Dystopiske fremtidsudsigter for menneskeheden på Aarhus Teater

Dystopiske fremtidsudsigter for menneskeheden på Aarhus Teater

Det dystopiske univers, som danner rammerne om Lav Sol, skaber på én gang fremtidsfrygt og en ny bevidsthed om verden omkring os. Hvis vi ikke handler nu, bliver vores generation måske den sidste til at leve et (ubekymret) liv på vores planet.

//Alle fotos: Aarhus Teater

Den kliniske hvide farve og den firkantede ramme henleder opmærksomheden på et dystopisk sci-fi univers, som ligeså godt kunne foregå i et afsnit af Black Mirror. De tomme rum, figurernes kroppe, som kun er iklædt anonymt, hvidt undertøj, og LED-belysningen vidner om en tilværelse uden materielt indhold.

Fremtidens menneske som fragmenteret individ

Lav Sol præsenterer sig selv som en fremtidsillusion, der både virker uvirkelig, endda umulig, men som de facto udspringer af en individualiseringskultur, som markedsøkonomien i disse dage fordrer. Selvom vi bliver præsenteret for to figurer, en kvinde og en mand (uden yderlige identifikation), har de langt ind i forestillingen intet med hinanden at gøre.
Den tredje “figur” ION, en alexa-lignende alvidende robot, er kun synlig qua sin stemme. Hun organiserer de to figurers liv, fortæller dem, hvad klokken er, at de (stadig) ikke har nogle aftaler den dag, og at det regner udenfor, selvom “udenfor” indenfor forestillingens rammer og univers er ikke-eksisterende. ION bliver et billede på den fragmenterede verden, hvor alting er distanceret og trukket fra hinanden som usammenhængende ioner i en organisme.

 

Menneske og robot – teknologiens udryddelse af mennesket

Livet her beror på en sondring af fortidstraumer og et indblik i menneskets tekniske kundskaber. Det står i skarp kontrast til de kliniske omgivelser, de tomme rum og manglen på sanselig stimuli. Teknologiens udvikling lader til at have overflødiggjort mennesket som fysisk kraft i verden. Den alvidende ION har komplet magt over både de fysiske rammer og figurernes mentale tilstand. ION, som alene manifesterer sig som en blød og behagelig kvindestemme, virker både kærlig og oprigtigt interesseret i figurerne, og ‘hendes’ stemme alene danner rammerne for figurernes verden i de firkantede, tomme celler.
Forestillingen forsøger at foregribe nogle af de dystopiske scenarier, som inden for en overskuelig fremtid kunne være et realistisk bud på menneskehedens udvikling. Vores samfund har hidtil været beskyttet af etiske rammer, som beskytter vores menneskelige funktion og færden. Men i det tempo, som teknologien de seneste år har udviklet sig, kan det være svært at vide, hvad man skal skærme sig imod og hvordan. ‘Vi’ bliver i højere grad en betegnelse for en global bevidsthed. Det forstyrrer den nationale fornemmelse, tanke og det etiske skjold, de enkelte stater har rustet sig med indtil nu.

 

Den menneskelige identitet i en teknologisk tidsalder

Lige så meget som forestillingen er et skræmmebillede på den hastige teknologiske udvikling, så er forestillingen også et kæmpe wake-up call i forhold til den teknologiske udviklings aftryk på vores mellemmenneskelige kontakt og nærvær. Figurerne er isoleret fra omverdenen, adskilt fra deres sanser i en distanceret fornemmelse af fortiden og livet. Ikke mod deres vilje men fordi det var et ‘naturligt’ skridt i den teknologiske udvikling.
De har ingen kontakt til verden udenfor og kun til allersidst i forestillingen, har de to figurer kontakt med hinanden. Seancen, der leder op til denne konfrontation, er først affødt af en fælles desperation overfor ION. De råber: “Du er overflødig” og afventer et nøgternt svar, som ikke kommer. Det udvikler sig til en mere og mere aggressiv gentagelse af ordene, som de til sidst henvender til hinanden. Hvem er det egentlig, som er sat ud af spillet? ION er en robot, men disse to figurer kan kun karakteriseres som fragmenterede levn af, hvad et menneske engang har været.
De to figurer ender som en sammenkrøllet masse på gulvet i den bitre erkendelse af, at de, mennesket som art på jorden, er en udspillet kategori. DE (vi) er overflødige. ION er en robot frigjort fra følelser, bevidsthed og erkendelse af et ‘selv’. Alligevel er begge figurer dybt afhængige af stemmens simulation af deres liv som et fremadskridende forløb. ‘Hun’ får nærmest en terapeutisk karakter, når karaktererne bringer smertefulde minder op fra fortiden eller bistår med faktuel viden om menneskekroppen. Følelsen af overflødighed er både en afspejling af teknologiens mekanisering af alting, men er også et udtryk for manglen på mellemmenneskelig kontakt, der ikke længere er nødvendig i hverken reproduktion eller opretholdelse af (en) verden.

 

Et liv uden nærhed betyder humane organismers forfald

Den kvindelige figur omtaler reproduktion, og ION forklarer de biologiske foranstaltninger for at undfange et barn og om fosterets udvikling i livmoderen. Implicit foreligger selvfølgelig, at denne proces på dette teknologiske stadie kan simuleres. Den kvindelige figur vandrer rundt om de firkantede celler, vi sidder i. I hendes favn ligner det, at hun bærer et foster, som ligger i en pose omgivet af noget rødligt slim, som tyder på at være en simulation af en livmoder. Fosteret kommer ud af posen, og den kvindelige figur bærer rundt på en slimet, flydende, rødlig masse. Den mislykkedes simulation af en graviditet skaber en mærkelig form for erkendelse af, at man ikke kan simulere alle biologiske processer. Eller spørger rettere; om man bør gøre det.
I denne fiktive virkelighed, hvor alting fremstår som en simulation af noget, man kunne betegne for liv, anskueliggøres meningsløshed og overflødiggørelse som destruktive elementer, der fjerner al menneskeliggørelse og distancerer os fra hinanden og en fælles virkelighed. Den mellemmenneskelige kontakt, nærheden, kærligheden, følelserne og  vores sanser, som vi har fjernet os fra, fremstår som den eneste måde, vi kan overleve og skabe mening på.

Lav Sol er en illustration af, hvad konsekvenserne af den teknologiske udvikling og den globale samfundskonstruktion kan udvikle sig til. Det er skildring af vores afhængighed af teknologien, som får indflydelse på vores egen forståelse af verden, og som er medskabende i fundamentale processer som identitetdannelse og vores sociale liv. Det er et menneskeligt vilkår konstant at søge mening med tilværelsen, men hvis teknologien gør os overflødige, hvor stiller det så menneskehedens overlevelse?
Hvis du interesserer dig for overvejelser som disse, science fiction, eller bare skuespil af bedste kaliber, så foreslår jeg, du svinger forbi Aarhus Teater inden den 30. maj 2018.

Skriv en kommentar