Jeg er et produkt af en stræben mod noget større

Jeg er et produkt af en stræben mod noget større

I dag ruller hjulene så stærkt, at jeg nogle gange må lukke øjenene og håbe på, at vi ikke ender med at køre hinanden over. Så stop det du laver de næste tre minutter. Slå automatpiloten fra og læs med.  For der sker ting i vores samfund, som påvirker os som mennesker. Og det er vi nødt til at forholde os til.

 

Jeg er født ind i en tid, hvor hjulene ruller stærkt. Jeg er del af en generation, hvor vi næsten skal have rundsave på albuerne for at komme fremad. Jeg lever i et samfund, hvor man enten er idealist, eller hvor man følger strømmen. Og så frygter jeg at dø i en kultur, hvor værdier som medborgerskab, næstekærlighed, fællesskab og frihed ligger i skyggen af individets stræben.

 

Allerede i 8. klasse skal vi i Danmark vælge, hvilken ungdomsuddannelse vi vil tage. Og hvis vi vælger gymnasiet, så skal vi også tage stilling til studieretning. Derfor skal vi også have en idé om, hvordan vores arbejdsliv skal se ud. For skal vi vælge naturvidenskab, sprog eller samfundsfag? Efter gymnasiet kommer et af de største valg. Nu beslutter vi os for, hvad vi vil uddanne os til. Og vi skal ikke vente for længe med at vælge, for vi har travlt! Vi skal hurtigt gennem uddannelsessystemet, vi skal ud på arbejdsmarkedet, vi skal hele tiden se fremad og have for øje, hvordan vi kommer fra A til B. Og nogle gange har vi ikke engang tid til at reflektere over eller tvivle på vores valg. Andre gange tør vi ikke. For tvivl skaber ikke fremdrift og tid er en mangelvare.

 

// Illustration: Maria Munch Luckow

 

Stop op, tvivl, mærk efter

Men tvivlen er måske nu en gang bare et vilkår i vores liv. Vi kommer unægtelig til at støde på den indimellem, og jeg tror faktisk hverken, at det er farligt eller forkert at tvivle. Mange kommer ud for ting i livet, der gør, at de ikke kan eller vil følge den vej, de først havde forestillede sig. Mange ændrer planer. Mange bruger ikke deres uddannelse på den måde, de troede, de skulle. Og mange skifter uddannelse. Og det er ikke underligt. For vi ændrer os som mennesker fra teenageårene, hvor vi vælger, hvad vi skal søge ind på. Nogle gange ændrer vi interesser, og så må man gerne stoppe op, omfavne tvivlen og mærke efter, om man måske skal skifte retning.

 

Faktisk bygger vores liv og fremtid ofte på tilfældigheder og det uforudsete. Så selvom du skal til at vælge ungdomsuddannelse, videregående uddannelse, eller om du står og skal søge job, så slap af i dit valg. Du er ikke låst til det valg resten af livet. For du vil møde mennesker undervejs. Mennesker som vil præge dine interesser. Mennesker som vil være din åbning til noget nyt. Og ofte vil den plan, du lagde i 8. klasse eller i gymnasiet, ændres, og du vil gå i en ny retning. Så tag dig tid. Stop op og overvej, om du er glad for det, du laver. Hvis du er, så bliv lidt længere i øjeblikket. Hvis ikke, så luk tvivlen ind.

 

For 12 måneder siden droppede jeg ud af min kandidat i medievidenskab. Jeg stoppede på min praktikplads. Jeg havde talt om det mange gange, men jeg turde ikke at gøre noget ved det. Men jeg drømte om at undervise, og om at arbejde med mennesker. Jeg var ramt af uddannelsesloftet og kunne ikke supplere medievidenskab med et andet fag inden for gymnasiets fagrække. Jeg kunne heller ikke tage en ny bachelor. Min sidste mulighed for at omgå uddannelsesloftet var sygeplejerskeuddannelsen, fordi den havde vinterstart. Jeg var desperat for at finde den vej, der kunne gøre mig glad. Så jeg prøvede det. Efter blot en uge blev jeg sendt ud på kræftafdelingen. Det var spændende. Menneskene. Deres historier. Jeg ville gerne fortælle dem videre til andre. Og der blev jeg opmærksom på, at jeg kunne kombinere min interesse for mennesker med min interesse for formidling. Jeg søgte ind på en kandidat i journalistik. Jeg kom ind, og det er den bedste beslutning, jeg har taget! Jeg har fået en hel masse praktisk erfaring, og jeg møder nye mennesker hver uge, når jeg skal finde kilder til mine artikler.

 

Jeg måtte overgive mig til min tvivl. Jeg måtte stoppe op, og jeg måtte mærke efter. Og så fandt jeg endelig min vej. Så kære medborgere – tag jer tid. Til at tænke, tvivle og føle.

 

// Illustration: Maria Munch Lukow

 

Et liv i konkurrencesamfundet

Man kan hurtigt få sat sig selv i hovedet, at man skal løbe stærkt i det her samfund, hvis man altså vil fremad. Vi spæner fra A til B, men husker vi egentlig vejen dertil? Husker vi de små øjeblikke på vejen mod det større?

 

Det meste af min studietid har jeg haft så mange bolde i luften, at jeg nogle gange bliver i tvivl om, hvad formålet egentlig er med gå til alle de arrangementer, tage alle de jobs og at fylde dagen fra ende til anden med aktiviteter. Men vi gør det alligevel. I jagten på at nå vores mål – og i jagten at blive det ’ideelle menneske’.

 

For vi befinder os konstant i en skarp konkurrence. Mod os selv, mod tiden og mod alle de andre, som potentielt kan erstatte os. Om det så er på jobbet, i hjemmet eller i fritiden. Der står altid en anden, som kan tage vores plads. Sådan er vi opdraget. Vores samfund konkurrerer på sundhed, uddannelse og lykke. Derfor skal vi både være de bedste i skolen, have de fedeste jobs, blive de dygtigste sportsudøvere eller musikere, og være den bedste ven, veninde eller kæreste. Og nu siger jeg ikke, vi ikke skal sætte os selv mål eller have ambitioner – for det tror jeg bestemt er fint. Så længe vi ikke bliver robotter, der følger strømmen, flyder gennem uddannelsessystemet og ender med en maveplasker til sidst.

 

Så nu griber jeg lige en af de mange bolde, jeg som ung i konkurrencesamfundet jo alligevel jonglerer rundt med, og laver et idealistisk shout-out til mine unge medborgere: Sænk skuldrene og tag jer tid til at tænke, føle og tvivle – også selvom systemet presser os til at vælge tidligt, handle hurtigt og tænke fremad. Du behøver ikke være sikker på, hvor du skal ende. Så tag dig tid til at mærke efter: Er du glad? Lykkelig? Og når du er, så grib øjeblikkene. Og bliv i dem lidt længere. Så tror jeg også på, at vi bliver de bedste mennesker – og for den sags skyld også den bedste arbejdsstyrke for staten. Vi skal holde mange år, og det tror jeg ikke, vi gør, hvis vi ikke er glade undervejs.

 

Så lad os ikke overgive os selv til blot at være et produkt af samfundet, for jeg tror, det gør os ensomme en dag. Så grin for fanden – tag fri, brug tid mere jeres venner, familie og kæreste. Og vigtigst af alt: Vær til stede lige nu – for om lidt er øjeblikket væk.

 

 

 

Skriv en kommentar