Jeg er træt af at være bange for fremtiden

Jeg er træt af at være bange for fremtiden

Forrige mandag kørte 3. afsnit af 8. sæson af Game of Thrones over skærmen. I tirsdags blev der udskrevet valg. Der er mange vigtige områder, den kommende regering skal sætte skarpt på – dog i min optik, netop ikke skærpe og optimere, men frigøre og omprioritere. Helt vitalt ligger klimasituationen, og hvordan vi skal forholde os til den.

Derfor, tilbage til Game of Thrones

Afsnittet i mandags var længe ventet – The Long Night. Serien er blevet rost for at være mange temaer omkring og har sat fokus på både italesatte og, til dels, tabuiserede emner. Totempælen i seriens narrativ har dog, især, omhandlet den længe ventede og frygtsomme winter. En gru uro, som har fulgt en stor del af karaktererne gennem sæsoner. “Winter is Coming” har, igennem serien, som en nattergals kvidren, fungeret som et rituelt motto folket imellem, der har til mening at gøde en konstant vagtsomhed mod den kolde vinter, og hvad den kan bringe med sig af ødelæggelse. En form for indirekte, men bevidst, bevågenhed holdes i live i frygten og truslen for det uvidende.

 

// Illustration af Cecilie Marie Ploug Petersen

 

Jeg har fulgt serien siden første afsnit, men det var denne mandag, at det gik op for mig, hvorfor jeg så ømt kan sympatisere med seriens karakterer. Den latente angst de har for vinteren, er samme latente angst jeg har for fremtiden. For selvom vi ikke har en mørk vind og blå, udødelige væsner, der venter på os, når kulden melder sin ankomst, så har vi i stedet en miljøkrise med smeltende have, døende dyr og visnende marker. Det rituelle motto er ikke ligeså tydeligt at se i vores verden. Det er pakket ind i kritiske avisoverskrifter, gule og røde klistermærker, ungdomsmarcher, instagramopslag, mælkekartoner, kostvaner og vigtigst af alt: samvittigheden. Vi har ikke en Wall til at skelne os fra dét og os. For os er dét noget, der kommer snigende, langsomt og potentielt ukontrolleret. Det er en kvidder så høj, så gammel, at den ikke længere synger mig vågen, men i søvn. For hvad der engang var et direkte bevågenhedskald har, grundet en inaktiv handlingsplan, gjort kvidren til støj.

 

For modsat Jon Snow, som rent faktisk tager stilling til denne bevågenhed, føler jeg, at vores samfund er blevet så hjemlig med klimatruslerne, at disse er blevet os en smule usynlige. Og jeg forstår det på en måde godt. Hver dag læser jeg artikler om nødvendigheden i grøn omstilling, jeg ser reklamer i bussen, der påpeger vigtigheden af soldrevet energi, jeg hører nyheder, der fortæller om endnu en flodbølge eller et smeltet isbjerg, og jeg mærker temperaturer, der skifter mere end mit PMS-temperament. Fingerpeg, advarsler, opsang og trusler, som på én og samme tid ikke gør andet end at skubbe mig væk. Det er dekonstruktivt, og det distancerer mere end det inkluderer.

Men jeg er godt klar over, at der ikke findes et spyd af drageglas, som kan reducere vores benzinforbrug, som kan genopbygge vores ozonlag eller genfryse vores nordpol. Det er netop præcis dette, som jeg godt ved. Disse fingerpeg, advarsler, opsang og trusler gør nemlig, at ansvaret ikke kommer til at ligge hos én eller nogen, men hos os alle. Og når ingen er tovholder, bliver trådene tågede og forsvinder. Det mest overskuelige bliver to-go kaffen, H&M’s basic-collection og Ryanairs urimeligt billige flybilletter.

Der er også selvmordet, men det lader vi ligge hos eksistentialisterne.

 

En underbevidst kronisk skyld bor i mange af os, og vi tager den med os ud i livet, i vores handlinger og vores gøren. I bund og grund tror jeg ikke, at den gavner mere, end den ødelægger. Verden har brug for en voksen.
Dén udødelighed der hører sig ungdommen til, dén har jeg, min generation, ikke fået lov at mærke i samme grad. Og for at være helt ærlig, så er jeg bange for at blive ældre. Jeg misunder de gamle og frygter for de nye. Jeg efterlades ofte af en underlig meningsløshed og en usund hedonistisk adfærd. Jeg er træt af at være bange for fremtiden.

// Illustration af Cecilie Marie Ploug Petersen

 

Som en pendant til dette, ville det ville være dybt urealistisk at tro, at der fandtes én jordslig Jon Snow, som tager teten og redder os alle i sidste ende. Det ville være ren og skær ansvarsforskydelse. Lidt ligesom når man er sikker på, at det er den kolde luft, og ikke de 17 cigaretter, der giver dig tør hoste. Jeg opfordrer hverken til ignorance og fralægger mig heller ej myndigheden over mig selv og min klode. Men på den anden side kan vi heller ikke alle sammen være “Jon Snows”. Det er svært nok at lære at ride drager, ej at glemme at kunne blive genoplivet fra de døde. Men sådan helt ærligt, så tror jeg simpelthen ikke på, at ansvaret kun ligger hos individet. Det ligger, til dels, hos os, men størst hos de individer, vi har valgt skal repræsentere os. Dén alvor og dét ansvar som vi alle har, skal de påtage sig og virkelighedsgøre. Jeg er hverken politisk aktivist eller intens klimaforkæmper, men jeg er et ungt menneske, som har mange år tilbage i sin levetid. Jeg er ked af dén retorik, som farver klimadebatten og dén klimadepression, den giver min tid. Det mørke tæppe af varsler, som i størstedelen af tiden kun avler skræmsel og negativitet.  Ingen har nogensinde kunnet vinde noget med demotivation. Ingen.

 

Jeg spiser vegetarbøffer, tager cykelture og bruge jernsugerør, men det er ikke nok. Der skal drageglas til, og det sidder vi borgere ikke på. Det gør magthaverne. Hjælp os, løft os, vis os, men der er ikke længere tid til at overhøre os.

 

Winter is Coming. Og vi kan ikke overleve den, hvis vi ikke alle arbejder sammen.

Så den 5. juni skal du sætte krydset ved dén med det krøllede sorte hår, pelskappen, og vigtigst af alt, fingeren i jorden. For det er vigtigt, at vi har den mange år endnu.

 

Skriv en kommentar