Søskendekærlighed får en ny dimension i Deniz Gamze Ergüvens første spillefilm, Mustang, som kan ses i Øst for Paradis disse dage. Der er fem af slagsen, altså søskende, og de vokser op i en lille landsby i Tyrkiet hos deres onkel og bedstemor. Forældrene er døde. De holder sammen, som er deres opvækst en kædedans i den råpoetiske natur omkring den landsby, hvor de vokser op.
Åbningsscenen skildrer de unge søstres tumlen rundt i bølgerne med klassens drenge, og vi vestlige opdragne ser det ikke, det blasfemiske, det grænseoverskridende i deres handling, men snart møder vi skam og hysteri i blikket på bedstemoren. Rygterne spredes, de har gnedet deres nedre dele på skuldrene af nøgne drengeskuldre.
Der er en næsten siamesisk sammensathed søstrene imellem. De fem søstre går side om side på de støvede landeveje, eller tumler rundt i sengen oven på hinanden. De ler, og de er pokkers smukke. Sådan skildres de også, naturligvis bevidst, for at sætte det på spidsen, kontrasten mellem en moden kropslighed og en kulturel kyskhed, der fastholdes af både bedstemoren og onklen med tyrkisk hårdhed. Det ender med tremmer for vinduerne, voldsomme skænderier og ikke mindst lægens skarpe lampe under brudekjolen, hvor han lyser op i en af søstrenes skridt for at tjekke, at jomfruhinden er i behold.
Koranrev af mørke
Den yngste af søstrene, Lale, er filmens fortæller, og hun bærer det meste af filmens synsvinklen. Med sit gåpåmod, sin kritiske sans og fodboldentusiasme er hun så tæt på vestlig, som man kan komme. Hun vil gerne på stadion for at se fodbold, og sjovt og fortællemæssigt fint skildret er det, når hun udser en mulighed for at flygte fra hjemmet og kaste sig på en gammel ladvogn ind til fodboldturnering med sine fire søstre. Uden onklens samtykke. Han sidder uvidende om søstrenes foldboldudflugt derhjemme og gør klar til at se bold på TV. Efter bedstemoren opdager søstrenes deltagelse, fordi de står hujende i fjernsynet og udstråler alt andet end kyskhed, ødelægger hun samtlige antenner i nabolaget for at sikre sig, onklen ikke opdager noget. Det er både komisk og tragisk.
Det er sådan filmen er. Den er tragisk, men den holder fast i humoren, og i øvrigt pigernes glæde og pudekampe, sådan den ikke ender i et koranrev af mørke, som hverken onklen eller søstrene (eller publikum) kommer op af igen.
Hår på brystet
Mest rørende for filmen er Lales kamp mod alt det, som hun er vidne til sker hendes søskende. Hun sidder og betragter giftemålene med mændene, der dumper ind i deres hus sammen med deres forældre, og den efterfølgende utiltalende handelssituation, som ender op i giftemålet. Det hele er med til at skabe en stærk trang til at løsrive sig hos den unge pige.
I begyndelsen af filmen omtales hun som “det flade bryst”. Hun er den eneste af søstrene, der kan komme igennem hullerne i hegnet, fordi hun endnu ikke har fået de former og en røv, der gør det umuligt at snige sig ud gennem indhegningen. Og nok har hun ikke bryster endnu, men hår på brystet, det har hun! Hun lærer at køre bil af en fremmed mand, som hun allierer sig med, for på den måde at kunne køre til Istanbul.
Prinsessen på slottet
Deniz Gamle Ergünens første spillefilm vinder på sin stærke politiske tematik og sin næsten mytiske fortælling, som sender tankerne mod prinsessen, der spærres inde på slottet. Den har nok en klaustrofobisk idé med indespærringen, og i øvrigt møder vi både overgreb og selvmord i den halvanden time, filmen forløber. Men den 37-årige instruktør fastholder en legende stemning omkring de fem søskende og tager ungdommens lethed og leg alvorlig. Derfor bliver filmen aldrig for tung eller tragisk, selvom tragedien konstant er hendes råmateriale.
‘Mustang’ var Oscar-nomineret til bedste udenlandske film, men som bekendt vandt Sauls Søn denne kategori, og den film har da også en større syl i siden på publikum med sin voldsomhed. Jeg tror heller ikke, at ‘Mustang’ er en Oscar-vinder, men det er en politisk vedkommende film, der sætter fokus på de unge kvinder, der vokser op i et mandsdomineret samfund. Og så er den både kreativ og sjov.
