Det er efterhånden kommet Aarhus Teater for vane at tage de unge poeters stemmer til sig. Denne gang er det Niels Henning Falk Jensby der rammer scenen i et helt særligt lys, nemlig nattelivets kulørte lampers. Stedet er G-bar. D. 10. januar kan du opleve og mærke følelsernes og frustrationer rus, når den erotiske og eksperimenterende roman Techno foldes ud som scenekunst.

I 2016 udkom Niels Henning Falk Jensbys roman, Techno, som vandt BogForums debutantpris for sin eksperimenterende og eksponerende skildring af et hyper-erotisk menneske og dets miljø. Målet var at skabe forståelse for det, der stadig ofte kun finder sted efter mørkets frembrud, og til lyden af techno. I Techno udfoldes sex, stoffer og kærligheden mellem to mænd på diskotekernes dansegulve.

//Alle fotos: Anna Marín Schram

 

Teaterstykket, der rykker ud af teatret, bryder ligesom romanen med sin kunstarts konventionelle form. Ét er selvfølgelig Niels Henning Falks grænseoverskridende indhold, men samtidig er den flydende (og fugtige) form et opbrud med romangenren. Den tager nemlig nærmere form som tankestrømme og ord-spyt, der ligesom karakterernes følelser og frustrationer kan være ukontrollerbare og irrationelle.

Techno er en del af Aarhus Teaters segment, UDFLUGTEN, hvor forestillingerne foregår udenfor teatrets matrikel, hvilket giver publikum mulighed for at opleve teater i nye miljøer. Det giver lejlighed til forundring over livets teater, at mennesket altid i den ene eller den anden grad spiller en rolle i sit miljø. Til pressemødet på G-bar var VINK så heldige at få en snak med Niels Henning Falk selv. Her gav den unge forfatter udtryk for den parallel, der var at finde imellem teaterrummets opløsning såvel som hovedpersonens.

 

 

 

Skuespilleren Simon Matthew giver romanens drifter og følelser en krop at udrykke sig igennem. En krop kan ikke kontrolleres på samme måde som sproget. På den måde mener Niels Henning Falk, at opførelsen tilføjer hans fortælling sider, som romanen alene ikke er skabt til. Problematikken forstærkes i fortolkningen.

“Det skal være grænseoverskridende”, siger Niels Henning Falk. Og alene det at gå ind på G-bar er for nogle i det heteroseksuelle publikum en smule grænseoverskridende. Måske kan det være endnu en måde at skabe mangfoldighed og forståelse med dramaet?

 

 

Niels Henning Falk forklarer, “at romanen selvfølgelig er fiktion”, men måske det giver et mere autentisk billede, når historien udspiller sig under virkelighedsnære forhold. Det er i hvert fald for de fleste meget relaterbart at stå på et dansegulv kl. 5 om morgenen i en rus af kærlighed. Stykket er instrueret og dramatiseret af Sargan Oshana og Sanna Albjørk i samarbejde med DJen Natal Saks. Forestilling finder sted fra d. 10. janaur til d. 10 februar på G-bar. Tag ind og se den, hvis du vil opleve en kunst på tværs af grænser! Et eksperiment i et eksperiment.