Det gode menneske er det grønne menneske. Det er mennesket, som er bevidst om sine handlinger, oplyst om vores verdenssituation og politisk i sine tanker og handlinger. Men hvordan kan vi forsvare at købe økologisk, hvis det alligevel er pakket ind i plastik? Hvem har mest ret til hjælpen, vi kan yde? Og hvorfor er der ingen, der gør noget, når verden skriger om hjælp?
Selv beskriver Camilla Marienhof sit teaterstykke som: ’’et politisk ukorrekt, healende spirituelt One Woman Show,’’ og det er sandt. Titlens stærke associationer til damebladet Alt for damerne lover om et teaterstykke med ironi og komik, hvor løsninger synes at kunne presses i en juice, løbes i møde eller ses gennem agurkeskiver for øjnene.
VELKOMMEN INDENFOR
I en lys, letblomstret kjole med røde læber og løst hår tripper hun frem og tilbage mellem indgang og scene. Hun lader til at være lidt småstresset, og det er ikke til at vide, om det er en del af rollen, eller om det er grundet forestillingens forsinkelse. Det gør ondt i maven, men hun smiler og beder publikum om at mingle lidt, smalltalke med sin sidemand- eller kvinde og finde os godt til rette i mellemtiden.
Da ALT for Verden endelig begynder, opstår der mening. På scenen står en høj, pompøs lampe, som også fungerer som en pole-stang, og ved siden af denne en tropisk plante i en flettet bastkurv. Til venstre står et uskyldigt maleri af et par sommerfugle og en puf, der er betrukket med samme stof som den komfortable lænestol i midten. På sofabordet står lidt nips, en bunke aviser og ej at forglemme en indsamlingsbøsse, hvis røde farve tiltrækker opmærksomhed. Publikum er inviteret hjem i hendes dagligstue.
FN FYLDER I DAGLIGSTUEN
Vi er inviteret hjem, fordi vi skal lægge en fælles plan. Vi skal redde verden, så simpelt er det. Flere hænder løfter mere i flok, og derfor er vi samlet til et form for stormøde. Som udgangspunkt præsenteres vi for FNs verdensmål. Der findes 17, så der er rigeligt at gå i gang med. Udvalgte verdensmål har hun fortolket og skrevet på hjemmelavede skilte, som vi kender dem fra demonstrationer. Men der er flere skilte, end hun kan holde, og har man kun to arme – hvis man da overhovedet har arme – hvilken sag bør man så gribe fat om?
GODAFTEN MED KØD OG KNOGLER
Hele historien startede med TV-avisen, og i salen lyder det velkendte ’’Godaften’’. Herefter følger et samsurium af talestrømme, eksplosioner og stemmer, der taler russisk, koreansk eller lover at gøre ’’America great again’’. Vores hovedperson prøver at gemme sig fra verdens urimeligheder. Hun zapper videre, men alle kanaler er fyldt med hver sin form for død og ødelæggelse. Absurditeten kommer især til udtryk, når lydklip fra Den Store Bagedyst spilles samtidig med beretninger fra krigszoner. Kager og katastrofer burde ikke findes side om side.
Hovedpersonen har en pointe, for det er egentlig fejt, at TV-avisen ønsker os en god aften, når vi efterfølgende eksponeres for åbne kraniebrud, bygninger jævnet med jorden eller høns, som aldrig har set sollys. Men det er angsten, der sælger, og paradoksalt nok er det også den, vi vil se i øjnene. På den ene side er angsten paralyserende og lader magtesløsheden brede sig i os. Det eneste overskuelige at gøre kan synes at swipe et beløb på Mobilepay. På den anden side rusker angsten i os så kraftigt, at vi flyver op fra lænestolen og ud på gaden med skilte, hvorpå der står ord i versaler.
KROPPEN I KAOSSET
Det er svært, nok nærmere umuligt, at stille og kræve svar på så store problemstillinger, som vores hovedperson gør. Det eneste, vi ønsker, er løsninger. Vi vil ind til sagens kerne, og derfor kan det føles ligegyldigt blot at overføre lidt mønt til en god sag.
Vi vil have kroppen med i kaosset, hands on, og derfor tager vi tøjet af, stripper os selv for symboler og alt, hvad vi ejer. Tilbage står vi som privilegerede, men skrøbelige, kroppe, der ønsker det gode for andre. Ligesom angst sælger sex og hud, og således får vi en form for opmærksomhed.
Stykkets hovedperson suser halvnøgen rundt i scenografien. Hun svinger sig om lampen, kaster sig over lænestolen, får sved på panden og slidmærker på inderlårene. Hun pruster og stønner og prøver at holde facaden, selvom den, ligesom håbet, langsomt krakelerer.
Dagligstuen ligner mere og mere en krigszone. Ved stykkets afslutning er alting endevendt – både stolen og systemet. Men ud af kaos kan kosmos opstå, og minsandten står hun også i bar mave bag sit podium og holder en brandtale med gode pointer og massere af håb. Men så driller lampen. Fatningen fjoller, pæren blinker, og så forsvinder det gode initiativ igen blandt dagligdagens praktiske gøremål.
ANSVAR FOR VERDEN
ALT for Verden er et humoristisk take på en katastrofal verdenssituation. Det omfatter en fin balance mellem galskab og gode intentioner. Vi kender alle katastroferne, og det kunne være imponerende, hvis kunst, som teaterstykket, kunne komme med løsningen. Det kan det bare ikke, for vi er blot mennesker, der er heldige at leve et fredsommeligt sted.
Alligevel sætter forestillingen tanker i gang. Det belyser absurditeten og vores ironiske distance til problemer, der faktisk er nære. Det er klart, at vi enkeltvis ikke kan bære verdens ansvar på egne skuldre, for så får vi ondt i ryggen. Derimod er en mulighed at løfte i flok. Det kræver bare, at vi kommer op af sofaen ud og hen til hinanden.
ALT for Verden spiller igen d. 19-20. marts på Teater Katapult. Billetter til forestillingen kan købes her
Foto: Camilla Vang
