Svalegangen tager en alvorlig – og humoristisk – snak med os om kønsroller og sexisme i stykket Grab Them by the Pussy. Et stykke der med den fængende titel ikke kun refererer til den skandaløse kommentar fra Donald Trump, men også forsøger at udfordre netop synet på kvinderollen og kvindekroppen – både set fra manden og kvindens egen side. Forestillingen kører frem til 4. maj 2018.

Da jeg gik ind til forestillingen, var det med en idé om, at det var et meget politisk stykke, hvor jeg skulle forholde mig til en masse vendinger om feminisme, kønsroller og begreber, som jeg måske ikke selv helt forstod. Jeg gik imidlertid fra forestillingen med en følelse af have fået en større forståelse af feminisme, og hvilke udfordringer kvinder faktisk stadig står overfor i dag – selv i et samfund, hvor mange i dag proklamerer, at ligestilling “da vist er nået”.

Hvad er egentlig ligestilling? Teatret Svalegangen tager fat i debatten gennem humoristisk teaterstykke. //Alle illustrationer: Mario Sifuentes

Barbie-roller

Stykket handler om alle de roller, som kvinder verden over forsøger at passe ind i – og mange af dem på én gang. Det er for eksempel roller som den sjove veninde, den søde søster, den pligtopfyldende kollega, den perfekt-afvejede-sjove-men-alligevel-feminine kæreste, den bedste elsker, den kærlige mor, den hjælpsomme moster, den gode datter, det bedste læsegruppe-medlem, den glade fitnesspige-der-går-til-thai-bo-om-morgenen-og-yoga-om-aftenen, den omsorgsfulde svigerdatter, den uselviske frivillige hjælper, den velovervejede veganer, den glade dyreven, den kulturinteresserede instagrammer..

Og sådan kunne man blive ved! Stykket undersøger igennem disse stereotype kønsroller, hvilke muligheder kvinder har i dag, når de hele tiden bliver puttet i Barbie-kasser, hvor de skal opfylde visse roller for at kunne passe ind på arbejdsmarkedet, i et familieliv og i samfundet generelt. Men er dette ikke det samme scenarie for mænd? Og er kvinder og mænd ikke efterhånden ligestillede og frie til at gøre, hvad de hver især har lyst til?

Handlingen foregår i en boligopgang, hvor vi møder forskellige familier og kærestepar med forskellige drømme, politiske overbevisninger, seksualitet, alder og ikke mindst køn. Vi møder blandt andre det unge par, Sally og Mikkel sidst i 20’erne, som prøver at få hverdagen til at hænge sammen med Sallys fuldtidsjob og Mikkels specialeskrivning. Han vil gerne have børn, men Sally har ikke lyst, for hun føler, hun har kæmpet for hårdt for at nå sine drømme til at smide det væk for et barn. Det gør Mikkel utryg på sin fremtid og sine drømme, og han finder andre måder at få sit ønske opfyldt. I opgangen finder vi også to småbørnsfamilier med to vidt forskellige børneopdragningsmetoder, samt det lesbiske par, der også finder ud af, at de har forskellige drømme. Vi møder selvfølgelig også den blonde, langbenede, overskudsagtige Barbie-pige på øverste etage, som alle i opgangen har hver deres mening om. På den måde cirkulerer stykket fra lejlighed til lejlighed og lader publikum få et indblik i, hvilke udfordringer disse forskellige kvinder står overfor – som kvinder. Og det er ikke så få endda.

Humor som budbringer

Historien bliver leveret så komisk, at man næsten ikke kan lade være at grine. Jeg giver mine varmeste anbefalinger til stykket her, men der er plads til et enkelt kritikpunkt. Det er et kritikpunkt, som dog samtidig er et punkt, man ikke som hverken forfatter, scenograf eller teater kan gøre noget ved. Det er nemlig ude i samfundet, der skal gøres noget. Min kritik falder nemlig på publikum selv – selvfølgelig mig selv medregnet.

For tilsyneladende var det for mange et ret underholdende teaterstykke. Der var nemlig latter i salen, da et kærestepar i stykket forklarer, at de ønsker at opdrage deres barn kønsneutralt. Der var latter i salen, da en af hovedpersonerne, Sally ”flipper ud”, efter hun er blevet udsat for sexchikane på arbejdspladsen. Der var latter i salen, da en ung fyr beordrer en kvinde til at gøre ”sexede ting” som optakt til en reel voldtægt. Måske bliver folk ubekvemme ved situationen, og har svært ved at gøre andet end at grine. Men hvad er det egentlig, der er så sjovt ved utrygge, nedtrykte og undertrykte kvinder?

Ved at høre publikums latter under stykket, slog det mig, at det præcis er det, stykket vil have os til. Stykket viser, at det tilsyneladende stadigvæk er helt okay at grine af ”drengestreger”, som nedgør kvinder, og det tilsyneladende også stadig er sjovt, at nogle mennesker aktivt prøver at gøre noget ved stereotype kønsroller ved eksempelvis at lade deres drengebarn gå i kjole, hvis det er det, han vil. Det er stadig emner, hvor folk ser det som jokes, og faktisk ikke tager det seriøst, selvom sexchikane, sexisme, overgreb og hån mod kvinder og ikke-mandige-nok-mænd også udspiller sig ude i virkelighedens verden. Derved vidner stykket om, at ligestilling stadig ikke er nået, men skal vindes igen og igen.

Drømme og biologi

Stykket handler, som antydet, ikke kun om de roller, som kvinden bliver puttet ind i. Det er også mænd, der puttes ind i roller og kasser, og styres af bestemte tankegange for, hvordan en rigtig mand skal være. Spørgsmålet bliver i sidste ende, om det overhovedet kan lade sig gøre at slippe ud af disse kasser på grund af vores biologi og køn. Styrer biologien os så meget, at det bliver vores kompas i livet? Er alle kvinder født til at være følelsesladet og have lyst til at få børn? Er det naturlov, at mænd ikke græder og i øvrigt ”ikke selv kan gøre for det”, og bare  grab them by the pussy?

Hvis du har den mindste interesse i, hvorfor du som mand eller kvinde – eller noget midt i mellem – tænker og gør, som du gør, bør du tage et smut forbi Teatret Svalegangen, som ligger placeret midt i Aarhus C, og se stykket! Du vil ikke fortryde det!