at stå og skabe stemning, og det er ofte den hjemlige stemning, der inspirerer Anna. Men på trods af glæden ved det hjemmelige og trygge, hvor personligheden og stilen kan blomstre frit, er Anna ikke bange for at tænke stort, når emnet falder på fremtiden.
“Jeg drømmer da om at få mine ting ud til et stort publikum, så flest muligt kan se dem, men hvor jeg lige som nu kan lave lige det, jeg har lyst til – det jeg føler for på det givne tidspunkt – og så bare håbe at andre end mig selv forstår det, og synes det er fedt.”
Se flere af Annas billeder her og følg hende på I DO ART lige her.
